Velkommen til universitetet: Uddannelse uden dannelse

Uddannelse og uddannelsesinstitutioner er en fundamental grundsten i vores moderne samfund og vi har efterhånden udviklet kapaciteten til at uddanne enhver tænkelig profession. Fra piloter, der tordner 50 meter lange aluminiumstuber, fyldt med mennesker, gennem skyerne - til neurokirurger, der foretager præcisionslaserkirurgi i hjernen. Piloter, læger, ingeniører, advokater, lærere eller hvad end profession, man vil tage udgangspunkt i, kræver uddannelse og træning for at kunne besidde. Som individuelle mennesker besidder vi ikke nogen særlig intellekt eller viden instinktivt i os selv, der ville kunne underbygge disse funktioner. Man ville eksempelvis ikke kunne hente et stenaldermenneske vha. en tidsmaskine, og sætte vedkommende til at foretage en appendektomi eller forklare princippet bag osmose. Det er måske ikke den største indsigt, til gengæld illustrerer det ganske fint, at det, der gør os mennesker klogere end andre dyr, ikke blot er en mere kompleks hjerne, men i stedet vores arts evne til at overføre vores akkumulerede viden ned gennem generationerne. Det gennemsnitlige menneske kan på få timer, forstå de ideer og opdagelser, det tog historiens største genier en livstid at nå frem til. Disse ideer består ikke kun af materielle, naturvidenskabelige og tekniske emner - men også den filosofiske, psykologiske og følelsesmæssige menneskelige vidensarv. Emner som beskæftiger sig med, hvordan vi mennesker behandler os selv, hinanden og planeten. Altså, sagt med andre ord, de emner som beskæftiger sig med det almene dannelsesbegreb. Med det for øje, kunne man forvente at universitetet, herunder medicinstudiet, ville sørge for en almen dannelsesproces, så de unge mennesker, der på den anden side af studiet træder ud som læger, også er afrundede mennesker som bærer på den menneskehedens kollektive forståelse af psyke, følelser og velovervejede perspektiver på verden. Det er dog desværre ikke tilfældet. I effektiviseringssamfundets tid, er universitetsuddannelser blevet reduceret til deres nyttevirkning for samfundet; og der bliver skåret ind til benet, så der ikke er plads til meget mere end det nødvendige. Sagt lidt groft, kan man komme ind på medicinstudiet på baggrund af ambitioner om status, prestige og penge, og komme ud som læge uden at have disse motivationer udfordret eller ændret. Som Knud Romer skriver, ordet “dannelse” er røget ud af “uddannelse”, og nu er der kun “ud” tilbage. Ud på arbejdsmarkedet og bidrage til samfundets store maskineri. Det er problematisk, for hvis vi på sigt ønsker et samfund, der udvikler sig i en bedre retning, er vi også nødt til at blive kloge på, hvordan man er et helt og godt menneske, der kan passe på sig selv, hinanden og planeten. Alexander von Humboldt (1764-1835) var en tysk filosof, som definerede et dannelsesbegreb, der engang var en central Velkommen til universitetet: Uddannelse uden dannelse kerne i universitetsuddannelsen. Humboldt understregede værdien af almen dannelse (“Bildung”) i modsætning til snæver specialisering. Formålet med universitetsuddannelse var ikke blot at forberede studerende til specifikke erhverv, men at udvikle deres intellektuelle og moralske kapacitet som hele mennesker. Denne holistiske tilgang skulle give de studerende mulighed for at blive kritiske og ansvarlige borgere i samfundet. Humboldts pointe er, at der eksisterer en videns-mængde af generel natur, som er universel for os alle og som ingen har råd til at undvære. Vi har, ifølge Humboldt, alle en pligt til at ‘Absorbere den store masse af viden givet til os af verden omkring os’ og ‘udvikle os i harmoni med denne viden’, for at ‘danne vores egen beskaffenhed’. Vi bør endvidere samtidigt gå kritisk og undersøgende til værks mod vores egne overbevisninger arvet fra vores opvækst, kultur og miljø. Sagt med andre ord, det dannede menneske tilegner sig (kontinuerligt) en repræsentativ andel af menneskehedens kollektive vidensarv og må samtidig gå kritisk og undersøgende til værks mod os selv. Med denne definition antager von Humboldt, at det dannede menneske vil stå stærkt mod flokmentalitet, stille sig kritisk mod systemet, og forhåbentlig have tilegnet sig verdenssyn hvor menneskets og menneskelighedens værdi ikke bliver glemt. Det dannede menneske får fokus på livsoplysning og reflektion over tilværelsens mange forskellige perspektiver. Derigennem undgår det dannede menneske at reducere andre mennesker til deres nytteværdi. På SDU har man gennem bacheloren indført narrativ medicin, således at de studerende eksponeres for humanistiske perspektiver til den lægelige gerning og forsøger derved at så frøene til dannelse hos de enkelte på studiet. På KU har vi først på 11. semester en lignende mulighed, med valgfaget “kursus i etiske dilemmaer”. Jeg vil dog mene dette er alt for sent, da man på dette tidspunkt har for kort tid tilbage til at nå at fuldføre dannelsesprocessen. Derfor er her et opråb til dig, enten nytilkommen eller gammel stud.med.: husk at ligesom du har ansvar for egen læring, har du også et ansvar for egen dannelse: læs litteratur, fordyb dig i andre videnskabsgrene end dit eget, lyt til udfordrende musik, udfordre dit eget verdenssyn, dit politiske eller religiøse/spirituelle verdenssyn, forsøg at forstå dig selv og hvorfor du har de overbevisninger, du har, forsøg at forstå dem du ikke kan forstå. Reflekter! Det er begyndelsen på dannelsesrejsen. Der er mange fristelser i universitetsårene og man skal da absolut tage del i dem; men husk også at sætte tid af til de langsomme og solitære aktiviteter.