DET FILOSOFISKE HJØRNE: MOLOCH & KOLLEKTIV ELEKTRO-NOSSE-TORTUR
Moloch er navnet på en kanaanæisk gud fra det gamle testamente, forbundet med ritualistisk børneofring. Moloch som koncept, handler om at få skyklapper på i jagten af et mål, mens man samtidig mister hvad holder mest kært (fx at ofre sine børn for magt). I nyere tid er Moloch bedre kendt fra Alan Ginsbergs digt Howl. Et digt der bringer konceptet til live i en moderne industrialiseret verden, en metafor for den tilsyneladende uundgåelige tendens i samfund,: at deltage i selvdestruktiv konkurrence, i stedet for opbyggende samarbejde. Nogle mener at Moloch i dag repræsenterer kapitalisme, og mens Moloch bestemt er til stede som følge af et kapitalistisk samfundsorden, så er det ikke et helt nøjagtigt fit.
Du kan sikkert genkende Moloch-fænomenet i samfundet i dag. Den politiske scene bliver mere og mere polariseret, med politikere der kæmper om at sige mere kontroversielle og yderliggående statements, for at få opmærksomhed. Selvom de selv er klar over at det fører til demokratiets forfald; Filmstudier tør mindre og mindre at investere i originale ideer, i stedet for sikre Blockbusters med de samme superhelte igen og igen, og derved ødelægger filmbranchen; Nationer der ikke tør at tage drastiske skridt for at modarbejde klimakrisen, og derved graver vor alles grav. Moloch-fænomenet kan også ses i den menneskelige biologi, når nogle celler ’beslutter sig’ for at forlade den biologiske ligevægt og blive til tumorer, ved at investere i uproportionalt i deres egen celledeling og overtage kroppen, men ender med at dræbe dem selv, når de dræber kroppen.
Scott Alexander, ejeren af bloggen Slate Star Codex, har skrevet sine egne refleksioner på Ginsberg’s digt i et essay ved navn ”Meditations on Moloch”. I essayet undersøger Alexander forskellige eksempler på situationer i vores egen tid, hvor Moloch opstår og fører til et “kapløb mod bunden”. Disse situationer kan opstå inden for områder som bl.a. politik, økonomi, forskning og relationer. I en kamp for at nå først over målstregen og klare sig bedst, ender organisationer og individer med at handle på sådan en måde, at resultatet fører til negative konsekvenser for samfundet og derved ender som en tragedie for alle. Scott Alexanders essay er interessant, og rigtig godt, fordi den meget lig Umberto Eco’s ”Urfacisme”dekonstruerer Moloch-fænomenet til en række genkendelige komponenter, så man kan identificere Moloch-in-action i hverdagens samfund. Jeg har ikke tænkt mig at liste Alexanders ti komponenter (google er din ven). I stedet får du min egen – kortere – analyse af Moloch-fænomenet anno 2023:
1. Moloch opstår pga. koordinationsproblemer: Forestil dig, et land med to love: §1 alle skal mindst bruge otte timer om dagen på at give deres egne kønsdele elektrisk stød. §2 hvis nogle ikke følger landets love (denne inklusiv), taler imod landets love, eller ikke formår at håndhæve dem, skal alle borgere dræbe den person. Forestil dig at disse regler var rodfæstet i tradition og at alle forventede at de vil blive håndhævet. Som borger i dette land ville du støde dig selv otte timer om dagen, fordi du ved at hvis ikke du gjorde, ville alle andre dræbe dig, fordi hvis de ikke dræber dig, ville man dræbe dem, osv. Alle borgere ville utvivlsomt hade systemet, men på baggrund af manglende koordinationsmekanismer er der ingen vej ud. Fra et outsider-perspektiv, kan man tænke et sig til en løsning hvor ”alle bliver enige om at stoppe samtidigt”, men ingen i systemet er i stand til at gennemføre overgangen uden større fare for sig selv. Dette opdigtede scenarie repræsenterer grundproblemet som er Molochs eksistensberettigelse: et koordinations- og kommunikationsproblem
Moloch fører til et våbenkapløb: en konkurrence i at samle flere ressourcer og egenskaber, i frygt for ellers at blive slået af den anden, hvilket fører til spild af ressourcer og øget risiko for konflikt
Spilteori & Prisoner’s Dilemma: Moloch- fænomenet er den spilteoretiske ækvivalent af to meget dumme borgerligt-liberale spillere i Prisoner’s Dilemma, der er endt i en ’Defect’-’Defect’ cyklus i stedet for ’Coorporate’-’Coorporate.’Menverdenbestår, gudskelov, ikke af dumme borgerligt-liberale mennesker. Til gengæld ser vi hvordan rationelle aktører kan ende med suboptimale resultater, når de ikke kan stole på (/ koordinere med) hinanden for at samarbejde
Traditioner, normer og kultur: det kognitive bias der udtrykker sig som: ”..fordi, det er sådan vi altid har gjort det”
Jeg vil påstå vi i dag ser Moloch-fænomenet – foruden ovennævnte eksempler – i en række kritiske samfundskomponenter. I uddannelsessystemet, hvor vi gennem de sidste 20 år med endeløse besparelser har taget dannelseselementet ud af uddannelsessystemet – så meget så, at vi ikke har et spor af de Humboldtske og Grundvigske idealer tilbage – og i dag kæmper med liv og kløer for ikke at miste retten til SU og ende med en lang række 1-årige kandidat uddannelser. I videnskaben, hvor vi ved at vi ikke producerer den bedste videnskab vi er i stand til. Med publikationspres, replikationskrise, og misvisende statistik i den ene ende og en glemsel af grundforskningen i jagten på det like-skabende-avisoverskrifts-snuppende- prestige-hungrende-translationelle forskning i den anden ende. I den dagligdags korruption vi i daglig tale har accepteret som ’lobbyisme’, erhvervsklubber og svingdørslobbyisme. I tobakslovgivning og latterligt lange IP- rettigheder. Ja, vi ser faktisk Moloch alle vejende.
