Patient på hjemmebesøg

Klokken nærmer sig otte. Det er efterårsmorgen. De lyse sommerdage har sagt deres farvel, og solen pirrer ved stadig at gemme sig bag horisonten. Foran mig tårner hospitalet sig tydeligt lyst op. Jeg står ved busstoppestedet. Det er søndag og der er 16 minutter til bussen ankommer. Kroppen er træt, som så ofte efter en nattevagt, og jeg ved efterårsbrisens kulde snart vil snige sig ind under min jakke. Før bussens ankomst. Tarveligt.

Bussens hydrauliske lyde var særligt charmerende den morgen. Måske var det weekendens stilhed, der som et blankt lærred gav plads til, at bussens gråbrune farvepalette af en lydprofil kunne skinne igennem. Træder ind i bussen og lader mit rejsekort momentant ødelægge søndagsroen. Jeg finder mig en siddeplads.

Jeg har bussen for mig selv, men finder mig et sæde oppe ved bagenden, et sted hvor jeg kan holde mig anonym. I mellemtiden lukker dørene sig, og bussen løfter sig op igen, klar til at køre. En mekanisk symfoni.

Der var noget anderledes ved denne bustur hjem fra vagt; det føltes væsentligt forskelligt fra de vanlige hjemture. Det havde også været en anderledes vagt, i hvert fald for mig. Det var som om jeg aldrig rigtig havde forladt hospitalet - for hvert sekund bussen bevægede sig væk og hospitalet blev mindre og mindre, følte jeg mig strækket hen over motorvejen, for til sidst at blive en tyndere og tyndere tråd. En surrealistisk forbindelse der kunne knække når som helst.

Musikken spillede stille og roligt i ørerne. “.. Cracked eggs, dead birds..”

Med hovedet op ad den morgen kolde busrude, stirrede mit blik ud i ingenting. De optokinetiske refleksbevægelser i fuld flor. 

På dens nordgående rejse, standsede bussen på et af dens stop. En mor med barnevogn og hendes søn i 7-8 års alderen trådte ind. De havde månedskort, og vi gik alle fri for rejsekort-automatens syntetiske skrig, gudskelov.

Moderen parkerede barnevognen ved klapsæderne, mens drengen satte sig på ældresæderne, de sæder som kigger ind mod hinanden, midt i den nedre sektion. Hun vendte sig mod drengen, anerkendte hans krav på opmærksomhed, og efterfølgende drejede hun hovedet for at kigge rundt i bussen. Som hun kiggede op i retning af mig, fandt min pande og mit blik bussens rude igen.

Mit sind var egentlig tomt, så jeg regnede ikke med at skulle græde, men i min blikflugt gik det op for mig, at hvis nogle fangede øjenkontakt eller talte til mig, ville trykket fra tårerne bryde dammen der holdte dem igen.

Godt nok havde hun forladt den fysiske verden, men hun sad nu alligevel på sædet ved siden af mig. Jeg kiggede ikke på hende, anerkendte ikke hendes tilstedeværelse. Det gør man ikke, det er en del af jobbet. Eller hvad?

Grå skyer og halv fugtig luft. Lyngby føltes deprimeret, mens jeg satte skridt på hovedgadens brosten. Det prikkede på skuldrene, som om nogen stirrer en i nakken.

Hun skyggede mig på afstand.

Da jeg lagde hovedet på puden, kunne jeg langsomt give slip. Trætheden satte sig ind, og det gav tårerne fripas. Trods svien på kinden i den lille pøl af tårer på hovedpudebetrækket, sank mørket over mit sind.

Jeg vågnede den eftermiddag med hendes mors skrig i ørene.

Ryggen oprejst fra sengen. Svedende. Hulkende. Synet sløret af grådens dug. Jeg tørrede mine druknende øjne. Samlede mit tankespor med blikket på dynen, som dækkede mine underekstremiteter. Jeg kiggede op og i retning mod højre, udad mod lysindfaldet, i retning af mit vindue. Men mit bliks rejse dertil blev afbrudt med øjenkontakt. Der sad hun, på min stol foran mit bord, stirrede på mig. Hun var kommet med mig hjem. Hendes spøgelsesblik borede min brystkasse som en ildtang, og moderens skrig begyndte at ekko højere og højere. Er det her meningen? Er det sådan her, det skal være?

