Default Mode Network, Harry Potter og om at stirre ud ad vinduet

For nylig flyttede jeg værelse på min kollegiegang. Hvor jeg bor, skifter man værelse efter anciennitet. Tiden var inde til at jeg skulle erhverve mig flere kvadratmeter. Samt en ny udsigt gennem et nyt vindue. Den faktiske udsigt er ikke til at prale af. Et par kastanjetræers kroner, midt i en asfalteret gård, og et grønt kobberspir i baggrunden. Alligevel fanger vinduets rammer ofte mit blik, og der kan snildt forsvinde en halv time, før jeg fanger mig selv i at stirre ud ad vinduet. Man kunne sagtens bebrejde sig selv for sådan en vane. Som den travle medicinstuderende, er det jo meningen man er produktiv med sin tid. Studium, arbejde, forskning, træning og socialt samvær. At stirre halve til hele timer ud ad et vindue, synes nærmest at være definitionen af tidsspild! Det er også sjældent, hvis nogensinde, at jeg har hørt andre fortælle om deres dag, hvor de nævner at de har brugt tid på at stirre ud af vinduet. Det ville i hvert fald stå i tydelig kontrast med produktivitets- og effektivitetssamfundet som fremtoner i dag; hvor vi hellere fjerner helligdage end at tilføje flere. Men måske, i et bedre samfund, ville det, at fortælle man har brugt timer på at stirre ud ad et vindue, erstatte den mærkværdige stolthed, som kan findes i at fortælle man har arbejdet mange timer. I den tredje, og indiskutabelt bedste, Harry Potter film (Fangen fra Azkaban), dirigeret af Alfanso Cauran, er der et gennemgående motif. Kameraet bevæger sig gennem vinduer og spejle til John Williams komponerede toner af ”A Window to the Past” i lydlandskabet. Dette motif (og hvis du er i tvivl om hvad jeg taler om, har du en undskyldning til at gense filmen), afslører det paradoksale i handlingen der er at stirre ud ad et vindue. For pointen, når ens blik er fanget ud ad vinduet og tidsfornemmelsen sat på pause, er ikke at finde ud af hvad der sker udenfor, men er i stedet at gå på en dagdrømmerisk-opdagelsesrejse i indholdet af vores eget sind. Default Mode Network (DMN) er et funktionelt netværk i hjernen (anatomisk beskrevet som det medial frontoparietale netværk, M-FPN). DMN involverer det Default Mode Network, Harry Potter og om at stirre ud ad vinduet dorsale mediale prefrontale cortex, det posterior cingulate cortex, precuneus og det angular gyrus, og aktiveres når hjernen hviler mens den er vågen og samtidig ikke fokuserer på den ydre verden. Fx under dagdrømmeri mens man stirrer ufokuseret ud ad vinduet. Under DMN aktivering er det ikke ualmindeligt at tankerne svinder hen mod selvreflektion, tænke på andre, på alverden, om fremtiden og få et vindue til fortiden. Det kan være lokkende at tro, at man ved hvad man tænker, eller at man har en fornemmelse af hvad der foregår i ens hjerne. Det er dog ikke tilfældet. Der er betydelige aspekter af vores sind, der er uopdaget og ubrugt, og hvor der ligger et utappet potentiale. Et potentiale, som er for sky til at turde vise sig ved direkte konfrontation med eget sind, og skal pensles frem med dagdrømmeriets lokke. Her tilbyder tid brugt på at værdsætte skyernes dans med den blå himmel, at betragte det passerende landskab bag togkupeens ruder og stirren ud af dit vindue, en port til dagdrømmeriets rige og derved en dør til at være opmærksom på de subtile og uudforskede perspektiver i vores dybere selv. Dagdrømmeri og tid brugt på at stirre ud ad vinduet anerkendes ikke - ligesom tid til omsorg i sundhedsvæsenet - et samfund besat af produktivitet og økonomiske metrics. Det er en humanistisk affære. Nogle af menneskehedens største indsigter og opdagelser er utvivlsomt sprunget ud af at have haft plads til ikke at tænke målrettet, men i stedet under respekt for dagdrømmeriet og den frie tankes kreative potentiale. I morges fangede min nye udsigt mit blik atter igen. Med den tidlige solopgang som lokkemad. Dæmringen tog min hånd og trak mig ud ad vinduet som Peter Pan, ind i dagdrømmeriets ønske ø. Midt i maj måneds eksamensstresstorm fandt roen og lykkefølelsen sig. Jeg befandt mig en morgenstund i mit default mode network. Hvornår har du sidst besøgt dit? // Younes, MOK.red.