Et slag for oprigtig maskulinitet

Maskulinitet. Et begreb der har mange associationer. Maskulinitetsbegrebet bruges oftest til at referere til de karakteristika, adfærd og roller, der tit forbindes med mænd (og drenge) i kulturelle eller sociale kontekst. Et validt spørgsmål er hvorfor der overhovedet skal være sådanne definitoriske elementer forbundet med køn? Der er mange måder at tilgå det spørgsmål på, men et gennemrungende svar er, at mange op til nu og i vores samtid, har deres køn som et essentielt og centralt element i deres identitetsdannelse og selvbillede.

Det maligne narritiv

Derfor er det også vigtigt at maskulinitetsbegrebet ikke kapres af maligne narrativer som vi ser i dag. Af samme grund, er det nødvendigt at forstå hvad maskulinitet ikke er, før vi kan dykke ned i hvad maskulinitet er. Maskulinitet er ikke det modsatte af femininitet. Faktisk er mange af egenskaberne, som definerer maskulinitet, også gyldige for femininitet. De samme noder, spillet på forskellige instrumenter, lyder trods alt ikke altid ens.

Maskulinitet er heller ikke defineret ud fra seksualitet. Hvorvidt man er til kvinder, mænd, begge, alle eller ingen, har ikke noget med maskulinitet at gøre.
Tværtimod, hvis maskulinitet eksisterer på et dikotomisk spektrum, står der i den modsatte ende drengelig umodenhed. Heri en primitiv, overfladisk og unuanceret forståelse af de klassiske maskulinitetskarakteristika. For mens maskulinitet er en egenskab, der ofte bliver associeret med styrke, selvsikkerhed og mod, er det i virkeligheden meget mere komplekst. Reel maskulinitet er velafrundet og afbalanceret og har en forståelse for, at der er mere til manddom end magt og bravado.

Det maligne narrativ fremfører ofte manden og det maskuline i forsimplede fortolkninger af styrke og som en modpol til det feminine. Dette taler i mange umodne mænds gunst, da det er en nem måde at trøste sig selv på, for manglende modenhed og ringe karaktertræk. Dertil er det et værktøj, for mandschauvinistiske og autoritære politiske interesser, til at rodfæste sig og kapitalisere sig på de mindre intellektuelle og dem med mindreværdskompleks.

Penge, sex, berømthed, vold, mangel på forbindelse til sine følelser og snæversynethed er ikke modne og dannede værdier. Det er ikke maskulint at køre i en dyr bil, ’fylde mere’ på gaden, gå op i sport eller have sex med mange kvinder. Tværtimod er disse barnlige forestillinger om manddom, baseret på primitive værdier, som en mand bør vokse sig ud af gennem almen dannelse og modning.

En af de mest gennemtrængende forestillinger i det maligne narrativ er ideerne om følelsesmæssig undertrykkelse, ofte i lyset af en misforstået ide om stoicismen. ”Rigtige mænd græder ikke” eller ”mænd skal ikke vise følelser” er sætninger dybt forankret i vores sociale væv, hvilket fremmer forestillingen om, at følelsesmæssig sårbarhed er et tegn på svaghed. Autentisk maskulinitet anerkender midlertidig, i sin modenhed og visdom, at følelser er del af den menneskelige tilstand og ikke en kønsspecifik egenskab. At man kan hvile i sine følelser, dele dem åbent og reagere på dem med velovervejet fornuft er en svær øvelse, og et tegn på oprigtig maskulinitet. At reagere med vrede, aggression og muskler til gengæld, hører til gengæld til i børnehaven og abeburet i ZOO. Hvilket bringer os til styrke...

