Et møde med Onkologien på den anden side af bordet

I sidste uge mødte jeg onkologien på den anden side af bordet. Jeg sad som pårørende til et familiemedlem der fornyligt har fået konstateret kræft.
Jeg blev bedt om at tage med for at hjælpe med formidling af behandling, og til stille spørgsmål til forløbet. Jeg var på forhånd bange for at møde det pressede sundhedsvæsen som pårørende.

I nyhederne florerer historier om kilometer lange ventelister i psykiatrien. Historier om kræftpatienter der venter for længe på operationer. Som nok skræmmer de fleste af os.
Inden lægesamtalen, havde jeg en forståelse af, at vi ville have kort tid med lægen. På forhånd var vi frustrerede over at behandlingen endnu ikke var begyndt.

Men da vi tråde ud fra hospitalet 3 timer senere var jeg lettet og glad over at have mødt så dejlige og omfavnende mennesker der skal passe på en jeg elsker. Vi blev begge omfavnet og taget hånd om. Hendes historie blev hørt og taget imod med omsorg og respekt. Der blev tænkt på hvert enkelt lille ting. Selv
snak om paryk eller anden hovedbeklædning blev drøftet og italesat. De lyttede til ønsket om hurtig påbegyndende behandling, som de fik i gangsat 2 dage efter. Vi var til læge- og sygeplejerskesamtale i 2,5 time.

Grundet situationen er jeg ked af det, men jeg føler også en tryghed i at der tages godt hånd om hende. I al kritikken af det pressede sundhedsvæsen, synes jeg det er vigtigt at påpege de gode oplevelser, som vi skal videreudvikle og gøre endnu bedre når vi en dag bliver læger.

Tak for indtil videre god behandling onkologisk ambulatorie Pas på jeres nærmeste

Knus en MOK’er