123 sting satte jeg på to enæggede tvillinger en nattevagt for nogle år siden. Det tog godt og vel 3 timer. De var samme alder som hende. De var også selvskadende. Journalen afslørede, at de havde oplevet overgreb fra en omsorgsperson tidligt i livet. Under sutureringen følte jeg mig ret upåvirket. Havde de mange år siden dengang, måske helet sårene på min sjæl? Jeg gjorde mig umage med hvert et sting. De ville nok pille dem op eller skære sig på ny, men altså hvis ikke andet var det en opportun mulighed for at give omsorg (og øve suturteknik).

Det var da jeg gav faren et trøstende kram omme bag, at tåredammen krakelerede. Igen. Jeg kunne ikke holde igen. Skarntyden har haft blomstret i min underbevidsthed og de næste mange nætter ville moderen ekko i mit kranie endnu engang. Sårene gabte tydeligvis stadig vidt.

Der var et traumekald. En kvinde, hendes baby og kvindens mor var på vej ned ad landevejen. En bil tordner ind på siden af dem. Kvinden slipper forholdsvis uskadt. Barnet sendes efter hurtig vurdering til akut operation. Traumekaldet er ovre, og hun ligger inde på stuen. Inde hos hende radierer hendes svulmede røde kvinder hendes frygt og ængstelighed. Hendes verden befinder sig i et limbo. Baby befandt sig i et limbo. Jeg var i gang med en sekundær gennemgang på hende. Alle spørgsmålene blev besvaret med latenstid. Forståeligt. Hun befandt sig et andet sted. Hun var i gang med strakt benløft, da det bankede på stuens dør. Jeg oplevede døren åbne sig i slow-motion. Sekundet skåret i tusind stykker. Hvordan den fænomenologiske oplevelse var for kvinden, tør jeg ikke skønne om.

Sygeplejersken sneg sig ind af den mindste døråbning. Lukkede døren bag sig. Vendte sig mod moderen. Et svagt smil listede sig frem på hendes ansigt. Operationen var ovre. Baby uskadt og i god behold. Kvinden brød i gråd, og jeg ligeså. De resterende minutter af gennemgangen satte jeg spor på hendes tøj, tæppe og sengetøj med tunge dråber fra mine kinder.

Det velkendte ekko kom på genbesøg igen den nat. Og i nætterne efter.

For ikke så længe siden oplevede jeg den efterårsnat på ny. Denne gang så jeg dog ikke blot på. Jeg havde mine knæ ved siden af hende. På hjemturen, nu akkompagneret af lydene fra min rustne cykelkæde og ikke bussens opus, vidste jeg hvem der ventede derhjemme, og hvilken lyd jeg ville vågne til i nat.

I fredags afsluttede jeg mit klinikforløb i børne- og ungdomspsykiatri (BUP). Vildt spændende speciale. KU har desværre kun dedikeret én uges undervisning og én uges klinik til specialet. Grotesk kan det menes. Særligt når man reflekterer over hvor meget forståelse og empati en udviklingspsykologisk indsigt giver. Ikke blot til BUP patienter, men mennesket generelt. Som kommende læger behandler vi trods alt ikke kun kroppe. Det er et sidespor, som vi i dag ikke skal ned ad. På min sidste dag i BUP, overhører jeg personalet snakke om et par enæggede tvillinger. De var kommet tilbage efter kortvarigt at have været ude. Den ene havde forsøgt springe ud af en bygning. Den anden forsøgte at skære halsen over på sig selv. Det var også noget med, at de engang havde fået sat 120 sting.

Jeg har ikke sovet så godt de sidste par dage. Hvilket bringer mig til en realisering jeg har haft et stykke tid. Jeg kommer til at bære denne sårbarhed med mig. Muligvis gennem livet. De gange jeg har snakket med ældre læger, har de fortalt at man hærdes. Det er ikke fordi jeg ikke føler mig hærdet. Hjertestop, knivstik, højenergitraumer, selvmord, midaldrende der dør af kræft og jeg ved ikke hvad; de rører mig lidt ja (og det er jeg glad for!). Jeg græder til gengæld ikke, og jeg tager det ikke med hjem. De bliver også glemt.

Så længe det ikke drejer sig om forældre som pårørende. De patienter tager jeg nemlig med hjem og det går ikke.

Mens jeg sagtens kan rumme sådanne episoder fra tid til anden, må jeg altså acceptere at jeg aldrig ville kunne blive pædiater eller ende i børne- og ungdomspsykiatrien. Uagtet hvor spændende jeg synes de specialer skulle være. Uagtet hvor meget jeg skulle holde af at hjælpe børn og unge. Forældre i sorg er blevet min akilleshæl. Sandsynligvis fordi jeg i sin tid aldrig fik debriefet eller søgt hjælp.

Skrigende varer stadig ved. I ny og næ.