NOVO NORDISK - EN TROJANSK HEST?

At Novo Nordisk er et af Danmarks største og mest indflydelsesrige selskaber, er ikke gået ubemærket hen. Især ikke efter lanceringen af diabetes- og slankemedicinerne Wegovy og Ozempic. Med en markedsværdi tæt på 3000 milliarder danske kroner, er medicinalgiganten Danmarks klart største, og kryber lige nu op på en 30. plads over verdens største virksomheder.

Som den største skatteindbetaler i Danmark, sætter Novo Nordisk enormt store aftryk. Ikke bare i dansk økonomi, men også i samfundets infrastruktur – især i sundhedsvæsenet. Som medicinalfirma er Novo Nordisk i besiddelse af en særlig magt over sundhedsvæsenets forhold og prioriteringer. En magt, der er så indfiltret i systemet, at den kan være svær at dissekere.

Den gang jeg var ny i Danmark og ny på studiet, var ikke forskellen mellem Novo Nordisk A/S og Novo Nordisk Fonden lige til at gennemskue. Og hvad gjorde Novo Nordisk Foundation Center for Protein Research i Mærsktårnet? En privat titel på et offentlig universitet? Mystisk.

Det første spørgsmål kan en hurtig google-søgning give svar på. Novo Nordisk A/S er selve medicinalfirmaet, der tjener milliarder gennem salg af farmaceutiske produkter og tjenester. Novo Nordisk Fonden er medejer av Novo Nordisk A/S. Hvert år bliver en stor del af Novo Nordisk A/S’ overskud overført til fonden, som så udbetaler penge til forskellige formål.

I dagens akademia bliver en rigtig stor andel af den offentlige forskning finansieret af private fonde. De seneste år er andelen af eksterne midler til forskning på universiteterne vokset med sådan en hast, at der nu er næsten lige så mange penge fra det private som fra det offentlige (kaldt basismidler) i dansk forskning, ifølge tænketanken DEA. I praksis vil det sige, at private aktører snart i højere grad end universiteterne selv, bestemmer hvad der skal forskes i.

Basismidler er penge afsat af finansloven. Penge, som universiteterne frit kan råde over og delegere til den forskning, de selv vil. Når universtitetsansatte forskere modtager penge fra det private (som de allerfleste er nødt til), skal de derimod ansøge om fondsstøtte til specifikke projekter. Det medfører at forskere, uanset hvor uafhængige de er ment at være, i øget grad bliver nødt til at tilpasse sin forskning til der hvor pengene er.

Novo Nordisk Fonden alene betaler for 14 procent af al offentlig forskning i Danmark. Det gælder især den offentlige, medicinske forskning – her finansierer

fonden hele 28 procent.

I tilfældet af Novo Nordisk, er det fonden som uddelegerer penge til forskning, ikke virksomheden. De hævder selv, at Novo Nordisk A/S ikke har nogen medbestemmelse over hvilke projekter fonden støtter. Det lyder godt på papiret, men den finansielle identitet er stadig den samme. Så længe fonden ejer produktionen af lægemidler og samtidig er med til at bestemme, hvad der skal forskes i og hvordan sygdomme skal behandles, er det svært at købe fortællingen om, at de er uafhængige af hinanden.

At finansieringen af den medicinske forskning i så stor grad beror på en enkelt virksomhed, kan give en potentiel skævvridning af sundhedsvæsenet. Novo Nordisk har tjent sig styrtrige på diabetes og fedme, og det genspejles i behandlingsdanmark.

Det er nemlig ikke bare enkeltstående forskere, som lader sin forskning flyde med pengestrømmene. Hele institutioner, eller fagmiljøer om man vil, er i hospitals – og universitetsverdenen blevet oprettet ved hjælp af finansiering fra Novo Nordisk Fonden. Et

eksempel hertil er de såkaldte Steno Diabetes Centre i regionerne, hvor danske diabetespatienter bliver behandlet. Når der bliver givet så mange penge fra det private til ét medicinsk speciale – hele 7,8 milliarder i dette tilfælde – kan man ikke lade vær med at undre sig over, om de sygdomme, der hører endokronologispecialet til, prioriteres højere end andre sygdomme.

Et andet eksempel på hvor det er svært at se hvor det offentlige forskning slutter og hvor den private, profitsøgende virksomhed starter, er Novo Nordisk Fondens milliarddonationer til Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research og Center for Protein Research på Københavns Universitet. Ikke bare har Novo sponsoreret centrene økonomisk. Da Center for Basic Metabolic Research blev etableret tilbage i 2010, flyttede Novo lige så gerne 20 forskere fra sin egen, private forskningsafdeling over på KU. Ligeledes blev en vicedirektør fra Novo Nordisk leder af centeret.

