Israel-Palæstina konflikten: begge parter er uværdige

Lørdag morgen, d. 7 Oktober, indledte den militante islamistiske bevægelse Hamas et angreb på Israel. Det indebar både op mod 5000 missilangreb, samt et landangreb der brød gennem den stærkt bevogtede Israelske grænse mod Gaza. Et landangreb der blev rettet mod små landsbyer og besættelser, samt en festival tæt på grænseområdet. Her blev over 1400 israelske civile dræbt og yderligere mere end 200 civile taget til fange og bortført som gidsler af Hamas.

Som respons har Israel indledt et modangreb mod Hamas. Et modangreb som fuldkommen inddrager den civile befolkning i Gaza. Siden modangrebet begyndte, lyder meldingerne på snart 5000 palæstinensiske dødsfald. Israels modangreb har ikke været skånsomt mod den civile befolkning, og de forudgående advarsler, der er blevet meddelt, har været arbitrære af betydning. Med både den Egyptiske og Israelske grænse lukket, og Hamas som interne vogtere, har de civile i Gaza ingen vej ud. Der skulle også gå alt for længe, inden hjælpen kunne komme ind.

I dette shitshow er hospitaler bl.a. også blevet ramt. Fra hvilken side, er tilsyneladende ikke afklaret. Dog er meldingerne så sent som dags dato, fra Læger uden Grænser, at læger i Gaza nu er begyndt at operere uden anæstesi, morfin eller anden smertestillende, når man behandler civile. Simpelthen på grund af mangel på medicinske forsyninger, da disse også er blokeret fra at nå frem til nødhjælpsorganisationerne derinde.

I alt dette morads er der særligt to tabere, men modsat rigtig, rigtig mange vindere. Taberne er i) de uskyldige civile, på begge sider af grænsen, og ii) den geopolitiske fremtid for området. På den anden side, står de sejrende: den forstærkede højrefløjsekstremisme hos begge parter, de globale politiske aktører med interesse i konfliktoptrapning, de dogmatiske religiøse entiteter og de økonomiske interessenter for krigsmaskineriet.

Politisering af konflikten

Israel-Palæstina konflikten er for længst blevet politiseret og et identitetsspørgsmål. Roden til denne politisering kan spores tilbage til den kolde krig, hvor højrefløjen støttede den Amerikanske agenda og dermed Israel, og venstrefløjen gik kontra, med deres støtte til Palæstinenserne og de undertrykte i konflikten. Dertil har det kulturkristne Europa i sin ‘antisemitisme-skam’ bakket op om Israel i tykt i tyndt, for at undskylde sin egen tusind år lange forfølgelse af jødiske medborgere på det europæriske fastland. Samtidig har det muslimske mellemøsten haft en konsekvent støtte til Palæstina, med et unuanceret had og intolerance mod Israel og jøderne.

Denne historiske politisering har sat dagsordenen for hvilken side forskellige parter vil sætte sig på, uagtet hvad der faktisk foregår, og hvad der kunne være retningen for fred eller i det mindste vejen til de moralsk “rigtige”/humanitære handlinger.

Hvis vi på sigt skal hjælpe de uskyldige civile, nærme os nogen form for fred eller forløsning, kan man ikke have et forudindtaget tribalistisk udgangspunkt hvor vi allerede ved hvem ‘vi holder med’. Vi kan ikke se en hel befolkning som fjender eller helte, da det i sig selv vil skabe et had til modparten. Tribalismen, hadet og historien må begraves, før vi kan komme videre. Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort.

Relativisering er forkert

Et af de mest forundringsværdige observationer jeg ofte gør mig, når folk jeg ellers respekterer (venner eller filosoffer) taler om Israel-Palæstina konflikten, er deres relativisering og dermed retfærdiggøre den ene eller anden parts forkerte handlinger.

At Israels inhumane handlinger i form af praktisk apartheid og besættelse skulle være acceptable, i lyset af jødernes historiske forfølgelse, at de er omringet fjendtlige stater, at de er under kontinuerlig angreb fra terrororganisationer som Hamas og Hezbollah eller at Israel trods alt (indiskutabelt) er mere humane og på et moralsk højsæde. Ligeledes på den anden side, retfærdiggørelsen af den Palæstinenske modstand når den tager form af antisemitisme, terror eller på nogenmåde væbnet konflikt, fordi at de undertrykt, besat eller ‘underdogs’ i konflikten.

Det er ikke for at underkende baggrunden for hvorfor de to parter er endt med at handle som de gør. Men det er langt fra at forstå handlinger, til at retfærdiggøre dem.

Og ønsker man en verden på humanistiske værdier, er der absolut ikke plads til at retfærdiggøre inhumane handlinger. Når begge parter handler ondt, er det ligegyldigt hvilken part der gør mindst ondt, for det er stadig ondt.

Korrumperede verdenssyn

Begge parter er i dag, og har historisk, hovedsageligt været styret af dogmatiske, konservative og højrefløjs-kræfter, som aldrig har haft i sinde at søge fred eller lighed med hinanden. Der er ingen helte, ingen parter som er på den rigtige side i denne sag. De er alle uduelige, egoistiske og vælger ikke at betragte hinandens befolkninger som ligeværdige mennesker. Uagtet hvem der vinder af de to parter, taber civilbefolkningen og humanismen. Hvorfor ingen af de to parters flag er værdige at bringe til en demo; skal man gå på gaden, skal det være for de lidende mennesker klemt imellem. Uagtet deres baggrund.

Det nuværende Israel er et zionistisk apartheid med systematisk undertrykkelse af millioner af mennesker. Alternativt, ville et selvstændigt Palæstina styret med det samme ideologiske og dogmatiske fodfæste som både skabte Hamas og som huserer i nabolandende, kun lede til mere antisemitisme, vold og menneskelig pine.

Biden sagde for nylig: “Der er ikke plads til had. Ikke mod jøder. Ikke mod muslimer. Ikke mod nogen. Dét, vi afviser, er terrorismen.” Men realiteterne er, at fundamentale grundprincipper i jødedommen, kristendommen og islam, er had mod hinanden. Toraen ser jøderne selv som guds udvalgte folk, bedre end alle andre. Koranen, der i sit åbningskapitel beskriver jøderne som dem, der har fortjent ‘den almægtige guds’ vrede. Derfor kan det ikke lade sig gøre med en en-statsløsning - Israel, Palæstina eller andet - med et fundamentalt religiøst eller etnisk udgangspunkt. Ligeledes vil en tostatsløsning med dogmatisk had overfor hinanden nedskrevet i deres forfatninger gennem et religiøst proxy, foruden deres konfliktfyldte historie til hinanden, heller ikke kunne lade sig gøre.

Et kompromis mellem to ekstremer er aldrig en løsning, og vil aldrig lede til fred. Hvis der nogensinde skal opnås fred, skal man i stedet gennemgå en selvransagelse hos hver part. Lægge historien, religion/dogmatismen og identiteterne fra sig, og søge en ny begyndelse sammen.

Det er et usandsynligt drømmescenarie og modstridigt med de herskende magter i regionen. Hvorfor der nok ikke kommer fred og forløsning til de millioner af civile i regionen i løbet af vores århundrede. I stedet stiger nu risikoen for en storkonflikt og samtidigt sås frøene til en ny generation af mennesker med et indebrændt had mod hinanden.

Alle de ødelagte uskyldige liv, alle de tårer. Fuck, hvor jeg hader krig.