Smartphones, sociale medier og ‘tech-natives’-myten. Et stockholmsyndrom

Smartphones

Vi elsker vores telefoner, og alene tanken om at forlade hjemmet uden dem, kan vække ængstlighed i mange. Hvorfor vi også ved at denne kærlighed kommer med en skjult pris.

Vi er afhængige. I den sygeligste forstand. Dette afhængighedsbegreb åbner ikke kun op for diskussionen om vores screentime, men også noget langt mørkere og foruroligende: de ødelægger vores hjerner.

Vores telefoner er blevet en kviklånsbørs, hvor der handles i angst. Takket være vores telefoner, kan færre og færre finde ud af at sidde alene med deres egne tanker der svæver rundt i hovedet på os selv, tænke tilbage på fortiden eller overveje fremtiden; vi har fundet en flugtvej fra at stå til ansigt med vores egne følelsesspektre af smerte, lyst, fortrydelse og begejstring. Vi hiver telefonen frem for at distrahere os, i stedet for at tale med personen ved siden af os eller blot imødekomme den akavede stilhed (hvilket er OK). Vi er ikke afhængige af vores telefoner, fordi vi ikke kan klare os foruden dem. Nej, vi er blevet afhængige fordi de har skubbet os ind i en nedadgående spiral af skadelig selvundgåelse. En smartphone er ikke skadelig i sig selv og den er ikke bygget med hensigt at såre os. Men den åbner op for et marked af afhængighedsskabende produkter, fx sociale medier, som vi kan - og nok også gør - bruge til selvskade.

Vores telefoner har egenskaben til at give os svaret på mange ting: “Hvad er indbyggertallet i Grønland?” (56.653), “Hvem vandt nobelprisen i medicin i 1953?” (Hans Adolf Krebs; gæt hvilken cyklus han fandt), “Hvad betyder ‘tautologi’?” (at sige det samme gentagne gange, med forskellige ord). Denne egenskab har dog en ubevidst og uheldig bivirkning. Vi spørger vores telefoner, i stedet for at spørge os selv. Det er ikke fordi vi kunne komme med sådanne koncise faktuelle svar, men omend er der en værdi i at hvile på samspillet mellem vores uvidenhed og vores deduktive evner, indtil vi er tilbage foran computeren, bogreolen eller en fakta-kyndig bekendt.

Mennesket har gennem vores halve million år lange vandren på jorden været betaget af havets horisont, småskyernes vandren under den himmelblå solskinsdag og stjernehimlens mange ubesvarede mysterier. Vi har set frem til at banke på drømmeverdenens dør når solen satte sig, og vredet os under vores dyner for at vende tilbage når vi drømmedørmanden sparkede os ud. I dag betragter vi naturens skønhed sjældnere, og når vi gør, sker det tildels gennem kameraet på telefonen. I dag, tiltrods for at vi gerne vil passe på vores søvn, lader vi telefonen holde os vågen, og når vi endelig vågner, fumler vi rundt for at tjekke den med det samme. Vi har røvet os selv for vores faktiske glæder.

Vi bruger konstant vores telefoner til at holde styr på vores aftaler, alarmer, jubilæer og fødselsdage. Hvor praktisk det end er, smuldrer det også vores forhold til vores eget liv. Vi får stress af at have flere aftaler end vi kan huske, lader os gå glip af lommer af tidsløshed, mindsker betydningen af en fødselsdagshilsen (der er noget magisk - som vi har tabt - ved at huske andres fødselsdage og vores fejringsværdige datoer i hovedet).

Det eneste vores telefoner ikke formår at huske os på, er at livet er endeligt. Vores tid på denne jord er begrænset, og i stedet for at bruge den på at udforske universet med naturen, vores nærmeste og os selv i vores tanker, svinder den hen i unødvendigenotifikationer, meningsløst ‘content’ og endeløse ‘feeds’.

Sociale medier

Sociale medier begyndte som en bekvem måde for mennesker at være forbundet med familie, venner og netværk. Det opnåede at man nemmere kunne have fingeren på pulsen både lokalt og organisere sammenkomster til fest og protest globalt. Slagsiden var i begyndelsen lille, men er vokset trinvist. Tech- giganterne bag de sociale medier vi bruger, er ikke velgørende. De er børsnoterede kapitalistiske foretagende, hvis højeste formål er at skabe værdi for deres ejere (direktørerne & aktionærerne; for TikTok det kinesiske autokrati). Vi betaler for adgangen til de sociale medier med vores opmærksomhed og vores data. Selvom vi nok har hørt dette før og egentlig har vidst det i efterhånden et årti, har det intet gjort. Tech-giganterne har horder af psykologer og dataloger ansat til at optimere algoritmer, hvis eneste opgave er at holde os bundet til deres produkter. Til at gøre os afhængige. Pop-sci begrebet er dark psychology; kort sagt er de moderne sociale medier designet med samme intention som spillemaskiner. Deres design gør at din hjerne belønner dig for små interaktioner med deres produkter, interaktioner der ikke koster dig særligt meget metabolsk energi. Det kan din hjerne lide. Så snart du fjerner dig fra denne belønningscyklus aktiveres de mesokortikale, nigrostriatale og mesolimbiske pathways, som gør dig ængstelig og stresset, sammen et bogstaveligt cortisol-boost. Angst og stress som kan bekæmpes ved at vende tilbage. Dit blodtryk-stiger, og psykologisk oplever du FOMO. Vi ser i disse år historien gentage sig. Ligesom med tobaksvirksomhederne i 60’erne og 90’erne, er tech-giganterne afsløret i at holde forskning skjult, som tydeligt viser at deres produkter og algoritmer er skadelige for deres brugere.

