DET FILOSOFISKE HJØRNE: Et essay om at føle sig fortabt i nostalgi

Henover sommerferien er jeg fyldt mine 30 år på denne Jord. Sådan en milepæl sætter sine spor, blandt andet er jeg over den sidste årrække begyndt at fange mig selv i oftere at finde ly i nostalgiens dække.

Senest lørdag aften denne weekend, på min lokale vinbar, hvor en kort sludder med den yndige bartender, Sara, hvis betagende stil og intellektuelle persona af uklare årsager trak mit meskalin-påvirkede sind ned i et nostalgisk hul. (jeg er i færd med at læse “The doors of perception” på et meta-plan; meskalin er et psykedelikum)

Pludselig var jeg tilbage i minderne fra sløjdtimerne i SFO’en, om hverdagen uden en smartphone og til at være i hinandens arme med ekskæresten under en stjerneklar himmel.

Mens minderne opildnede savn i brystet på mig, drak jeg den sidste tår af rødvinen fra mit glas. Vinen havde en tung fylde og synes at fordampe i munden som var det en hedvin; smagen som den ensomme frugt fra træet der ikke blev plukket og nu må se i øjnene sin søde forrådnelse på jordbunden. Jeg havde bedt Sara om et glas, der kunne tydeliggøre efterårets ankomst. En ankomst der ellers har været svær at fornemme grundet årets skræmmende sensommervarme. Hun ramte godt.

Med den sidste synken der gav vinen passage ned gennem halsen på mig, fik jeg et øjebliksbrud fra nostalgiens greb og kunne i mit klarsyn ikke lade være med at reflektere over selve nostalgi-fænomenet. Hvad er den, hvorfor er den og gør den os godt?

Fænomenet “Nostalgi” blev defineret af schweiziske stud.med. Johannes Hofer i hans kandidatopgave i 1688. Hofer havde bemærket at folk der var langt hjemmefra, særligt soldater eller dem i udenlandsk tjeneste, kunne opleve symptomer som træthed, søvnløshed, hjerteanfald, mavetarmforstyrrelser og almen sygdomsfornemmelse. Hofer opdagede at det ikke drejede sig om en underliggende somatisk tilstand, men rettere en psykologisk byrde af savn så voldsom, at den gav somatiske symptomer.

Selve ordet “nostalgi” sammensatte han derfor fra de græske ord “nostos”, som betyder at vende tilbage til et hjemsted, og “algos”, et udtryk for smerte eller sorg. Op indtil det 20. århunderede blev nostalgi betragtet som en sindssygdom på fod med depression, som man var i fare for at få, hvis man var adskilt fra sit hjemland, havde vanskeligheder ved at give slip på barndommen eller havde en længsel efter “at vende tilbage til fosterstadiet”.

Med psykologiens udvikling gennem de sidste hundrede år, udviklede vores forståelse af nostalgi på to vigtige måder. For det første blev det defineret som en generel længsel efter elementer i fortiden, og for det andet gik det fra at blive anset som en patologisk sindstilstand til at blive anerkendt som en kompleks menneskelig følelsesoplevelse.

Et af de skælsættende øjeblikke for vores måde at betragte nostalgi på, kom fra den franske forfatter Marcel Proust og hans værk På sporet af den tabte tid (A la recherche du temps perdu) fra 1913. Proust beskrev, hvordan smagen af en madeleinekage, som han ikke havde spist siden barndommen, tog ham tilbage i tiden, gennem en kaskade af kraftfulde sensoriske associationer.

Nostalgi blev altså nu også noget, der ikke kun var negativt-ladet, men rettere en indviklet følelse, som både kan rumme tab og tristhed, men også genfinde personligt meningsfulde og givende minder.

