Kintsugi

Forleden brugte jeg en lørdag formiddag på medicinsk museion, hvor jeg vandrede

igennem adskillige udstillinger om kroppen, medicin, og sundhedshistorie. Blandt

andet var COVID-19 udstillingen mærkværdig for dens sammenfletning af kunstig

udtryk og fakta. Særligt en mindre udstilling, der lå på stueetagen, har siden optaget

mine tanker.

“Gyldne Krops reparationer" udstillede gamle proteser som pacemakers, glasøjne,

aortastenter og guldtænder. Her blev medicinsk videnskab og aldring sammenlignet

med den japanske kunst “Kintsugi”. Kintsugi er en kunstform, hvor man omhyggeligt

reparerer ødelagt keramik med lak og sølv- eller guldstøv. Hensigten er at

genoprette genstandens funktionalitet, samtidig med at belyse helingsprocessen,

hvilket stammer fra filosofien om at omfavne det uperfekte. Udstillingen fik mig til at

tænke over, hvilke ligheder og forskelle der er mellem medicin og kintsugi. Små

tanker gled smidigt ind i tanker spiraler, og nu skal jeg prøve at guide dig, kære

læser, down the rabbit hole…

Traditionelt er det ikke alle genstande, der repareres med kintsugi. Det giver ikke

mening at reparere skålen man spiser cornflakes ud af med guld. Kun genstande der

allerede har en slags værdi bliver reddet og besmykket. Ligeværdighed findes ikke i

materielle genstande. Den tankegang strider imod de etiske regler vi dyrker i vores

fag, at alle mennesker skal behandles ligeværdigt, og har lige ret til medicinsk hjælp.

I lægeløftet lover man at “bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for

den rige uden persons anseelse”. Ordene er ikke blevet ændret siden løftet blev

indført i 1815.

I medicin stræber vi også efter at helbrede patienter for at genoprette funktion, så at

de ligner det udgangspunkt, vi forestiller os et sundt og uskadt menneske at være.

Den centrale forskel mellem kintsugi og sundhedsvidenskaben er, at vi i medicin

verdenen er mere interesseret i at genoprette funktion, end at belyse rejsen dertil. Vi

gør endda vores bedste for at skjule vores indgreb. Vi synes det er vigtigt at sy sår

sammen ordentligt, så at arrene bliver tynde og fine.

Hvis vi helbreder andre for funktionens skyld, giver det ikke mening at vi helbreder

mennesker vis funktion er permanent nedsat og som ikke kan bidrage til samfundet

på “almindeligt” vis. Prøv at forestille dig hvordan menneskeligheden levede for

30.000 år siden. Hver person i stammen havde en rolle at spille. Selvom man var

blevet gammel og ikke kunne klare fysisk hårdt arbejde, var det afgørende for

stammens overlevelse, at du videregav din viden og erfaring. Men nu er stammens

overlevelse ikke afhængig af enkelte individer. Idag er det muligt for mennesker at

leve med genetiske svagheder, der ellers ville have været udryddet ved naturlig

selektion. At lade vær med at helbrede andre, vil gøre os til barbarer, og der ville

ikke være en forskel mellem os mennesker og dyr. Så hvad er det, der skelner os fra

dyr, og driver os til at helbrede andre?

De fleste vil nok mene, at vi helbreder andre på grund af vores medmenneskelighed.

Ikke alle ansatte i sundhedssektoren, gør deres arbejde udfra medmenneskelighed

for andre. Nogle er mere interesserede i selve håndværket på laboratoriet eller i

kirurgi, end selve personen som skal give prøverne eller som ligger på

operationsbordet. Jeg kunne skrive om gud komplekser, tørsten for status, eller dem

der bare vil have en lønseddel hver måned, men det rammer ikke pointen. Grunden

til, hvorfor man vil arbejde indenfor medicin er for individuelt, for at kunne finde

svaret til hvorfor vi helbreder andre. Svaret må ligge i menneskets natur/er nødt til at

være mere simpelt.

Mange dyr kan også have sympati for hinanden, og sørger når en i flokken dør. Men

de har ikke evnen til at helbrede hinanden som vi har, eller skabe som vi gør. For 2.6

millioner år siden begyndte mennesker at lave værktøj, siden da har vores udvikling

kun gået fremad. Dyr er ikke kommet videre fra at bruge simple værktøjer, og kun til

lavpraktiske formål. De skaber ikke noget udfra begær, lyst eller underholdning som

vi gør. Menneskers tørst for at skabe er noget der er svær at slukke.

Kunst er ikke del af vores fysiske behov, men det er alligevel noget, mennesker ofte

falder tilbage på. Når vi keder os til en forelæsning, tegner vi i vores noter, og de

fleste har en kreativ hobby. Vi kan skabe ting uden at det har et formål for vores

overlevelse… Vi skaber fordi vi kan.

Heri ligger broen mellem kintsugi og spørgsmålet om hvorfor vi helbreder andre. Vi

skaber kunst og fremmer videnskabelig udvikling, fordi vi kan, uden at nødvendigvis

selv få noget ud af det. Som de flokdyr vi er, er følelsen at være del af noget større

og at måske gøre en forskel for nogen anden, nok grund til at gøre noget. Vores evne

til at skabe ting der er unødvendige, er måske det der gør dem nødvendige. Fordi hvad er

alternativet?

Af Kirsten//MOK red.

Årg. 57, nr. 6