ForFængelig
Jeg synes, som mange andre, at det er underholdende at have en vis fornærmelse af hvad, der foregår trend- og stilmæssigt omkring mig. At flytte til modebyen København og indtage det nørre-østerbroske Panum, var derfor en interessant oplevelse. Københavnere er nemlig kendt for at have en særlig sans for stilarter (hilsen Norge), og i min tid som wannabe-diagnostiker, har det drejet sig om en potpourri af Gucci, normcore, gorpcore, 90– og 00-erstil.
At være udlænding gør det måske ekstra nemt at gøre nar af de mange obskure trends og regler for hvad, der er cool og uncool. Men med ironisk distance eller ej, tilpasning er tilpasning, og det er min garderobe blevet et bevis på. En piercing her og en cargobuks der, stikker nok derfor lidt dybere, end hvad mine distancerede og harcelerende kommentarer skulle tilsige.
Da en i min nære omgangskreds
her forleden kaldte mig forfængelig, var al ironi i hvert fald forduftet.
I fossefaldet af tanker, der i kommentarens hede rasede igennem mit hoved, ville jeg i selvforsvar snerre, at jeg da slet ikke er mere forfængelig end gennemsnittet, og at det findes rigtig mange, der er langt mere forfængelige end mig.
Men jeg fik ikke frem et ord. Først og fremmest fordi jeg jo inderst inde inderlig godt ved, at jeg er forfængelig. At benægte det, ville bare gøre det endnu mere pinligt for mig selv. Desuden var jeg så fyldt af skam, at tavshed syntes at være min eneste tilgængelige copingmekanisme. Jeg skammede mig ikke bare over egen erkendelse, men også over at blive gennemskuet som en der lader sig påvirke af hvordan det er ”rigtigt” at se ud.
Det skal siges, at de fleste af os er ikke helt ligegyldige til hvordan vi tager os ud. Heldigvis er det ikke alle, der betragter vandrehallen som en jævla catwalk, for at sige det på godt norsk, men jeg tror ikke jeg kender nogen, der ikke har en vis sans for æstetik. Pointen er, at mange af os stræber efter, at måden vi tager os ud på, skal virke som noget, vi hverken bruger tid på eller går op i. Det er i hvert fald idealet (et godt et, vil jeg sige!). Men når det kommer til stykket, er det tøj vi har på og de trends vil følger (ja, også Nørrebro-”poor core”-looket med hullede sweaters og lasede kasketter), ikke sjældent mere eller mindre gennemtænkt.
Alligevel er det ingen som vil være forfængelig. Det er i hvert fald ingen som er interesseret i at blive opfattet af omgivelserne som forfængelig, det vil sige, som forfængelig udover det normale. Hvorfor synes jeg dog, at det at være forfængelig er så skamfuldt? Hvorfor er det at være forfængelig, ligesom andre tidligere tabubelagte personlighedstræk som angst, tvangsprægethed og depressive tendenser, ikke blevet noget, vi har nemmere ved bare at indrømme, at vi er?
o, fordi forfængelighed i høj grad vidner om noget selvoptaget og overfladisk, ja, i det hele taget ucharmerende. Derfor blev jeg ikke bare skamfuld og tavs over at blive kaldt forfængelig, men også uforholdsmæssigt ked af det. Tårerne på min kind kunne få det til at ligne, at jeg var offer for en ondartet kommentar, men det var jeg jo ikke. Jeg var bare offer for egne valg og handlinger, eller i bedste fald, offer for samfundets udseendefikserede strukturer, men den slags vidtgående analyser gider jeg ikke bruge som undskyldning.
Fordi forfængelighed ikke bare handler om ydre faktorer, men også en overoptagethed af hvordan man bliver opfattet af andre, var min tårevåde (over)reaktion jo i virkeligheden bare et symptom på det faktum, at jeg er forfængelig. Nu som jeg en gang for alle har indset, at forfængelighed er en større del af mig, end hvad jeg skulle ønske, er spørgsmålet, hvad man kan bruge denne erkendelse til.
Her kunne man frygte, at jeg vil sige noget quoteagtigt om at man skal være stolt af hvem man er og eje sig selv, eller endnu værre, finde på pseudovidenskabelige, evolutionære grunde til hvorfor forfængelighed kan være en nyttig egenskab. Men bare rolig, MOK er heldigvis ikke et dameblad, men et medicinerblad, og jeg forsøger derfor at rette mig herefter.
Først og fremmest vil jeg, uden yderligere analyse (den kan chatGPT tage sig af) sige, at forfængelighed sjældent fører noget godt med sig. Så med andre ord: Afsted med den. Så vidt muligt. For forfængelighed er, som de fleste personlighedstræk, desværre ikke noget, man bare kan smide af lasten. Hellere end at forsøge at forandre sig alt for meget, har jeg kommet frem til, at det måske er nemmere at søge
efter situationer, hvor det er nemt at lægge sin selvbevidsthed til side, og hvor ens ydre ikke er en del af ligningen.
Siden jeg nu kom til at lyde lidt dameblad-agtig alligevel, bruger vi kittelen som eksempel. Efter min lille selvransakelse, har jeg nemlig forandret syn på et kommende arbejdsliv i hvidt, formløst tøj. Det er ikke lang tid siden, at jeg med gru betragtet dag ud og dag ind i den samme, hvide kittel som kedeligt og upersonligt. Men nu har jeg faktisk begyndt at se frem til og værdsætte en tilværelse med totalt anonymt arbejdstøj.
Udover den neutralitet, som den kittelen udtrykker, er der selvfølgelig mange gode grunde, til at vi som læger skal bruge dem. Men jeg har i hvert fald blevet mere bevidst omkring tanken om,
at den også bidrager til at det bliver nemmere at glemme sig selv og sætte patienten i centrum. I kittelen skal man først og fremmest være noget, for nogen andre end sig selv, og da bør det ikke være plads til forfængelighed.
Måske burde jeg derfor inkludere kitlen som en del af min civile garderobe. Bare synd, at det ville virke cocky langt udover det sædvanlige. Men det var måske sådan noget, jeg ikke skulle bryde mig om. Kittelen skal i hvert fald herefter bæres med taknemmelighed – helt uden ironisk distance.