DET FILOSOFISKE HJØRNE: Aktiv dødshjælp

Endnu en uge, endnu en anbefaling fra Etisk Råd. Sidst var det vedr. abortgrænsen, denne gang handler det om aktiv dødshjælp.

Aktiv dødshjælp er et ‘hot topic’. Statsminister Mette Frederik- sen har adskillige gange udtalt, at hun går stærkt (!) ind for aktiv dødshjælp, og dette var også et af hendes hovedpointer til Fol- kemødets Åbningstale tilbage i juni. På kølvandet af Etisk Råds anbefaling sidste uge, har hun understreget, at hun på trods af en meget klar modstand fra Det Etiske Råd, stadig er ‘meget stærkt tilhænger af at indføre aktiv dødshjælp’.

Statsministeren har til Weekendavisen fortalt, at hun er blevet be- rørt over at høre personlige fortællinger fra pårørende, hvis syge familiemedlemmer har udtrykt et ønske om at dø. Dertil bakker et flertal af danskerne (>70%) gang på gang i rundspørgen op om aktiv dødshjælp. Derfor er det heller ikke en overraskelse, at populistiske bevægelser og politikere kan have lyst til at hoppe med på vognen. Det er en opportun mulighed for at score point hos den brede befolkning.

Det Etiske Råd
16 ud af 17 medlemmer er af den overbevisning at det i princippet er umuligt at etablere en forsvarlig regulering af dødshjælp, og anbefaler derfor, at man ikke legaliserer dødshjælp i Danmark. De 16 medlemmer skriver i Etisk Råds rapport, at de anerkender individers ønske om at fremskynde døden, men at selv mennesker der har haft et langvarigt dødsønske, har perioder med ambiva- lens, og at de samtidig ikke tror på at man kan indrette lovgiv- ning om aktiv dødshjælp som kan skåne samfundet for ændrin- ger grundlæggende normer omkring vores samfundsindretning, sundhedsvæsen og menneskesyn.

De understreger også at ved en indførsel af aktiv dødshjælp, ska- ber vi potentielt en institutionaliseret vurdering, direkte eller in- direkte, af at visse liv ikke er værd at leve.

Lægeforeningen
Lægeforeningen bakker op om Det Etiske Råds anbefalinger og mener, at aktiv dødshjælp er i grundlæggende strid med lægens og sundhedsvæsenets rolle, som er at gavne patienten gennem forebyggelse, behandling og omsorg. Modsat at forårsage patien- tens død.
Videre mener lægeforeningensformand Camilla Ratchke, at de- batten om aktiv dødshjælp i Danmark er præget af manglende viden og mange misforståelser.
Hvilket der kan være noget om.

Passiv dødshjælp
I Danmark har vi i dag passiv dødshjælp. Passiv dødshjælp tilla- der os som læger, at hjælpe patienter ved livets afslutning, gen- nem lægelige indgreb og beslutninger, fremskynde døden som en sidevirkning til den palliative behandling, vi kan tilbyde patien- ter. Helt konkret, kan man fx hos den lidende og døende patient, smertedække indtil dødens indtræden.
Aktiv dødshjælp vil derimod kunne tillade at den langtids-ter- minale (/eller kronisk syge) men ellers relativt velbefindende, hjemmegående og fungerende borger, vil kunne bede om at få dødshjælp.
Dette er en vigtig nuance, som den gennemsnitlige borger, som bakker op om aktiv dødshjælp ofte ikke er klar over.

Aktiv dødshjælp
Argumenterne for at tillade aktivt dødshjælp indebærer retten til selvbestemmelse, at døden kan være bedre end et liv i lidelse, og at man kan indrette et system, der ikke leder til intentionelle konsekvenser for andre end dem det i første omgang er tiltænkt (i.e. at glidebaneargumentet ikke holder vand).

Frygten for aktiv dødshjælp
Det er sjældent at glidebane argumentet holder vand, men det har vist sig at være tilfældet ved aktiv dødshjælp.
Ved aktiv dødshjælp er man bange for, at det der i begyndelsen er tilregnet myndige terminale patienter med svære og uudholdelige smerter, udvikler sig til at blive en ‘hurtig og nem’ udvej for dem der relativt ikke lider i ligeså høj grad, ramme dem med handikap, mennesker med psykisk lidelse og evt. også børn.
Når vi kigger på andre lande (Holland, Belgien, USA/Oregon) kan vi se at dette er tilfældet. Det er i dag tilfældet at både svært handikappede og psykisk syge får deres anmodning om aktiv dødshjælp, og samtidig er (i Oregon) smerter / uudholdelig lidelse ikke længere i top 5 grunde til at folk ansøger om aktiv dødshjælp. De to hyppigste årsager er i stedet ‘tab af værdighed’ og ‘frygten for at belaste familie og venner’.

