DET FILOSOFISKE HJØRNE: Omsorgsetik: Er du et dårligt menneske?
50 år siden på Harvard blev fundamentet for ’omsorgsetikken’ lagt af Carol Gilligan, psykologistuderende, som kom i konflikt med hendes underviser, Lawrence Kohlberg.
Kohlberg, en psykolog, der undersøgte moralsk udvikling hos børn. Kohlberg var nysgerrig i spørgsmålet om hvordan små spædbørn udvikler sig fra at rulle rundt i deres egen afføring, til at blive moralske og respekterede borgere i samfundet? (med undtagelse af Lars Boye fra NB selvfølgelig). Kohlbergs metode involverede at præsentere børn for moralske dilemmaer og vurdere deres svar på en skala 1-6 inddelt i stadier af prækonventionel (moralsk motivation gennem straf/belønning), konventionel (følge love/regler/ orden) og post-konventionel morale (filosofiske værdier som fx retfærdighed og lighed).
I 1970'erne antydede Kohlbergs studier, at piger udviklede sig gennem disse moralske stadier langsommere end drenge, hvilket antydede et lavere moralsk loft for kvinder. Gilligan udfordrede Kohlbergs konklusioner og henviste til den historiske udelukkelse og underminering af det kvindelige perspektiv samt de - og af en eller andenårsag persisterende - nedladende holdninger fra figurer som Sigmund Freud. Freuds syn på kvinders moral var forankret i sexisme og mangel på evnen til at pege kniven indad mod hans egne hypoteser (med citater som ”kvinde-menneskets psykologi er en gåde ... et mørkt og farligt kontinent ... for kvinder er niveauet for, hvad der er etisk normalt, anderledes end det er hos mænd ... kvinder viser mindre retfærdighedssans end mænd. De er mindre villige til at underkaste sig livets store krav...”). Gilligan stillede spørgsmålstegn ved, om pigers langsommere fremskridt på Kohlbergs skala og deres tilsyneladende forskellige tilgang til etik nødvendigvis indikerede lavere moralsk udvikling.
Gilligan bemærkede, at der blandt deltagerne i Kohlbergs studier var en overvægt af drenge, og at testadministratorerne udelukkende var mænd. Hun stillede spørgsmålstegn ved det mandedominerede perspektiv og spekulerede på, hvordan pigers svar på moralske dilemmaer egentlig adskilte sig fra drenges.
Derfor undersøgte Gilligan to interviews, et med en dreng ved navn Jake og et andet med en pige ved navn Amy, der begge fik stillet det samme moralske spørgsmål kendt som Heinz’ dilemma. I scenariet skal Heinz beslutte, om han er villig til at stjæle medicin - som han ellers ikke har råd til - for at redde sin dødeligt syge kone. Jakes svar understregede deduktiv moralsk logik og værdien af menneskeliv over materielle goder. Han så dilemmaet som et matematisk problem med mennesker og nåede en selvsikker konklusion i overensstemmelse med retfærdighed, hvilket Kohlbergs team beundrede og derfor ratede som post-konventionel (5-6/6). Amys svar fokuserede derimod på relationer og kontekst. Hun foreslog, at Heinz skulle prøve at låne penge eller finde ekstra arbejde, da Heinz ved tyveri løber en risiko for at blive fanget, samt at det ikke løser de underliggende systematiske problematikker. Amy så situationen som et narrativ om relationer over tid snarere end et matematisk dilemma her og nu. Hendes moralske regnskab tog hensyn til at bevare relationer og undgå skade. Men Kohlberg et al mænd, så dette - fejlagtigt – som konventionelmorale (3-4/6).
Det centrale punkt her er, at når man vurderer børns moralske udvikling ud fra et perspektiv, der i høj grad fokuserer på logisk deduktion og retfærdighed, har piger som Amy tendens til at score lavere sammenlignet med drenge på samme alder. Denne tilgang, der primært er baseret på et mandligt perspektiv, kan fejlagtigt betegne kvinder som moralsk svagere. Gilligan argumenterer derfor imod dette ensidige synspunkt. Hun antyder, atkvinder nærmer sig moralske dilemmaer med et andet perspektiv og mål, forankret i deres socialisering som omsorgspersoner.
Kvinder er historisk – og særligt i Gilligans tid - blevet socialiseret traditionelt til at prioritere omsorg, relationer og empati. Hun foreslår et andet spørgsmål: Hvad hvis vi opbyggede en etik omkring dette alternative perspektiv, centreret om omsorg? En omsorgsetik. Udviklingen af omsorgsetikken har mødt forsøg på at formindske dens betydning ved at betegne den som "kvindeetik" eller som et koncept, der kun er relevant for det private relationer. Man kan argumentere for at disse forsøg på at underminere omsorgsetikken har rødder både i sexisme og uvidenskabelig praksis (Freud & psykoanalysen), traditionelle etiske paradigmer (religion) og eksisterende priviligiebaserede magtstrukturer.
