A bloody job
Jeg har brugt hele min sommer i Gävle. Det lyder som en joke for danske ører, og jeg lover at det gør det også for svenske. Gävle ligger 2 timer nord for Stockholm, og er et sted hvor alle kender alle. I 4 år boede jeg 1 time syd for byen, i den markant større, mere moderne by Uppsala, og aldrig havde jeg været i Gävle før min mor flyttede dertil for et år siden. Så jeg lavede klassikeren og flyttede hjem til hende over sommeren for at tjene nogle penge, og hygge mig med hende. Størstedelen af min sommer blev tilbragt i komponentrummet, som ligger i Gävle hospitals kælder, og hvad laver man der? Ja, man fremstiller blodkomponenter fra doneret blod.
Det blod man donerer går ikke direkte til patienten. Det er spild at give en patient helblod, hvis de ikke har brug for alle komponenter, da de kan bruges til andet. Det betyder at blodets komponenter skal skilles ad efter det doneres. Der var 3 blodkomponenter jeg skulle fremstille: Erytrocytter, plasma og buffy coats (indeholder både leukocytter og platelets). Erytrocytter giver man fx ved større blodtab, eller under operationer. Plasma gives til patienter med alvorlige brandskader, det bruges også til lægemiddelfremstilling og er derfor en indtægtskilde for hospitalet. Leukocytter kan gives til patienter med immundefekter, bla.
Komponenterne skilles ad ved at det donerede blod centrifugeres, og derefter presses de ind i forskellige poser og behandles hver for sig. Poserne skal filtreres, kvalitet-kontrolleres, registreres og enten fryses eller i køleskabe. På større hospitaler er der maskiner der kan behandle poserne automatisk, men da Gävle hospital er et mindre hospital med færre ressourcer, betød det at meget af processen er manuel. Det var fedt at se at ikke hele laboratorie-verdenen er super cutting-edge og maskindrevet endnu, og at der stadig er en del håndværk involveret. Og selvom det ikke er så teknisk krævende, er komponent-fremstilling nok én af det mest væsentlige opgaver på laboratoriet, fordi det vil være et ret stort problem hvis der ikke er noget blod at give patienter. Så det lavede jeg fra kl 7.30- 15:30, tirsdag-fredag i 8 uger. Det er ikke et job som er direkte relevant til medicin-studierne, men jeg ser stor værdi i at prøve at arbejde i lidt forskellige dele af sundhedsvæsenet så at man forstår hvad der foregår bag kulisserne.
Jeg var så heldig at få lov til at være på blodprøvetagningen hver mandag, og lære den raffinerede kunst som er at tage at blodprøver. Det var ret nervepirrende til at starte med, da jeg selv er bange for nåle. Man lærer hurtigt, at det svære ved at tage blodprøver er ikke selve stikket, men alt det tekniske omkring det. Man skal have styr på hvilke rør bruges til hvilke analyser, hvordan man registrerer prøverne ordentligt, proceduren med sterilisering og med staseslangen (for meget stasningen kan forårsage hæmolyse, så bliver prøverne ubrugelige), og have styr på hvilke mediciner der påvirker hvilke prøver osv. Og selvom man gør alt rigtigt, kan det være så simpelt, at man ikke kan finde en åre at stikke i, eller der ikke kommer noget blod når man gør. Så snart man har mod til det, er det ikke så kompliceret at stikke en nål i en åre, fordi der er 1000 måder man kan fucke op på, der ikke har med stikket at gøre.
Jeg var blevet advaret om at man kan komme til at ryste når man er i gang med at lære at tage blodprøver. Det skete kun én gang for mig, når en ung pige kom ind med sin mor. Jeg fik hurtigt at vide at hun var meget bange for nåle, og fik endda sederende midler da hun var yngre når der skulle tages blodprøver fra hende. Ligesom mig… Jeg var meget fokuseret på at det skulle lykkes på første stik, så det hele kunne foregå så smertefrit som muligt. Imens jeg gjorde nålen klar prøvede moren at distrahere hendes datter med hyggesnak, men jeg kunne alligevel mærke pigens nervøsitet krybe som elektricitet på min hud. Så når der ikke kom noget blod i røret og pigen begyndte at tude, synkede den elektricitet ned gennem min huds overflade og jeg begyndte at ryste. Jeg prøvede at holde fast og slappe af i kroppen, men var tvunget til at bede en kollega om at tage over. Det er vigtigt at kunne genkende når man gør mere ondt end godt, og jeg har lært at følelsen af ubehag eller glæde omkring en patient påvirker ikke min arbejdsevne, men det gjorde empati for pigen.
Jeg blir ofte spurgt af familie og venner, hvis jeg har tænkt mig at blive boende i Danmark eller flytte tilbage til Sverige når jeg blir stor. Jeg svarer ærligt, at jeg ikke ved… måske ingen af delene. Disse 2 måneder væk fra KBH har gjort mig opmærksom på de små ting i hverdagen som jeg ikke lagde så meget mærke til før, og som jeg nu er blevet meget mere taknemlig over. Jeg har savnet cykelstier, og at vide hvor alt ligger i supermarkedet. At være gammel nok til at købe Tuborg, at føle at jeg ved hvilken vej jeg skal, og at få lov til at være anonym når jeg vil. Jeg havde ikke lagt mærke til hvor meget i mit hoved foregår på dansk, indtil jeg knap talte sproget i 2 måneder. Tja, som man siger på svensk, borta bra, men hemma bäst.
Af Kirsten//MOK. red
Årg. 57, Nr. 2