EU-p o l i t i k = s u nd he d s p o l i t i k ?

Vi står overfor et nyt europarlamentsvalg, og den 9. juni har du mulighed for at smide en seddel i stemmeurnerne. Måske er du allerede træt af de mange ansigter, der rundt omkring på byens lygtestolper fremstår mere eller mindre overbevisende. Eller måske er du blandt dem, der allerede har taget alle valgomaterne, skal til folkemødet og klimamarch. Uanset hvilken af de to lejre du befinder dig, er ikke dette en artikel der skal forsøge at overbevise dig om at EP-valget er vigtigt, eller hvilken kandidat du bør stemme på. Det er en artikel, der forsøger at tage hul på de blytunge ord ”sundhedspolitik i EU”, og hvorfor det bør spille en vigtigere rolle i det kommende valg. Mens danskere vægter sikkerhed og forsvar som nogle af de vigtigste sager i det kommende valg, er sundhed blandt de vigtigste sager for vælgerne i EUlande med dårligere sundhedsvæsen end os selv (eurobarometer, april 2024). Det overraskede mig, for jeg har i lighed med mange danskere, ikke nødvendigvis tænkt, at sundhedspolitik rimer på EU-politik. Som kommende læger, er de fleste af os nok nogenlunde interesserede i de sundhedsmæssige forhold herhjemme. Og hvis man er det, bør man også skænke EU’s sundhedspolitik en tanke, for EU har nemlig mere indflydelse på det danske sundhedsvæsen, end de fleste af os lige regner med. Den gængse opfattelse har traditionelt været, at sundhed er et område, der hører ind under den nationale suverænitet. EU har ikke skullet bestemme over ventetider, rettigheder og hospitaler. Den tid er delvis forbi. Ideen om en sundhedsunion har de seneste tiår bredt om sig - især efter coronapandemiens fokus på vaccinedistribuering, patentretligheder og kriseberedeskab. Det var først med indførelsen af Maastrichttraktaten i 1993, at sundhed blev et eksplicit ansvarsområde i EU. Her blev det besluttet, at EU skulle iværksætte tiltag for at fremme folkesundheden og forebygge epidemier og andre sundhedstrusler. I forlængelsen heraf blev Det Europeiske Lægemiddelsagentur (EMA) og Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) oprettet, samt retten til frit (!) sygehusvalg i Europa under visse betingelser. EFSA giver uafhængig videnskabelig rådgivning om fødevarerelaterede risici, overvåger fødevarebårne sygdomme og regulerer planteværn, brugen af tilsætningsstoffer, GMO og pesticider. Således er EFSA en institution, der har direkte indvirkning på både klima, miljø og folkesundhed. EMAs vigtigste opgave er at godkende og overvåge lægemidler i EU, og har dermed stor indflydelse på, hvilke lægemidler vi har adgang til og hvor sikre de er. Fordelene ved at have et centraliseret, europæisk lægemiddelorgan er blandt andet, at det sikrer en fælles database, der udover at give videnstung information om de enkelte lægemidler, også analyserer bivirkningsdata fra hele Europa. Selvom EMA er langt langsommere til at godkende nye lægemidler end andre internationale lægemiddelagenturer (læs USA), sænker en central godkendelse af lægemidler priserne på lægemidler i hele EU, og sparer tid og ressourcer for både lægemiddelproducenter og nationale myndigheder når nye præparater kommer på markedet. Fedt nok med neutrale institutioner fyldt med uafhængig viden, er det nemt at tænke. Selv de største EU-skeptikerne vil nødig stille sig kritiske til EMA, EFSA og sundhedshjælp på tværs af landegrænser. Men viden og lovgivning er også politisk betinget, og både EMA og EFSA kan kritiseres for at have interessekonflikter med industrien, og ikke mindst for at mangle gennemsigtighed i sine beslutningsprocesser. Især i forbindelse med krisetider, krig eller konflikt, skal der tages stilling til hvilket EU vi gerne vil have. Sundhedspolitik er nemlig også sikkerhedspolitik, der potentielt kan have store geopolitiske implikationer. Spørgsmålet om i hvor stor grad vi i Europa skal være selvforsynende, både når det gælder fødevarer og lægemidler, er et aktuelt spørgsmål, der burde have fyldt mere op til det kommende EP-valg. EU-p o l i t i k = s u nd he d s p o l i t i k ? *fortsættes på næste side 4 | R E D A K T I O N E L T I dag produceres bare halvparten af alle lægemidlerne som bruges i Europa, indenfor EU’s grænser. Den ringe selvforsyning gjorde sig især gældende under coronapandemien, da flere EU-lande, Danmark