Styrke, den næste egenskab der traditionelt er knyttet til det maligne maskulinitets narrativ, skal forstås i sin bredere sammenhæng. Styrke er ikke kun fysisk; det er også mentalt og følelsesmæssigt. Ægte maskulinitet værdsætter, at sand styrke ligger i karakter, empati, modstandskraft og evnen til at tilbyde og søge hjælp, når det er nødvendigt. Det opfordrer til at stå op for det, der er rigtigt, være ansvarlig og respektere andres rettigheder og følelser. Den kropslige styrke er også et maskulinitetstegn, men der er en vigtig distinktion som ofte er glemt. Den maskulinitets definerende kropslige styrke ligger i den funktionelle kunnen, og ikke ”vanity muscles” a la gym-bros eller bodybuildere.

Det maligne narrativ er skadeligt, da det udskammer, frastøder og ødelægger alt for mange unge drenge og mænd, som ikke kan se dem selv i disse rådne dispositioner for fejlfortolket maskulinitet. Det resulterer i selvværds- og identitetskrise, og derved potentielt ind i hænderne på ærgerlige mennesker. I stedet bør vi erobre og hylde autentisk maskulinitet baseret på dyder som modenhed, ydmyghed, venlighed og visdom.

Generelt er det pisseirriterende at se mænd fokusere på at man skal ”act like men”, som var de voksenbabyer der deltager i Paradise Hotel, i stedet for at blive modne og dannede. Vi ser disse elementer tidens populære, men ærgerlige, mandeidealer. Tre eksempler der har ramt den brede befolkning, er Dan Bilzerian, Andrew Tate og Jordan Peterson. De to første forsøger at sætte lighedstegn mellem maskulinitet og penge, sex (med kvinder), machismo, samt muskler og vold. Den sidste, Peterson, forsøger ihærdigt at definere maskulinitet ud fra kristne værdier: en modpol til ‘kvinden’ og den konservative og religiøst inspirerede patriakiske familiestruktur.

Det maskuline apex

Hvad er maskulinitet så? Maskulinitet har potentialet til at blive et potentielt positivt begreb, så frem vi kan genvinde maskulinitetsnarrativet. Her er et bud på ti egenskaber, som i min optik definerer oprigtig maskulinitet.

Styrke & modenhed er nok blandt de vigtigste af de ti egenskaber, der definerer maskulinitet. De to begreber, med deres nuancer, har jeg allerede beskrevet. Derfor vil jeg ikke berøre det mere her.

Integritet er en essentiel karakteristik af maskulinitet, da det afslører en mands hengivenhed til at overholde sine principper og værdier, selv når han står over for udfordrende omstændigheder eller moralske dilemmaer. En mand med integritet er en person, der er troværdig, ærlig og ansvarlig for sine handlinger, og som kan træffe beslutninger baseret på sin samvittighed i stedet for at give efter for eksternt pres eller indflydelse.

Desuden indebærer at have integritet ikke at være ufleksibel eller stiv i sine overbevisninger, men snarere at være i stand til at tilpasse og forbedre sine principper som reaktion på nye oplevelser og perspektiver. En mand med integritet er en person, der er villig til at lære af sine fejl, fiaskoer og tilbageslag og bruge disse erfaringer til at forbedre og udvikle sig som en person.

I sidste ende handler integritet ikke kun om individuelle værdier og overbevisninger, men også om virkningen af en mands handlinger og beslutninger på dem omkring ham, især hans kære og dem, der ser op til ham som et forbillede. En mand med integritet stræber efter at være en positiv indflydelse på andre og anerkender betydningen af at behandle alle mennesker med værdighed og respekt.

Loyalitet betyder at kæmpe for et menneske eller en ide i både gode og dårlige tider og at nægte at give op, selv når det er udfordrende. Loyalitet er ikke at være enig eller ukritisk, tværtimod at turde at være kritisk og risikere en konflikt. Det kræver en bevidst beslutning om at stå ved nogen, støtte dem og hjælpe dem, fordi de har brug for nogen ved deres side. Det er en forpligtelse over for en anden person, der kræver tålmodighed, forståelse og vedholdenhed. Den maskuline loyalitet kan ses både i venskaber og familie, samt i fællesskabet og samfundsdebatten.

