Psykosen i Tove Ditlevsens ”Ansigterne”
Mikrofoner i puderne, stemmer fra vandrørene, kvindelige patienter med æselhoveder, forgiftet saftevand. I romanen Ansigterne (1968) møder man Tove Ditlevsens alter ego, forfatteren Lise Mundus, som er indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling efter et selvmordsforsøg. Forud for indlæggelsen har Lise været plaget af hallucinationer og tiltagende persekutoriske vrangforestillinger. Hun har isoleret sig mere og mere i hjemmet, hvor hun bor sammen med sin mand Gert, sine tre børn og deres husholderske Gitte med hvem Gert driver en affære. Lises ældste datter fra et tidligere ægteskab, Hanne, skulle angiveligt dele samme skæbne. Som naturlig konsekvens, oplever Lise en fremmedgørelse i rollen som mor, og trækker sig gradvist fra familien.
Indledningsvist i romanen får man en fornemmelse af, at psykosen ligger og lurer som to onde øjne i mørket. Det er et indre kaos, der endnu ikke har manifesteret sig i den ydre verden. Lise ligger i sin seng, alene, som et stivnet insekt fanget i spindelvæv: ”Stemmerne kom hjem til hende igen og kunne med en smule tålmodighed skilles ude fra hinanden som trådene i et sammenfiltret garnnøgle.” I en tilstand af apati forsøger Lise at få samling på kakofonien af tanker, hvis altovervejende tema er ansigterne: ”De sov, og deres ansigter var fraværende og fredelige, og de skulle ikke bruges igen før i morgen. Måske havde de ovenikøbet sparsommeligt lagt dem fra sig ovenpå tøjet, for de trængte til hvile og var ikke strengt nødvendige under søvnen.”.
Ansigterne har en central betydning i romanen. I en artikel fra Information (2016) skriver Lasse Gammelgaard, at ansigterne særligt kan tillægges en eksistentiel og en patologisk betydning. Det eksistentielle fremhæver, hvad et ansigt fortæller om ens personlighed, hvilket kommer til udtryk i Lises ejendommelige beskrivelser af de mennesker, hun møder: ”Hendes ansigt var skrøbeligt og glasagtigt, som kunne en nysen i to meters afstand få det til at briste i tusinde stykker, der aldrig mere kunne sættes sammen igen.”. Den patologiske betydning er de ansigter, som kun Lise ser, de visuelle hallucinationer.
Som læser forsøger man at skelne den eksistentielle betydning fra den patologiske. Lises beskrivelser taler direkte til læserens indre forestillingsunivers og demonstrerer hendes evne som forfatter til at skildre de dybe og subtile nuancer i det usagte. Samtidig er de besynderlige, tenderende til det hyperrefleksive. Man oplever en
uomtvistelig sameksistens mellem psykosen og fortællekunsten.
Lises indre kaos begynder langsomt at sive. Hun fornemmer, at Gert og Gitte er i færd med at planlægge et komplot imod hende, at de taler om hende bag hendes ryg: ”Stemmerne nedefra blev højere, og som drevet af en andens vilje gik Lise hen og lagde sig på knæ, mens hun lagde øret ind til varmtvandsrørets udløb gennem gulvet [...] Nu sad de derinde og ventede på, at hun skulle tage tabletterne.”. Ikke længe efter indtager Lise en overdosis sovetabletter, ikke med håbet om at dø, men blot ønsket om at blive fjernet fra den verden hun ikke længere kan genkende.
Under indlæggelsen får psykosen lov at rase, og romanens kernekonflikt udfoldes. Temaet for Lises hallucinationer bærer i stigende grad præg af, at Gert og Hanne har et forhold og planlægger at gifte sig, ”dog med den sløring – det røgslør – der ligger i, at Lise lider af vrangforestillinger”, som Steffen Groth skriver i en artikel fra Information (2023). Her henviser Groth til Ditlevsens egen beskrivelse af romanen i selvbiografien Om sig selv (1975). Groth fremfører, at Ansigterne, i kølvandet på Lise Munk Thygesens bog Tove Ditlevsen var min mormor (2023), i virkeligheden henviser til ægteskabet med Victor Andreasen, og de overgreb, der med stor sandsynlighed fandt sted mod Ditlevsens datter, Helle Munk.
Efter Lises udskrivelse, bliver hun hentet af Gert, der har fyret Gitte og bønfalder Lise om tilgivelse. Da Lise angstfuldt spørger Gert, om han har haft et forhold til Hanne, svarer han: ”Sandheden, Lise, er lige så irriterende som neglerødder. Har du nogensinde kendt et menneske, den har gavnet det mindste?”. Til læserens store fortvivlelse accepterer Lise dette ikke-svar, og romanens afslutning, som Lise Busk-Jensen skriver i artiklen Moderkærlighed (1985), afslører ”at den egentlige konflikt ikke er lagt åbent frem i handlingsforløbet. Psykosen overvindes mere skjult i Lises indre kampe med
sine idealer og fantasier.”. Lises psykotiske oplevelser bliver altså røgsløret, der giver Ditlevsen mulighed
for at fortælle det, som er allermest smertefuldt, og grænsen mellem syg og rask udviskes gradvist.
Anne Sofie Abildskov Dahl, stud.med., på vejene af PMS (Psykiatrigruppen for Medicinstuderende)