inkluderet, oplevede mangel på kritiske mediciner og medicinsk udstyr. Set med endda mere pessimistiske briller, kan EU’s afhængighed af import anvendes som krigsvåben. Spørgsmålet lyder altså, i hvor stor grad EU-lande skal være afhængige af at købe billige lægemidler fra lande som Indien og Kina, og om vi ikke som minimum bør producere gængse og kritiske lægemidler som insulin og antibiotika selv. På baggrund af de dyrekøbte erfaringerne fra coronapandemien, blev Myndigheden for Kriseberedskab og -indsats på Sundhedsområdet i EU (HERA) oprettet. HERA vil sikre, at der i tilfælde af en sundhedskrise bliver udviklet, fremstillet og distribueret lægemidler, vacciner og andre medicinske modforanstaltninger. At forsvaret mod fremtidig pandemier bedres, er for det meste et gode – så fremt man også tager de etiske implikasjoner af en centralisereret styresmagts beslutninger i betragtning. Her kan krav om coronapas, rejseregler og vaccinedistribuition nævnes, da de er eksempler på ingribende tiltag som havde stor indvirkning på enkeltmenneskets liv under coronapandemien. Som med al anden medicinsk behandling, skal de positive konsekvenser af sundhedstiltag være større end de negative - især når det gælder tiltag, der påvirker større befolkningsgrupper. Hvad der er postitive og negative konsekvenser af et sundhedstiltag, er dog et normativt spørgsmål, som skal sammenholdes med krisens alvorlighedsgrad. Hvad EU må og ikke må, er derfor en diskussion, der bør være så gennemsigtig og offentlig som mulig. Er den ikke det, risikerer vi ikke bare en ensartet vurdering af hvad der er bedst for folkesundheden i Europa, men også at tilliden til EU som styresmagt generelt forringes. Et andet spørgsmål i forbindelse med medicinalindutrien, der faktisk har fået lidt opmærksomhed i forbindelse med det kommende valg, er hvordan patentrettigheder påvirker tilgangen til mediciner for EU-borgerne. EU-Kommissionen fremlagde for nyligt et forslag om at nedsætte medicinalindustriens ret til databeskyttelse (patent) på medicin, fra otte til seks år. Tanken er at få billigere medicin ud til borgerne hurtigere, samt bedre markedsføringen og adgangen til de nyeste medikamentene i EU-lande med lav købekraft. Kritiske stemmer, især fra medicinalindustrien, peger på at en forkortelse af patentretighederne vil forringe konkurrencevilkårene og innovationen af nye lægemidler, eller at EU vil «regulere sig selv ihjel», som topchef i NOVO, Lars Fruergaard Jørgensen, har udtalt. Internationale markedskræfter vs protektionisme er en klassisk EU-debat. Som et alternativ til at overdrage produktionen af de væsentligste lægemidler til Europa, kan EU lave store fællesopkøb af mediciner, som derefter distribueres jævnt over de individuelle EU-lande. På den store skala vil dette bidrage til en sikrere forsyning af livsvigtig medicin, samt udjævne og sænke priserne - især når det gælder medicin rettet mod sjældne sygdomme, hvor den medicinske behandling kan være rigtig dyr for den enkelte borger. De seneste år har EU besluttet at iværksætte flere initiativer som skal bedre folkesundheden. Det har blandt andet drejet sig om lovgivning og retningslinjer rettet mod kræft, tobak og overvægt, samt uddelegering af midler til forskning. For at denne artikel ikke skal sprænge alle grænser for hvad en længere end lang tekst kan tillade sig, skal jeg lade vær med at gå mere dybden på de enkelte områder, til trods for at de har potentiale til lægge føringer for hvordan vores eget sundhedsvæsen skal drives. Jeg vil alligevel fremhæve vigtigheden af at lægge politisk pres på at EU financierer flagskipsforskning, eller grundforskning om man vil, som ingen af de individuelle lande har økonomi og ressourcer til at gøre selv. Oplagt i denne sammenhæng, er udviklingen af nye antimikrobielle lægemidler og tiltag mod antibiotikaresistens – et område, der i dag forsømmes av medicinalindustrien, fordi der ikke er ”profit nok” at hente. Spørgsmålet om, hvor meget EU må overstyre de enkelte landes varetagelse av den nationale sundhed presser sig med andre ord på. Denne tekst har kun rørt ved overfladen af nogle af de store, komplekse sundhedsmæssige problemstillinger som EU forholder sig til, men er skrevet med et håb om, at kunne lette en smule på sløret af det, der gemmer sig nede i det bureaukratiske dyb.