Dit adfærdsbiologiske-belønningssystemet er blevet kidnappet. Man tjekker sin telefon og derpåliggende SoMe apps ubevidst, oplever fantom-vibrationer, og ... og ja... så er der hele influencer-trenden. Det er et emne for sig selv, men som kort sagt er skyld i et utal af fysiske, psykiske, sociale og økonomiske skader på børn, unge og voksne.

Det er ikke tilfældet at samtlige sociale medier har introduceret the continuous short video format (a.k.a Reels, shorts, etc), efter TikTok’s succes. De har vist sig at være særligt effektive i at sætte folk i et trance-lignende stadie, og holde folk bundet til skærmen. Værst, så rammer det børn og unge, hvis hjerner stadig er under udvikling.

Børn og boomere: “tech natives”-myten

Da internettet og computere tog verden med storm i start slut-90’erne og start-00’erne gik alle i panik. Boomerne skulle på det ene kursus efter det andet. De kunne simpelthen ikke finde ud af basal IT-forståelse. Min egen generation (millennials + gen Y) blev de første ‘tech natives’. I vores barndom voksede vi op med stationære computere i hjemmet, i folkeskolens ældste klasser fik vi en bærbar i tasken, og en gammeldags mobiltelefon med mp3-afspiller og 2 megapixel kamera (SE W810i <3). Styresystemernes front-end / natur var ikke intuitive og særlig godt designet. Hvilket var positivt! For det tvang en til at interagere med systemets bag-end, og forstå hvordan computeren og IT’en fungerede. Men den teknologiske udvikling er gået langt hurtigere end millenials nåede at få en stemme i samfundet, og derfor blev det de tech-naive boomers som endte med at beslutte hvordan teknologisk dannelse skulle foregå. Skræmte af deres egen uduelighed og mangel på omstillingparathed, har de nu tvunget tablets og computere i hænderne på børn 0. klasse, i frygt for at de skulle ende ligeså tech-naive som

dem selv. Men det er nok alligevel hvad de næste generationer ender med at blive. For disse tablets (og op til for nylig ‘chromebooks’) giver ligeså meget tech-forståelse som at se TV. De er udelukkende front-end devices, med enormt veldesignede brugerflader, så meget så at man ikke lærer hvordan de faktisk fungerer. Boomerne har ikke alene fejlet i at lære eller regulere tech, de har også spændt ben for de kommende generationer. Ikke nok med at de ikke bliver teknologisk dannede, får de også alt det negative der følger med: dårligere koncentrationsevne og opmærksomhedsforstyrrelser, manglende analoge evner, og alt de forfærdelige afhængighed- og belønningsproblematikker som beskrevet ovenover. (derudover bliver de udsat for influencer/content-creator kulturen og deres reklamer + forbrugermentalitet; ad, øv, miv)

De seneste måneder har debatten om hvornår børn skal have en smartphone hersket i medierne, efter en Zetland-journalist beskrev sine egne udfordringer med hendes børn. I the Atlantic blev det før pandemien beskrevet, hvordan teenagere gennem de sidste 10 år er blevet mere ensomme, fået mere angst og flere selvværdsproblemer.

Disse teknologier og platforme er også blevet grobund for ekstremistisk rekruttering, spredning af konspirationsteorier og gødning for populistiske politiske bevægelser. Både for børn (Genstart ‘Hitler på teenageværelset’, 22. marts) og for voksne.

Vi lever i et samfund

På nettet er der adskillige guides, apps, og influencere, som påstår at have løsningen på mobil/SoMe afhængighed - selvfølgelig - men som alt andet de påstår, er det bare mere content de tjener på at du ‘consumer’. Løsningen, og ansvaret, ligger ikke hos dig selv. Jo, der er ting du kan gøre (og som du bør gøre). Fjerne notifikationer fra SoMe-apps på din telefon, eller endnu bedre, slette alle SoMe-apps (generelt alle apps, du føler forsøger dig at bruge din telefon mere end nødvendigt). Du kan undgå at bruge din telefon om morgenen, overveje at holde din mobil i tasken i stedet for lommen, og gemme telefonen væk efter spisetid. Men så stopper det også nogenlunde der.

For ansvaret ligger i samfundet. For alt andet tilsvarende afhængighedsskabende og skadelige produkter har vi regulative instanser. ROFUS hjælper med spilafhængighed og vi regulerer betting, lotteri og gambling; og sørger strikt for at børn og unge ikke har adgang for tidligt. Vi regulerer tobak & alkohol, og tilbyder rådgivning og behandling for misbrugsstop; og sørger strikt for at børn og unge ikke har adgang for tidligt. Det er på tide at vi anerkender sociale medier og smartphone-afhængighed, for hvad det er: afhængighed! - og derved løfter den byrde og det ansvar det påfører samfundet. Tech-selskaber hvis produkter er designet med dark psychology og som er afhængighedsskabende, bør reguleres på lige fod med andre afhængighedsskabende produkter, og evt. gå i gennem regulativ godkendelse, før de kan komme på markedet. At sætte ansvaret på den enkelte er en retorik i tech-giganternes interesse. Vi står overfor et samfundsproblem, og det skal løses med vores kollektive kræfter.

Vi lever, trods alt, i et samfund.

// Younes, MOK.red