Semesterstart igen.... Og igen... Og igen... Og igen?

I anledning semesterstart har jeg forsøgt at skrive nogle ord til dig, der er ny på studiet, og måske også til dig, der er gammel. Med lidt mavetarm fra 4. semester, et TKO der skal gennemføres og en bacheloropgave der skal skrives i løbet af det kommende semester, er jeg selv ret meget inbetween studietidens mange faser. Tag derfor ikke disse ord som noget, der kommer fra en medicinsk viskvinde. Tag dem som noget, der kommer fra en studerende med en bachelor på overtid, og som i anledning studiestart forsøger at samle trådene fra bachelorens rejse fra start til (næsten) slut. Mit møde med 1. semester startede bag en skærm i en bittelille studiebolig, midt under coronapandemiens anden nedlukning. Rusturen var aflyst, undervisningen digital og vi kunne kun mødes fysisk med vores tildelte studiegrupper. Min oplevelse er derfor ikke særlig repræsentativ, men jeg kan godt huske iveren efter at komme i gang, optimismen og ønsket om at være en god studerende. Hele pensum skulle læses, alle forelæsninger ses og noter skulle skrives til alle SAU. Det lærte jeg hårdt og brutalt slet ikke kan eller burde lade sig gøre, i hvert fald ikke hvis livet skal kunne rumme mere end medicinstudiet. Budskabet med denne tekst var dog ikke tiltænkt studieteknik, for den plejer for de fleste at falde nogenlunde på plads efter nogle semesters forsøg og til tider mislykkede forsøg. Tanken var, at sige noget om studieoplevelsens omskiftelighed, og hvorfor den (i hvert fald for mig) har givet stof til eftertanke undervejs. Indstillingen til et nyt semester har for mig aldrig været den samme som første gang. Jeg vil alligevel sige, at naiviteten man har som ny, er værd at værne om. Jeg startede på 1. semester med en tro på, at medicinstudiet var lige mig. Det skulle handle om at afdække gåden ”menneske” – mennesket på både det biologiske, psykologiske og sociale plan. Efter noget tid fandt jeg ud af at, at bacheloren var rigtig meget krop, ikke så meget menneske. De ”bløde” fag fylder minimalt, fysiologi og biologi noget mere, og udenadslære rigtig meget. Utallige timer bliver lagt i at bestå de enkelte eksamener, og horisonten indsnævres hurtig. I eksamenslæsningens hede er det svært at finde tilbage til idealismen og motivationen for at læse medicin, og jeg har brugt meget tid på at tænke over, hvad jeg hellere kunne fyldt de mange læsetimer med. Jeg har gået fra at være højmotiveret til meget tæt på at droppe ud. Efter flere års pendulering mellem yderpunkterne, har jeg landet på noget, der ligner en ligevægt – en nogenlunde ro i, at medicinstudiet har sine styrker og svagheder, muligheder og begrænsninger. Motivationen genopstår, og afhænger af kontekst – i et patientmøde, i et aha-moment i neurofysiologi, i forståelsen for hvordan medikamenter virker, i glimtene af hvordan sundhed og sygdom former os, og ikke mindst, i ferier og pauser hvor man finder tilbage til, hvad man ville med det hele. Jeg har også gået fra at være overbevist om, at medicinstudiet skulle være stedet, hvor jeg ville blive forenet med ligesindede og få venner så nemt som ingenting, til at udvikle unødvendige fordomme overfor medicinstuderende som gruppe, distancere mig fra panumlivet og være tæt på at skamme mig over at sige højt, at jeg læser medicin. Det gør jeg heldigvis ikke længere, og jeg har fundet ud af, at de medicinstuderende og mine fremtidige kollegaer er ligeså forskelligartede som på de fleste andre studier. Det gælder om at tage sig tiden til at finde ”sine” venner og vej i det faglige, og ikke grave sig ned i et hul med skyklapper på idet man finder ud af, at studiet ikke var lige det, man havde drømt om. Det tror jeg aldrig, det vil være for nogen, men i kraft af at rumme så meget og favne så bredt, tror jeg også, at medicinstudiet er noget for de allerfleste, der havde motivationen til at søge ind i udgangspunktet. Så til dem, der ikke føler de finder sin plads på medicin lige med det samme: Det bliver højst sandsynligt bedre. Brug naiviteten til at udforske studiets mange aspekter, sociale grupperinger og invitationer. Og brug dine medstuderende og spørg ind til deres erfaringer og kvaler – chancerne for at finde nogen at spejle sig i på alle semestertrin er gode, hvis man giver det et forsøg eller tre. Medicinstudiet er rigt, og jeg tror det ender med at være ligeså rigt, som jeg håbede, da jeg startede. Men for at blive bekræftet i det, er man nødt til at kæmpe sig igennem en ret tør og tung bachelor, og erfare hvordan ens oparbejdede viden giver mening i en større kontekst, end hvad de enkelte kurser kan tilbyde. Derfor glæder jeg mig til at tage fat på kandidaten, når den tid kommer, og over at studiets mange afkroge er langt fra afdækket endnu. God studiestart!