Læserindhold: How to Gaslight og Gatekeep

Indsendt af en frustreret statistiker, som heldigvis har en sneppe til at berolige situationen

Gaslighting og gatekeeping er to begreber som bliver slynget omkring på sociale medier her i 2023. Tidligere havde man nok brugt ”mansplain og manipuler”eller ”dominer og diskrediter”, for kært barn har i sandhed mange navne. Ordspillet beskriver situationer hvori én person hhv. tilbageholder information fra modtageren for at dominere denne, eller bilder personen ind, at et givent udfald i virkeligheden er personens egen skyld. De to ord bruges således for tiden til at beskrive dominerende figurer og strukturer som har en negativ effekt på de omkringstående.

Forleden læste jeg så et instagram-post og tænkte: ”Det må være en amerikansk ting, det findes da ikke i Danmark?!”
Men tro om igen, for jeg er i hvert fald udsat for det lige nu, og har nok været det de sidste mange år fra vores allesammen elskede KU!

How to Gatekeep:

  1. 1  Hav information som andre gerne vil have eller i nogle tilfælde skal have, men lad være med at dele det med dem. F.eks. når der afholdes forelæsninger, men de studerende ikke må få dem optaget med mulighed for at se dem senere. Grunden til dette er mange, men en ting er sikkert: Det er ikke for at de studerende får bedre læring i hvert fald!

  2. 2  Giv smagsprøver på informationen, men sørg for at modtageren aldrig får den helt fyldestgørende information. Dette gøres f.eks. ved at lægge en forelæsning i et stort emne, hvor underviseren gentagne gange understreger, at der ikke er tid til at gå i dybden af pensum, men at denne dybde kommer i SAU. Essentielt er så at der i SAU kun er tid til gennemgang af få dele af pensum, så studenten måske netop forstå 10% af det forelæsningen handlede om, samt netop er blevet interesseret i emnet. Nu må der på INGEN MÅDE være mulighed for de studerende for at se forelæsningen igen - for tænk hvis de så fik noget ud af det nu.

  3. 3  Benægt benægt benægt. Når du bliver spurgt hvorfor du gatekeeper, så husk at det gør du ikke (se næste punkt om ”Gaslighting”). Forklar i stedet på kryptiske måder at det ikke er muligt at lægge forelæsninger op, give mere tid til SAU, mere tid til forelæsninger, bedre forberedelsesmuligheder osv.

How to Gaslight:

  1. 1  Gatekeep: Ideelt har du gjort alt ovenstående omkring gatekeeping. Gaslighting kan du nemlig i høj grad bruge til at dække over dette. Således er en helt oplagt undskyldning for ikke at uploade den optagede forelæsning efter endt forelæsning, at de studerende jo gerne skal dukke op til forelæsningen og at de der jo nok skal få noget ud af det. Det er altså helt den studerendes egen skyld hvis ikke de forstår pensum efter én gennemgang. Måske skulle man have læst hjemmefra (som jeg i hvert fald har fået at vide af flere undervisere).

  2. 2  ”Jamen de kan jo bare....” Husk at understrege, at når størstedelen af de studerende ikke har fået tilstrækkelig viden ud af en forelæsning, så er det deres skyld, det er ikke underviseren, for denne har jo undervist i mange år og er erfaren. De studerende er derimod blot elever, som slet ikke engagerer sig nok i faget.

  3. 3  Luk ned for dialog: Når først de studerende har både fået gatekeeping og gaslighting så er det igen essentielt at du lukker samtalen ned, evt. med en kommentar om ”om de ikke snart har forstået det”eller ”hvad det egentligt er de vil have ud af det her, for det virker lidt ugennemtænkt”. Så kan du forlade samtalen og skal først tage den op igen næste semester. Fedt!

Til slut lidt afsluttende bemærkninger:

Pas på dit eget ego: Når du således er forelæser, er det vigtigt at din forelæsning på ingen måde holdes for at videreformidle informationer og lære fra dig. Det skal i stedet være for at du selv får et godt job og kan få udbetalt din lektor-løn. Netop derfor kan den jo ikke bare optages og lægges ud, for så bliver du jo overflødig, også selvom dette ville gavne de studerendes læring. Husk også at få din kursusleder til at understrege denne pointe. De studerende skulle jo nødigt få for meget ud af undervisningen.

Det var alt fra mig.
Jeg vil nu bruge min eftermiddag på at finde YouTube videoer og gode hjemmesider, som kan formidle den information, som jeg egentligt også fik i en forelæsning i sidste uge, men som jeg jo ikke kan gense nu jeg har læst i bogen. Sådan må det jo være. Åbenbart.

Forrige
Forrige

ForFængelig

Næste
Næste

en tur til AArhus til SPOT-festival