Skal vi have medlidenhed med gerningsmanden fra Korsør?

Dette er et ømtåleligt emne. Derfor også svært at berøre. Særligt i lyset af de forfærdelige hæn- delser. For godt en måned siden blev en teenagepige kidnappet og udsat for overgreb i Sydsjæl- land. Politiet handlede hurtigt og satte et massivt mandskab ind i sagen med hunde, helikoptere og droner. Med det gode politiarbejde og hjælp fra befolkningen, kunne vi få døgn efter kidnapnin- gen alle ånde lettet op, da politiinspektøren i spidsen for efterforskningen, meddelte at den 13-åri- ge pige var fundet. Dette indlæg handler dog hverken om den stakkels pige, der har fået et livstrau- me, eller det dygtige politiarbejde. Det handler om at forsøge at forstå gerningsmanden bag, eller rettere, det handler om at forstå, hvad der kan få mennesker til at handle, som gerningsmanden har gjort. Det er vigtigt at understrege, at dette ikke er en accept af eller et forsvar for deres handlinger, men at det snarere handler om vigtigheden af, at belyse de bagvedliggende årsager og de udfordrin- ger i samfundet, som kan føre til sådan adfærd og handling, samt hvordan man kan forebygge disse.

Den sigtede gerningsmand, en 32-årig mand, menes også at stå bag drabet på en 18-årig ung pige tilbage i 2016, og derudover flere overgrebs- og voldtægtssager. Der er ikke man- ge offentlige detaljer om gerningsmanden (ut. har læst hans ’doxxede’ informationer). Ger- ningsmanden er blevet dehumaniseret og portrætteret som et monster, der er blevet opfordret til selvtægt, og ingen anstændige medier – som jeg har læst – har forsøgt at nuancere dette billede. Hvor end afskyelige hans handlinger er, og de er afskyelige, så gør vi os selv en bjørnetjeneste ved at reducere gerningsmænd som ham til mindre end mennesker og tænke på dem som monstre eller værende ’onde’ på en 1-dimensionel skala. Den ubehagelige realitet er, at disse mennesker også har et komplekst indre. Med følelser & tanker, drømme & mareridt, glæder & sorg. De har indre kampe. Dage de ser frem til. Dage der gør dem ængstelige. Medmindre de lider af dyssocial personlighedsstruktur (i daglig tale psykopati; mangel på evne til at føle ansvar eller vise hensyn og til at erkende eller føle skyld) eller narcissistiske forstyrrelser, så er de også – i højere eller mindre grad – påvirket af empati for familie, venner og i sidste ende deres ofre. Når vi anerkender at pædofile og voldtægtsmænd ofte har en kompleks baggrund, herun- der psykiske lidelser, tidlige traumer, og sociale faktorer, som bidrager til deres adfærd, kan vi som samfund begynde at arbejde mod forebyggelse og rehabilitering af disse mennesker.

Mange mennesker døjer med seksuelle forstyrrelser (parafilier), som inkluderer pædofili, voldtægt eller drab, der i deres natur af gode grunde er ulovlige. Men trods alt er de en hverdag for tusindvis af mænd og kvinder. Man kan kun forestille sig, hvor lidelsesfuld en tilværelse det må være. Når vi i medier- ne og i daglig tale dehumaniserer og omtaler disse parafilier med foragt, tabuiserer vi emnet. Derved skræmmer vi mennesker med disse udfordringer fra at søge hjælp, at overhovedet lade finde ud af at der er hjælp at hente eller at indse at de har brug for hjælp. Disse er forhindringer, der meget vel øger sandsynligheden for, at de taber deres indre kamp mod deres lyster – og hvor vi som samfund taber fore- byggelseskampen. Det kan vi hverken være bekendt overfor disse mennesker eller deres potentielle ofre.

Det er vigtigt at huske, at når mennesker der døjer med disse udfordringer, skal søge hjælp, så bliver det hos dig og mig. Lægen. Vi skal kunne rumme dem, forstå dem, og hjælpe dem på rette vej. Ofte er det sexologisk kli- nik, nogle gange er det henvisning til psykolog og når ressourcerne er knappe, er det et længere forløb hos dig.

Det er essentielt at have en dyb forståelse af de bagvedliggende årsager, for at kunne arbejde effektivt mod seksuel misbrug og vold. Ved, foruden den nødvendige straf, at have omsorg og medlidenhed med gernings- manden blandt den brede befolkning, for at sikre at politikerne er villige til at tildele de nødvendige ressour- cer, der skal til for at anerkende og hjælpe disse mennesker. I sidste ende for at beskytte potentielle ofre.

(Jeg vil gerne – igen – understrege, at dette indlæg på ingen måde forsøger at underkende offerets rolle i sådanne sager. Offeret skal være i centrum for hjælp og førsteprioriteten)

De rigtige monstre, i min optik, er de medier, som ikke holder sig til deres samfundspligt ved at hjælpe med efterforskningen og blot rapportere i en proportional grad til folkeoplysningsbeho- vet, men dem som kapitaliserer på episoder som den vi på tragisk vis var vidne til (looking at you Se&Hør, Ekstra Bladet & BT). Derudover, de forfærdelige true crime podcastere, der malker sådanne episoder, uden hensyn til nogle andre end dem selv. Dertil er de organisationer, der systematisk har holdt hånden over 200.000-250.000 cases af seksuel misbrug af børn, de sande monstre *host* den katolske kirke *host*.