Som eksemplet med de elektriske stød til dine kønsdele gør klart, er det meget svært – dog ikke umuligt - faktisk at bekæmpe Moloch-fænomenet når det først har fundet sin plads. Dog har vi også eksempler på hvordan vi kan undgå Moloch. Det gælder nemlig om at komme Moloch i forkøbet, ved at stadfæste kulturelle normer, love og teknologiske interventioner, som måske kan hjælpe med at afstemme individuelle incitamenter med fælles velfærd og dermed mindske de negative virkninger af konkurrence. Det gælder om at dyrke vigtigheden af fælleskabets værdi og beskytte dem fra fra Moloch’s destruktive kræfter. Et konkret eksempel er, hvordan forskere, bioetikere og stater i 60’erne gik sammen for at sætte spilleregler for forskningen indenfor genteknologi. Lige nu – i disse uger - ser vi et forsøg på det samme indenfor udviklingen af AI-teknologi, hvor Max Tegmark gennem et åbent brev har fået stater, virksomheder og forskere til at indgå i en fælles pause på 6 måneder indenfor udvikling af større AI systemer, så vi kan nå at komme evt. negative effekter af en konkurrence i udviklingen af dette i forkøbet. Moloch er en bitch. Det er vigtigt vi er opmærksomme på dens eksistens og opståen. For os, indenfor sundhedssystemet i særdeleshed.
C. S. Lewis skriver at verden kunne være retfærdig, og alle mennesker glade og vise. I stedet har vi fængsler, skorstene og asylcentre. ”What sphinx of cement and aluminum breaks open their skulls and eats up their imagination?” Svaret: Moloch!
// Younes, MOK.red
-
Howl (Part II)
What sphinx of cement and aluminum bashed open their skulls and ate up their brains and imagination?
Moloch! Solitude! Filth! Ugliness! Ashcans and unobtainable dollars! Children screaming under the stairways! Boys sobbing in armies! Old men weeping in the parks!
Moloch! Moloch! Nightmare of Moloch! Moloch the loveless! Mental Moloch! Moloch the heavy judger of men!
Moloch the incomprehensible prison! Moloch the crossbone soulless jailhouse and Congress of sorrows! Moloch whose buildings are judgment! Moloch the vast stone of war! Moloch the stunned governments!
Moloch whose mind is pure machinery! Moloch whose blood is running money! Moloch whose fingers are ten armies! Moloch whose breast is a cannibal dynamo! Moloch whose ear is a smoking tomb!
Moloch whose eyes are a thousand blind windows! Moloch whose skyscrapers stand in the long streets like endless Jehovahs! Moloch whose factories dream and croak in the fog! Moloch whose smoke- stacks and antennae crown the cities!
Moloch whose love is endless oil and stone! Moloch whose soul is electricity and banks! Moloch whose poverty is the specter of genius! Moloch whose fate is a cloud of sexless hydrogen! Moloch whose name is the Mind!
Moloch in whom I sit lonely! Moloch in whom I dream Angels! Crazy in Moloch! Cocksucker in Moloch! Lacklove and manless in Moloch!
Moloch who entered my soul early! Moloch in whom I am a consciousness without a body! Moloch who frightened me out of my natural ecstasy! Moloch whom I abandon! Wake up in Moloch! Light streaming out of the sky!
Moloch! Moloch! Robot apartments! invisible suburbs! skeleton treasuries! blind capitals! demonic industries! spectral nations! invincible madhouses! granite cocks! monstrous bombs!
They broke their backs lifting Moloch to Heaven! Pavements, trees, radios, tons! lifting the city to Heaven which exists and is everywhere about us!
Visions! omens! hallucinations! miracles! ecstasies! gone down the American river!
Dreams! adorations! illuminations! religions! the whole boatload of sensitive bullshit!
Breakthroughs! over the river! flips and crucifixions! gone down the flood! Highs! Epiphanies! Despairs! Ten years’ animal screams and suicides! Minds! New loves! Mad generation! down on the rocks of Time!
Real holy laughter in the river! They saw it all! the wild eyes! the holy yells! They bade farewell! They jumped off the roof! to solitude! waving! carrying flowers! Down to the river! into the street!
- Allen Ginsberg, skrevet muligvis i et marrokansk hotel værelse ;) (men nok i en cafe i Cali)