Det Filosofiske Hjørne: Det Spektakulære Samfund: Image over virkelighed

Den franske filosof Guy Debord (1931-1994) udgav i 1967 “The Society of the Spectacle” (“Det Spektakulære Samfund”), hvor han kritiserer udviklingen af samfundet i en retning, hvor vi bliver mere og mere besat af billeder, udseende, fremtoning og image, fremfor realiteter, ærlighed og virkelighed. På trods af at Debord udgav sit værk i en era før sociale medier, runger hans observationer et uhyggeligt selvforstærkende ekko i vores samtidige image-besatte kultur.

Til trods for at Debords bog er mere end 50 år gammelt, er værket med tilkomsten af sociale medier og stigende forbrugerkultur nemlig mere relevant end nogensinde før. Debords inspiration var i sin tid selvfølgelig ikke sociale medier eller andre nye fænomener i dag, selvom det virker til at ramme hovedet på sømmet. I stedet kommer det fra et revolutionært og “anti-establishment” kontekst som følge af efterkrigstidens altoverskyggende konsumerisme.

Med efterkrigstidens vedvarende fred og det økonomiske boom, fik de fleste sociale klasser pludselig adgang til en bred vifte af forbrugerprodukter bestående af biler, hvidevarer og elektronik, som de begyndte at fylde deres hjem med; helt pligtopfyldende.

Selv om den generelle stemning omkring denne udvikling var positiv, var det ikke alle der syntes dette var tilfældet. Debord var medgrundlægger af Internationale Situationniste (SI, Situationistisk Internationale) en politisk bevægelse med udgangspunkt i libertarisk marxisme (nej, det er ikke modsigende). Et af hovedbudskaber var at kapitalismen gennem udbredt og uhæmmet konsumerisme skaber en en selvforstærkende ond cyklus, hvor samfundet og dens deltagere får manipuleret deres tro på ‘meningen med livet’ og fremkalder en kedsomhed, sådan så livet kun tilfredsstilles gennem et uophørligt forbrug.

Ifølge SI fører konsumerismens skyklapper til at mennesker lever et monotont, kedeligt og meningsløst liv, da de overbevises til at trælle væk fra 8:00 til 16:00 hver dag for at tjene penge til chefer, virksomhedsejere og aktionærer. Konsumerismens skyklapper værende, en sofistikeret manipulation gennem reklamer og marketingsmetoder, der overbeviser folk om at de finder den mening og tilfredsstillelse de længes efter, ved at købe en ny bil, elektronik eller tøj.

- I stedet for at løsrive sig kapitalismens lænker.

SI’erne forsøgte at opfordre Paris’ unge til at skabe situationer af øjeblikke af sandhed og reelle oplevelser blandt hvad de så som en altomfattende konsumeristisk-løgn. Mange af disse situationer var små og personlige, som fx at gå en formålløs tur rundt I byen for at møde nye mennesker, se nye steder og opleve nye ting (der ikke er forbrugs-relateret).

På den måde er “The Society of the Spectacle” et manifesto, der ikke alene opfordrer os til at se og anerkende eksistensen af spektaklet, men også underminere det underliggende kapitalistiske system bag.

Det minder meget om Karl Marx’s ideal, og Debord er heller ikke bleg for at låne af Marx. I hans indledende sætninger skriver han: “I samfund, hvor de af moderne betingelser for produktionsmåde hersker, viser livet sig som en ophopning af spektakler” – hvilket er et nik til de indledende sætninger i Marx’s Das Kapital: “I samfund, hvor den kapitalistiske produktionsmåde hersker, viser rigdommen sig som en enorm ophopning af vare”.

Mens Debord betragtede Marx’s beskrivelse af kapitalismens og dens iboende behov for ulighed og disempowerment værende rigtigt, anerkendte han også at samfundet havde ændret sig i løbet af de 100 år, der var gået mellem Debord og Marx: “Kapitalismen havde resulteret I en overflod, tilstrækkelig til at løse udfordringerne ved overlevelse, men kun på sådan en måde, at det samme problem blev genskabt på et højere niveau”.

Hvad Debord mener med dette er, at de teknologiske udviklinger skabt gennem kapitalismen, har resulteret I at vores grundlæggende overlevelsesbehov nu løses ret nemt. Alligevel, I kapitalismens evige behov for at finde nye markeder og måder at tjene penge på, har kapitalismen blot redefineret hvad overlevelsesbehov indbefatter.

Det er ikke fordi Debord argumenterer for at vi skal stille os tilfredse med vand, mad og varme; eller at vi ikke skal have en fortsat teknologisk udvikling med nye og bedre forbrugerprodukter som fx smartphones. Det ville være at misforstå Debord.

Dit image er problemet

Den næste hovedpointe Debord fremlægger er langt mere interessant. Her argumenterer han for at kapitalismen er i gang med at bevæge sig fra at handle om “at have” til “at ligne” – at alle nu skal udlede status og mening gennem et image eller udseende.

Altså, at vores behov eller ønske om et nyt forbrugerprodukt (ny mobil, tøj, osv.) ikke kommer fra et funktionelt behov vi mangler, som vores indeværende forbrugerprodukter ikke opfylder, men rettere – bevidst eller underbevidst – fra et ønske og behov om at forbedre vores image og hvordan vi fremstår for andre.

Vi er opfordret og manipuleret af den sene kapitalisme, til at blive besat af image og udseende over alt andet. Dette står også tydeligt overalt i samfundet i dag, fra billboards og reklamesøjler i bybilledet til targeted-advertising og ‘influencere’ på de sociale medier. Ligeledes er vi ikke rigtigt soglt forbrugerprodukter baseret på produktets kunnen eller vores behov for det, men rettere hvilket image eller hvilken livsstil det afspejler. Et rigtig godt eksempel på dette er den status iPhones afspejler kontra enhver anden smartphone. Af samme grund er kendte og ‘influencere’ blevet de reklamesøjler de er: en genvej til det image, den afspejling eller status, som marketingfolk ønsker at vi skal forbinde med et bestemt produkt.

Debords analyse strækker sig også ud over forbrugerkulturen til vores politiske system, hvor poltikernes image og udseende i dag prioriteres over faktiske politiske budskaber.

Et godt eksempel er vores indeværende statsminister, som har en kureret instagram-profil hvor fx ligger billeder op ad makrelmadder og en masse kiksede selfies.

Hvilket på eksemplarisk vis viser hvordan spektaklet har bevæget sig ind I den digitale alder; med sociale medier der intensifiserer fokus på image og det overfladiske. Vores online personaer er kurerede til at fremhæve succes og glæde, og derved overskygge livets kompleksiteter og kampe. På den måde invardere spektaklet på en ny front vores sociale liv, og skaber ikke alene en toksisk forbrugerkultur (som bl.a. også er et af drivkrafterne for klimakrisen), men ødelægger også vores fællesskaber og selvværd.

Vi kan ikke pege fingre ad nogle for at have skabt og tvunget os ind I spektaklet, da vi alle deltager i det, og derved i hvis grad er medansvarlige i at opretholde det. Derfor er Debords “The Society of the Spectacle” en invitation til at kigge indad om hvorvidt vi er villige er til at sætte spørgsmålstegn ved denne moderne samfundstilstand: er vi så trygge og lykkeligt illusioneret i det liv vi lever under spektaklet? (som religiøse der benægter uigendrivelig evidens) – Eller er vi villige til at lave en Neo og tage den røde pille, for at slippe ud af spektaklets Matrix, for at gå ud og finde de oprigtige menneskelige oplevelser udenfor de digitale facader?

//Younes, MOK.red