Hvad omsorgsetikken er blevet til, er et verdensperspektiv der søger at opretholde, udvikle og reparere vores verden for det bedre. Den indebærer vores kroppe, sind og miljø. Denne tilgang står i kontrast til retfærdighedscentreret etik, da omsorg fokuserer på opmærksomhed, tillid, respons på behov, narrative nuancer og pleje af omsorgsfulde relationer.
Selvom et afbalanceret syn på moral måske kræver både retfærdigheds- og omsorgsetiske-tilgange, udfordrer omsorgsetikken historisk forsømmelse og tilbyder en radikal kritik af traditionel moralsk subjektivitet.
Omsorgsetikken udfordrer den udbredte idé om, at den bedste måde at vurdere moral er gennem en linse af liberal individualisme og selvrealisering. Traditionelle etiske teorier som Kantiansk deontologi og Benthams utilitarismeskildrer den moralske beslutningstager som en rationel, autonom person. Underliggende for dette syn er antagelsen om eksistensen af et menneske uden relationer, et menneske der er fuldkomment uafhængigt af andre. En falsk præmis på niveau med den frie vilje.
Omsorgsetikken kritiserer denne falske præmis om individualisme og løfter sløret for hvad det egentlig er: Illusorisk fantasi.
Omsorgsetikken kritiserer ligeledes idéen om et uafhængigt subjekt og argumenterer for, at mennesker grundlæggende er en del af komplekse netværk af relationer, der former deres eksistens. Traditionel moralitet skildrer ofte individer som uafhængige enheder, der senere danner relationer for at støtte deres moralske projekter. Men ingen bliver født som uafhængige individer! Det ville være en selvmodsigende sætning. Mennesker fødes ind i relationer og er fuldstændigt afhængige af omsorgspersoner. Omsorg, der ofte overses i traditionelle moralske rammer, er grundlæggende og nødvendig for samfundet og individuel trivsel.
Enhver moralsk beslutning er afhængig af den omsorg og de relationer, der har defineret beslutningstagerens liv. Der findes ikke et uafhængigt subjekt, i stedet en moralsk aktør som ganske vist kan forsøge at handle så objektivt som muligt, men som er nødt til at erkende deres sammenknytning til verden.
Omsorgsetikken strækker sig ud over mellemmenneskelige relationer for at omfatte omsorg for miljøet og sociale institutioner. Den kan være nyttefuld for opretholdelse, reparation og vedligeholdelse af planeten. Særligt for tilgangen til klimakrisen. Det kræver dog en høj standard for den omsorgsetiske tilgang. Hvorfor Joan Tronto og Berenice Fisher har defineret fem nøgleegenskaber for omsorgsetikken: Opmærksomhed, Ansvar, Kompetence, Reaktionsevne og Mangfoldighed. Nøgleegenskaber der er for at anvende omsorgsetikken på forskellige aspekter på liv og samfund.
Særligt ansvars-egenskaben er aktuel i vores samtid, for det stiller spørgsmålstegn for den øgede tendens til individualistisk selvrealisering, uden at forholde sig til verden omkring en, og det ansvar man som verdensborger besidder for at bidrage til en bedre verden. Omsorgsetikken dikterer at hvis man villigt vælger ikke at være opmærksom på eller ignorere verdens problemer og ens ansvar for at bidrage til en bedre verden, jamen så er man et dårligt menneske. Det er ikke fordi du ikke må være ambitiøs eller laserfokuseret, heller ej at du ikke må have personlige mål, men hvis dit fokus og dine dagsmål primært drejer sig om dine personlige præstationer og din egen identitet, og det ligeledes kommer på bekostning af at ignorere problemerne i verden.. så er du altså et moralsk dårligt menneske!
(så ja, >95% af influencers på SoMe er forfærdelige mennesker)
Anvendelsen af omsorgsetikken på samfundsmæssige udfordringer som sikkerhedspolitik, uddannelse og miljøproblemer kræver en ændring i perspektiv. Et samfund forankret i pleje ville prioritere omsorgsroller, hvor værdien af at opfostre børn, uddanne borgere, imødekomme alles behov, opnå fred og beskytte miljøet betragtes som centralt. Denne paradigme udfordrer den konventionelle tilgang til problemløsning og taler for et kontekstuelt og relationelt syn, der tager højde for sammenhængen mellem udfordringer og individer.
Samlet set præsenterer omsorgsetikken et overbevisende alternativ til traditionelle moralske rammer, der opfordrer enkeltpersoner og samfund til at prioritere relationer, opmærksomhed og reaktionsevne i deres beslutningstagning. Ved at omfavne denne tilgang kan vi dyrke en mere medfølende og inkluderende forståelse af moral, der værdsætter empati, samarbejde og velbefindende for både mennesker og planet.
//Younes, MOK.red