For at undersøge nostalgiens fordele, kan man forsøge at spekulere i de evolutionære fordele den kunne bringe med sig. I dette lys kan fænomenet ses som en tilpasningsmekanisme der tjener flere formål. Nostalgi drejer sig ofte om minder fra sociale interaktioner, såsom tid tilbragt med venner og familie og derved kan det styrke social sammenhørighed iblandt hinanden. Her skaber nostalgi også empati, da nostalgien både er noget vi kan genkende i hos hinanden og deles om og ligeledes er en måde at få empati til børn og unge. Nostalgi kan også hjælpe individer med at håndtere svære situationer ved at give trøst og en følelse af kontinuitet, derved kan det være et værktøj til at holde os ovenvande under stress og modgang. Ligeledes kan nostalgiens kontinuerlitets egenskab hjælpe med at opretholde en sammenhængende selvforståelse over tid, derved hjælpe os med at forstå os selv og hvad vores identitet bygger på. Ved at forbinde individer med deres fortid og skabe en indentitet, kan nostalgien også øge motivation og formålsfølelse. At huske tidligere begivenheder kan inspirere til at overvinde aktuelle udfordringer, hvilket ville have været fordelagtigt for overlevelse. Sidst er nostalgien også en port til læring fra fortiden. Vi husker tilbage til de gode gamle dage, og reflektere over hvordan vores verden var tidligere i forehold til i dag. Denne reflektion kan hjælpe os med at gentage succesfuld adfærd og gå kritisk til ændringer.

Men netop sidste pointe blotter også nostalgiens potentielt skadelige sider, for de eksisterer bestemt også.

Under industrialiseringen i det 19. århundrede gennemgik vestlige samfund booms af urbanisering, industrialisering og videnskabelig/teknologisk udvikling. Disse transformerede de velkendte gamle faste livsformer, rev samfund fra hinanden, kastede folk sammen i store og anonyme byer, uden større tilhørsforhold. Kritiske kunstnere og tænkere begyndte at stille spørgsmålstegn ved den udvikling der foregik og begyndte at søge mod ideer for en bedre verden end den industrialiseringen bød; og i visse kredse vendte søgningen sig mod fortiden og nostalgien. Mens byerne voksede og blev forbundet med jernbaner over land og telegrafkabler under hav, begyndte man gennem kunsten at romantisere det simple - og feudale - bondesamfund og/eller middelalder der lå forud for industrialiseringen. Vi ser det hos de nationalromantiske malere, læser det i Ringenes Herre og hører det i Ralph Vaughan Williams’ Tallis Fantasia.

Uuddannede fattige stavnsbundne arbejdere og bønder blev gjort glade og til muntre landbyboere, som fejrede høstfester. Alt vold, fattigdom, frygt eller grusomhed som man kunne tænke fyldte hos folk flest, blev ingen steder nævnt, og ingen i disse portrætteringer synes at klage over manglende opvarmning eller beskeden utilstrækkelig kost. Det havde, blev det hævdet, været meget nemmere dengang. I de gode gamle dage var alting nemlig meget bedre…

I hjertet af den nostalgiske holdning ligger nemlig en tilsidesættelse af, hvorfor tingene overhovedet ændrede sig – og muligvis havde brug for at gøre det. For den uspolerede nostalgi-følelse ser, i sin længsel efter fortiden, tilbage med skyklapper for øjnene. Den nuancerede sandhed er, at selvom tingene står til at virke svære og komplekse i dag, var de også det tidligere. Blot på en anden måde. Nutiden, uanset dens fejl, opstod på grund af uundgåelige vanskeligheder med fortiden. Vi var ikke lykkelige, vi ændrede vores verden af en grund, og når vi bliver opslugt af nostalgien og begynder at søge tilbage til velkendte er det fordi vi glemte de mørke sider af fortiden.