Ofte portrætteres maskulinitet som impulsivt og handlekraftigt, men det at være tålmodig betyder ikke at være passiv eller svag; det er snarere en styrke, der demonstrerer selvkontrol, udholdenhed og en dyb forståelse for livets rytme. I stedet for impulstendenser eller hidsighed, er det evnen til at forblive rolig under pres, at tage velovervejede beslutninger og at vente på det rette øjeblik til at handle, der virkelig definerer en moden og velafbalanceret maskulinitet.

I dagens samfund er mænd ofte udsat for pres for at ”være mandig”/ leve op til en stereotypisk form for maskulinitet som beskrevet ovenfor, i dette ligger det ironiske at de så per definition ikke kommer til at mærke an og danne dem selv, men i stedet opfører sig uautentisisk for at passe ind. At være en "rigtig mand" handler mere om at være en "rigtig person" - autentisk, ærlig og modig nok til at være sig selv.

Ydmyghed er en dyd, der ofte overses i samtaler om maskulinitet, men den er afgørende for at skabe en sund forståelse af mandighed. Ydmyghed handler om at anerkende sine begrænsninger, at være åben overfor læring og vækst, og at acceptere, at man ikke altid har alle svarene. Det er en dyd, der fremmer empati, selvrefleksion og forståelse for andre. Dertil hjælper ydmyghed med at distancere sig fra stolthed, ære og ego; tre egenskaber der også dominerer i den misforståede tolkning af maskulinitet.

Humor spiller en betydelig rolle i maskulinitets-definitionen. I kombination med de andre dyder, sikrer det en velafbalanceret personlighed, og skaber derved helstøbt mandighed. Den maskuline humor, handler om at kunne lette stemningen og løfte sig selv og andre op. Humor tjener et formål ved at hjælpe andre og forhindre dem i at falde i negative mønstre. Af samme grund er den maskuline humor heller ikke nedgørende eller mobbende i sin natur. Endvidere kan den maskuline humor grine af sig selv, da den maskuline mand i sin ydmyghed, som skrevet ovenover, ikke er bundet af stolthed, ære eller ego.

Visdom er mere end bare viden. Det omfatter forståelse, indsigt i en selv samt andre og god dømmekraft. Det handler om at vide hvordan man kan deeskalere og løse konflikter med blide ord, i stedet for intimidation, samt hvornår og hvordan fysisk styrke bør træde i kraft. Visdom er foruden at forstå viden, vide hvordan man anvender viden, udviser empati og træffer de rette beslutninger. Visdom omdirigerer på den måde maskulinitet fra de toksiske og stereotypiske umodne træk hen imod en mere afbalanceret, positiv og moden karakter.

Sidst, men ikke mindst, kærlighed, evnen til at elske andre mennesker et essentielt maskulinitetstræk. Her er der ikke kun tale om en romantisk partner, et familiemedlem eller en tæt ven, men ens medmennesker generelt. Foruden kærligheden til ens nærmeste, indebærer den maskuline kærlighed også at tilgive og omfavne, dem der har handlet forkert eller gjort fortræd, for at hjælpe dem på vej til at vokse og blive bedre mennesker; det handler om at ønske det gode for andre.

Konklusion

Nu skrev jeg dette stykke om maskulinitet, fordi det er hvad jeg som mand marginalt er kvalificeret til at skrive om. Personligt vil jeg mene at mange af disse egenskaber også er essentielle aspekter af femininitet, men det emne vil jeg lade andre om.

Jeg tror at rejsen mod at blive mere maskulin er en livslang proces, og det er de færreste jeg kender, som lever op til alt hvad jeg har skrevet ovenover altid. Nogle af os er varierende grader af maskuline fra dag til dag; men som man modnes – i den rigtige retning – øges det forhåbentlig som vi bliver klogere på livet.

// Younes, MOK.red

Forrige
Forrige

Wegovy – begyndelsen på mirakel eller mareridt?

Næste
Næste

ForFængelig