Wegovy – begyndelsen på mirakel eller mareridt?

Wegovy er et vægttabspræparat, som er afledt af Ozempic – som også går under navnet Semaglutid – der har fået ihærdig omtale de sidste par år. Det blev nævnt under the Oscars, videoer florerer med SoMe-influencers der reklamerer for third-party forhandlere og et stk Elon Musk der kalder det sit skinny-shot. Det drejer sig om en GLP-1 analog, der virker ved at øge mæthedsfornemmelsen og mindske peristaltikken. Derved spiser man naturligt mindre. Så uagtet din kost, vil du komme til at indtage færre kalorier, og i sidste ende tabe dig med præparatet. I hvert fald mens du injicerer dig med det på ugentlig basis. For alt tyder på, at så snart man stopper, ryger man tilbage til sin gamle vægt.

Mareridtet

Til trods for de relativt små bivirkninger ved produktet, er den ikke uden problemer. Den ugentlige omkostning ved præparatet er omkring 1300kr. Det er et stort beløb for folk i lavere sociale lag, samt på samfundsniveau; sidstnævnte som allerede kan mærkes gennem yderligere nedskæringer på resten af sundhedsvæsenet. Derudover dirigerer efterspørgslen for slankemidlet den begrænsede

produktionskapacitet af Semaglutid hos Novo Nordisk, fra de syge diabetespatienters behov, til relativt mindre syge mennesker. Heriblandt ikke-overvægtige (<30 BMI) ellers raske mennesker med et stort vægttabsønske alene af kosmetiske årsager. Ligeledes bidrager efterspørgslen til prisstigninger af produktet, hvilket begrænser de syges adgang til medicinen yderligere. Dertil kommer spørgsmålet, om medicinering af overvægt, isoleret fra alle de andre problematikker relateret til Wegovy, overhovedet er en god ide? Det synes forpersonen i DSAM (dansk selskab for almen medicin), Bolette Friderichsen, ikke ligefrem. Hun er med i Genstart d. 15/5-23 hvor der foregår en god samtale om det nye slankemiddel. I min optik fejlinformerer Bolette farerne ved overvægt ved at minimere dem. Ligesom hun underminere og heller ikke virker til at forstå alvoren af hjerte-kar-sygdomme og psykiske udfordringer. Jeg vil ikke dykke ned i hendes enkelte argumenter eller synspunkter, det kan man selv lytte til.

Det sagt, ser jeg nogle andre problematikker ifht. medicinering for at opnå vægttab. Først og fremmest, er der den allerede nævnte udfordring, at man tager på igen så snart man stopper med at tage medicinen. Derfor er der, med Wegovy i hvert fald, også behov for en underliggende adfærdsændring for at få vedvarende resultater. Noget vi ikke ser i dag, og som i sig selv hurtigt kan blive dyrere end medicinen selv; for ikke at nævne, at behovet og motivationen for disse adfærdsændringer bliver sat i skyggen.

Dernæst fører det til en potentiel sygeliggørelse af normaliteter og få ekstra kilo, hvilket kan påvirke individets selvbillede og føre til en usund fokusering på vægt. Samtidens kropsidealer er ikke repræsentative fra hverken normen eller sundhedsidealet, men i stedet forskruet af underholdningsmedier og modebranche.

Sidst, mister man ”the human struggle”: udfordringer og rette niveauer af stress i hverdagen er med til at danne os. Vi kender det fra vores omgangskreds – særligt på vores studium også – dem der ikke har fået serveret livet på et sølvfad eller har kæmpet for at dygtiggøre sig i fx fagligt, atletisk eller på tredjevis, er som regel mere dannede, spændende og empatiske. Det at lære at leve i moderation og at lære sig selv at kende, er vigtige dele af den menneskelige dannelse.

Der hvor det modsat giver mening, er i de lavere sociale klasser, med lange hårde arbejdsdage og biopsykosociale udfordringer alle vegne. Hvilket bringer os til argumenter for vægttab gennem medicin.

Miraklet

Mange mennesker døjer med meget på deres tallerken i forvejen. Når der dertil kommer overvægt og følgesygdomme, bliver livet sjældent nemmere. For disse mennesker giver det ikke mening at tale om adfærdsændringer eller lære at leve i moderation. Tværtimod kan hjælp til at tage vare om KRAM faktorer, hjælpe dem med at få mere overskud, tid i hverdagen og mindske komorbiditeter, til at komme nogle af deres sociale problematikker i møde. Derved er vægttabsmedicin som Wegovy potentielt ret hjælpsomt for disse mennesker.

Ligeledes bliver det nemmere for mange af dem som faktisk døjer med kropsdysformier ibm. Deres vægt, grundet de usunde kropsidealer i samfundet. Man skal ikke underkende den stress og lidelse de lever under, når de dagligt ikke kan hvile i deres egen krop, deres kost eller i sociale sammenhænge. Selvom de måske ikke er reelt overvægtige, men blot har nogle ekstra kilo, kan det hjælpe dem i rette retning uden at begynde på restriktive diæter eller vaner; som ellers nemlig hurtigt kan blive en envejsbillet til en spiseforstyrrelse.

Man kan også argumentere for - modsat hvad der blev skrevet i sidste afsnit - at hvis man først kunne komme over sine manifesterede selvværdsproblemer grundet ens egen vægt, at man så nemmere kan komme videre i den eksistentielle dannelsesrejse.

Det er uagtet selvfølgelig problematisk, at mennesker føler et behov for at leve op til dårlige kropsidealer sat af underholdnings- og modeindustrien. Men det er desværre en idealistisk og urealistisk plan, at tro vi kan formå at ændre disse lige foreløbig. (selvom vi absolut bør!)
Derfor må vi for tiden finde en nuanceret balance og imødekomme brugen af lægemidler til vægttab; indenfor prioriterende, logistiske og økonomiske forhold vi kan stå inde for.

Jeg tror på Wegovy er begyndelsen på en tendens der vil opstå i løbet af det næste halve århundrede, hvor vi vil få lægemidler udviklet, som ikke blot hjælper syge mennesker med at blive raske, men også raske mennesker med at blive ekstra-humane. Transhumanistisk/Posthumanistisk medicin, om man vil.

Som medicinsk forskning og teknologi udvikler sig, vil vi stå overfor lignende dilemmaer om brugen af lægemidler til behandling af hverdagsproblematikker, sundhedsoptimering og til at opnå særlige former for kropslige og mentale tilstande. Det kan være fx muskelbyggende ’doping’-lignende medicin uden bivirkninger eller diskussionen om lovliggørelse af psykedelika for ’recreational use’. Vi er nødt til at tilnærme disse med åbne sind og finde saglige og bæredygtige løsninger. Ellers ender vi med at træde ind på glidebaner, der kan have forudsete eller uforudsete konsekvenser for individ og samfund.