Dette står klart for mange af os når vi dykker ned i vores nostalgiske øjeblikke. For mens de specifikke øjeblikke kan virke helt igennem hjertevarmende, kan vi, når vi dykker tilstrækkeligt rundt, nok også finde god grund til at alt ikke var bedre dengang. Mens mine minder fra SFO’en kan være ret så skønne, havde jeg en udfordrende opvækst, bl.a. afbildet på forsiden af denne uges MOK. Ligeledes er jeg også ofte godt træt af den rolle smartphonen spiller i samfundet og det piner mig brugen af den på individ og samfundsplan er så ureguleret som det er, til gengæld kan vi ikke løbe fra den værdi enorme værdi som den alligevel skaber på så mange planer.

Også kender mange af os jo nok til nostalgien der rummer i os, efter vi har afsluttet en længerevarende romantisk relation. I ledige øjeblikke kan vi finde os selv dagdrømmende, og vi vender med varme tanker tilbage til bestemte øjeblikke fra det afsluttede forhold. Begik vi en fejl? Også her kan det føles, som om vi engang må have været tilfredse og så blev utaknemmelige gennem fejl og uopmærksomhed. Men ved at finde dyb tilfredsstillelse i fortiden tilskriver vi vores tidligere jeg for lidt skarpsindighed. Det portræt, vi maler af forholdet, opstår ikke ud fra viden, men fra ensomhed og ængstelse. Sandheden om, hvordan et forhold var, finder vi bedst ikke, når vi føler os nede seks måneder eller et par år efter dets afslutning, men ud fra det, vi må have vidst, mens vi var midt i det; da vi var mest fortrolige med alle de fakta, som vi langsomt og bevidst tog vores beslutning om at forlade det på baggrund af.

Vores opfattelse af os selv som mennesker, der kunne have været tilfredse med det, der blev tilbudt, er lige så uægte i forhold til vores egen natur som fantasien om en moderne cosmopolit, der drømmer om, at de kunne finde vedvarende lykke i et nationalromantismens middelalderlige bondeliv. Løsningen på problemet med at opfylde vores behov er ikke at hallucinere, at de ikke eksisterer. Det er at konfrontere dem og bruge al den opfindsomhed, vi er i stand til, til at udtænke brugbare løsninger til dem. Her er det vigtigt at bruge nostalgien med mådehold; for at være opmærksomme på hvad vi søger, men ikke falde for hvad vi søger ligger i fortiden - ellers bliver nostalgien en faktor der begrænser os fra at udleve vores sande jeg, og i stedet holder os fastbunden til kontrol- og tryghedsvaner. Vi forbliver i vores skal, og undgår at finde os selv og det liv egentlig længsler efter. Vi skal altid stole på de beslutninger, vi tog, når vi havde de maksimale oplysninger til rådighed, som vi tog dem ud fra – ikke når vi har følelsesmæssige incitamenter til at ændre mening. Der var overbevisende grunde, selvom vi – i vores tristhed – nu ikke kan huske en eneste. At vende tilbage til fortiden ville ikke gøre os tilfredse, det ville blot – til stor skade for alle involverede – minde os om, hvorfor forandring i sidste ende var så nødvendig.

Gode øjeblikke fandtes, ja, men de er ikke en ordentlig løsning på visse af vores velfunderede, fremvoksende behov gennem livet; selvom det kan være nemt at falde i den fælde når man er grebet af nostalgiens greb. Vi bør have modet til, og være villige til at betale den fulde pris for, vores sande komplekse naturer.

Ellers forbliver vi i vores skal, får reduceret vores markedsøkonomi til reruns, remakes og sequels (se bare filmindustrien) og magt til fascistiske politikere der vinder pba. løfter om alting var bedre i gamle dage og at vi skal tage samfundet tilbage til dets imaginære højdepunkt. (Nostalgi er et af Umberto Eco’s 13 punkter i hans essay om urfascisme).

Vi skal bruge nostalgien til at udvikle ved at huske os på de gode ting fra vores tidligere liv og bruge dem til at regulere vores fremtidige liv, men kun samtidig med at vi er modige nok til at bortkaste fortiden og de skeletter der hører med til den. Vi må ikke sidde fast i fortiden, men i stedet finde vejen til at navigere i fremtidens udfordringer.