Læserindlæg: Åbent brev til dekanatet
SHINE, basisgruppe & FADL
Dette er et læserindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Kære dekanat
Vi skriver til jer med et ønske om hygiejneprodukter til fri afbenyttelse på Panum Instituttets toiletter.
Det er vores overbevisning, at dette vil have en positiv indvirkning på de studerende og de ansattes trivsel. Det vil betyde, at man kunne tage til undervisning og på arbejde uden at bekymre sig om sin næste menstruation - der som bekendt ikke er et valg.
Grundene til at implementere dette forslag er talrige, men vi vil især fremhæve forbedringen af diversitet, inklusion og ligestilling.
I dag er størstedelen af dem, der har sin dagligdag på Panum, personer der menstruerer. Ved at give dem et sted hvor deres behov kan blive anerkendt, vil dette fremme inklusionen samtidig med at øge velvære, sundhed og fremmødet på studiet. Samtidig er signalværdien enormt vigtig og vil være med til at aftabuisere menstruation.
Vi håber at I vil implementere dette tiltag (der allerede ses på andre af landets universiteter), og gøre Panum til det første institut af Københavns universiteter hvor dette indføres.
Vi har til sinde at sætte nogle stationer op med hygiejneprodukter ved toiletterne, og håber at I efterfølgende vil stå for genopfyldning af disse.
Desuden skriver vi til jer med et ønske om at få sat hygiejneposer op på både unisex -og herretoiletter. Vi tror dette blot er en forglemmelse, men vi ville gerne minde jer om at alle jo kan have gavn af et sted at smide deres affald inde på toiletterne, især det der ikke kan skylles ud.
Vi ser frem til at komme i dialog med jer
Mange hilsner SHINE og FADL