Normalt er det ikke bare god videnskabelig skik, men også regelbundet fra universitetets side, at alle faste ansættelser skal slås op offentligt. Medmindre man hedder Novo Nordisk.

Da kan man - tilsyneladende - købe sig ind på universitetet.

Ekstra betænkeligt bliver det, når Novo nu, nærmest uden forvarsel, har besluttet sig for at lukke proteincenteret.

4 | R E D A KT I O N E L T

En lukning, som ifølge fagfolk er sket uden forklaring og transparens, og som gør at Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet pludselig står uden et af sine vigtigste fagmiljøer.

Flere forskere har peget på, at centeret i øget grad de seneste år har produceret ”anvendt forskning” på bekostning af grundforskning. Det vil sige, at forskning i grundlæggende forhold - selve fundamentet for store videnskabelige opdagelser – har måttet vige for forskning, der ligger tættere op ad medicinalvirksomhedens økonomiske interesser.

Et af universitetets vigtigste samfundsroller, er at stå for uafhængig forskning. Som studerende og fagfolk skal vi kunne have tillid til, at den forskning, der kommer frauniversitetet er så uafhængig og så sand som muligt. Når det nu er blevet svært at se hvor hospitalerne og universiteterne stopper og hvor den private virksomhed starter, svækkes den tillid.

Udover donationer til universiteter og hospitaler, så giver Novo også penge til både Diabetsforeningen og Adipositasforeningen. Som Bolette Friderichsen fra Dansk Selskab for Almen Medicin har udtalt til Information, kan samarbejde mellem lægemiddelindustrien og patientforeningerne blandt andet blive problematisk, når patientforeningerne kører kampagner. Fordi patientforeningerne nu er blevet gennemsyret af den medicinske tankegang til Novo, kan man sætte spørgsmålstegn ved, om det først og fremmest er patienternes, og ikke Novos interesser, der står på spil.

Begge ovennævnte patientforeninger har, ligesom flere Novo-sponsorerede forskere, presset på for at de Novo-producerede lægemidlet Wegovy og Ozempic skal få mere offentligt tilskud, så flere kan få råd til behandlingen. Til trods for at der findes langt billigere diabetespræparater som mange patienter vil have gavn af, brugte regionerne 580 millioner skattekroner på Ozempic i 2022. En sum, der udgjorde hele 10 % af de samlede udgifter til alle former for tilskudsberettiget apoteksmedicin, og som potentielt kunne have kommet andre patientgrupper til gode.

Der er efterhånden ikke særlig mange læger med ekspertise i diabetes og fedmesygdomme, som ikke på en eller anden måde modtager penge fra Novo Nordisk. Det kan både være gennem konsulentarbejde for Novo Nordisk A/S, gennem aktier i virksomheden, eller via forskningsdonationer fra fonden. Ifølge Lægemiddelstyrelsen, er der flere hundrede sundhedsprofessionelle, som har angivet, at de i løbet af de seneste tre år har haft en økonomisk relation til Novo Nordisk.

Har man fået sin akademiske karriere sponsoreret af Novo, er det svært ikke at udvikle en form for varme følelser for virksomheden. Flere studier viser, at læger er mere tilbøjelige til at ordinere medicin fra virksomheder, som de har en økonomisk relation til. Når vi i stadig højere grad også skal læne os op ad forskning der er finansieret af medicinalindustrien, bliver det sværere at ivaretage den faglige neutralitet og objektivitet, der ligger til grund for lægegerningen.

Det er populært, og ikke mindst nemt, at på ubetinget vis betragte medicinalindustrien som en profitsøgende, ond størrelse. Det er ikke hensigten med denne tekst. Novo Nordisk har utvivlsomt haft en uvurderlig betydning for dansk økonomi, Danmark som forskningsnation og for behandlingen af en række sygdomme. Samtidig er Novo Nordisk vokset så meget, at virksomheden, men sin tilstedeværelse på så godt som alle niveauer i sundhedsvæsenet, er i besiddelse af en enorm magt. En magt som – hvis den ikke sættes under lup og belyses – potentielt kan skævvride sundhedsvæsenet hurtigere end vi aner.

Som medicinstuderende og læger med specialiseret viden og kendskab til medicinske forhold, kan vi ikke løbe fra at vi har et særligt ansvar for at forholde os kritiske til den dobbelthed, som Novo Nordisk og medicinalindustrien bringer med sig.