Lidelse er en del af at være menneske
Jeg mener at aktiv dødshjælp fundamentalt er et skridt i den for- kerte retning. Isoleret fra alle de ‘praktiske’ argumenter for eller imod.

Det er på sin vis en luksus at kræve aktiv dødshjælp, der rækker så vidt, at behovet ikke kan stilles ved passiv dødshjælp. Dertil, og helt centralt for denne holdning, så er aktiv dødshjælp end- nu en flugt fra livets sværheder og lidelse. Det underbygger et livssyn og nuværende tendens, hvor alt skal være positivt, uden plads til at leve i det svære. Uagtet hvorvidt der er lys forenden af tunnelen eller ej.

Det er ikke for at underkende den fænomenologisk svære situati- on, adskillige mennesker går rundt med. Det er rettere et slag for, at vi hellere skal skabe plads og accept for at leve et svært liv, og understøtte de behov folk der går rundt med svære liv kan have. Lidelse og modstand, i lige så høj grad som døden, er et grundele- ment i den menneskelige tilstand. At dissekere dem ud af livets ligning, eller hvertfald skabe illusionen herom, taler hen mod et samfund bestående af tabuer, skam og formålsløshed.

Livet handler ikke om at være lykkelig. Ikke fordi lykke er for- kert, eller at man skal være ulykkelig. Rettere at lykke ikke er kilden til mening i livet. Derfor er det også okay at leve et liv, hvor man i perioder er ulykkelig. Også selvom den periode er slutningen af livet. Det kan stadig blive meningsfuldt.

Der har vi som samfund og sundhedsvæsen vores pligt til at hjæl- pe. Ikke ved at tage livet af patienten, men at give mening til livet.

Et tankeeksperiment
Det er altid interessant at forsøge at stille tankeeksperimenter op, når man undersøger sine moralske og filosofiske stillinger. I for- bindelse med aktiv dødshjælp, har jeg leget med følgende tanke: Forestil dig, at du som færdiguddannet læge, er trådt ind i en tids- maskine. På den anden side af rejsen gennem den fjerde dimensi- on, er koncentrationslejrene under 2. verdenskrig. For nazisterne er du usynlig, men fangerne kan du se og kommunikere med. Yderligere, har du information om, hvem af fangerne der overlever krigen og hvem der ikke gør. Dog er du ikke i stand til at kommunikere denne viden med nogen. Det eneste du kan tilbyde er aktiv dødshjælp, med deres egen samtykke.
Ville du være villig til tilbyde dette? Ville du være villig til at tilbyde det udelukkende til dem, som du vidste ikke ville overleve alligevel?

Jeg finder styrken i dette tankeeksperiment, ved at træde et skridt tilbage, og se det store billede i dette scenarie. For hvad er det re- elle problem her? Og hvad er løsningen, du gennem aktivt døds- hjælp kunne tilbyde?

Hvad jeg ser er, at det reelle problem (åbenlyst) er nazisterne, koncentrationslejrene, og de forfærdeligheder de udsætter fan- gerne for. Dertil, at den løsning, du kan tilbyde blot er et accept af nazisternes behandling af fangerne. Fik alle fangerne aktivt døds- hjælp, fængslerne tømtes, og de forfærdeligheder ikke længere fandt sted (som resultat af manglende fanger), har man accepteret præmissen om at der er plads til nazisternes forfærdeligheder i denne verden. Modstanden og kampen mod disse forfærdelighe- der ville derfor forsvinde.

Lidelsen er derfor nødvendig for at underbygge modstanden og kampen herimod. I dette, kan man forsøge at erstatte nazister og koncentrationslejre med sygdom og lidelsen det kan bringe, og modstanden imod, vores kontinuerlige tilstræben på at blive klo- gere på hvordan vi på et sundhedsfaglig basis kan hjælpe menne-

sker i livets situationer.

Ligeledes kan man frygte, at aktivt dødshjælp vil føre til et accept af opgivenhed. Eliminer den lidelse, som kan drive modstanden, og eliminerer dermed vores udvikling mod sundere og mere vær- dig aldring og terminalitet.

Fremtiden
Jeg tror på, at vi trods Det Etiske Råds anbefaling, vil ende med at få en politisk kamp om aktivt dødshjælp, hvor regeringsparti- erne - ført af statsministeren og Socialdemokratiet - kommer til at gennemtrumfe aktivt dødshjælp. Erfaringsmæssigt, har de haft en tendens til at bortkaste anbefalinger fra eksperter, forskere og lignende. Særligt når det bliver en politisk mærkesag. Om det så er sundhed, klima eller tredje.

Mette Frederiksen sagde tilbage i september ’21 at “Vi skal aflive den sejlivede myte, at det at gå på arbejde skal være lystbetonet”. Jeg er delvis uenig, men trods, er her et respons hun måske kan relatere til:

“Vi skal aflive den sejlivede myte, at det at leve altid skal være lystbetonet”.

//Younes, MOK.red