Læserindhold: Man kan sgu da ikke være læge og have sygdomsangst – eller kan man?

Indsendt af Sophie, 8. semester

Jeg hedder Sophie, er hæmatolog-to-be, og lige nu nyder jeg livet i 8. semesters klinik på Hillerød Hospital. Jeg elsker at læse medicin – men det har jeg langt fra altid gjort. På et tidspunkt troede jeg, at det hele skulle slutte før jeg overhovedet havde stukket fødderne i de hvide træsko og påført mig kitlen. For jeg blev pludselig ramt af helbredsangst – og i dag ved jeg, at jeg langt fra er den eneste.

På 3. semester er jeg stresset. Jeg vil så gerne blive god til anatomi, men jeg har utroligt svært ved at huske insertionen af extensor hallucis longus (hedder det overhovedet det?) og jeg duer slet ikke til at læse 10 timer om dagen. Uanset hvor meget jeg læser, har jeg alligevel glemt det hele til SAU. I samme periode begynder jeg at få ondt i ryggen. Sådan nogle mærkelige ”jag” hen over scapula, som gradvist forværres, når jeg sidder på de ukomfortable skamler på tør studiesal og forsøger at huske navnet på strukturen ved ”blå blå perle”. Til en forelæsning nævnes den uhyre sjældne kræftform ”malign perifær nerveskedetumor”, som starter med diffuse jagende smerter. Kombinationen af studiestress, læren om sygdom og begyndelsen på dissektionskurset (som jeg personligt fandt ret voldsomt) er nok til at jeg pludselig bliver overbevist om, at smerterne fra scapula må være kræft. Jeg tager til lægen og forlanger at blive MR-scannet, men min læge er ikke bekymret over smerterne. Hun mener, at det formentligt skyldes at jeg er spændt som en flitsbue i hele kroppen pga. stress. Jeg er dog ikke overbevist, og tager kontinuerligt til lægen flere gange om ugen gennem 3. semester for at få samme besked igen og igen. Efter anatomieksamen er jeg så angst for kræft, at jeg må sygemeldes, da jeg hverken kan overskue at spise, sove eller se andre mennesker. Jeg beslutter mig for at få lavet en MR-scanning af ryggen i privat regi. Scanningen er helt og aldeles normal, men på det tidspunkt er jeg stadig så bange, at jeg får overbevist mig selv om, at radiologerne må have overset noget. Spiralen fortsætter og fortsætter, og jeg tror på det her tidspunkt aldrig, at den her alt-overskyggende dommedags-

følelse i kroppen vil forsvinde. Jeg håber ikke, at du, kære medstuderende, kan relatere til min historie. Men hvis du kan, så lover jeg dig, at du ikke er alene og at du nok skal få det godt igen.

Ingen helbredsangst er ens, men her var de ting, der personligt hjalp mig:

• Ræk ud efter hjælp, og tøv ikke med at gøre det! Snak med din egen læge, en psykolog, en psykiater eller en anden fagperson med forstand på området. Sygdomsangst vokser sig kun større, når man går med det alene. Eksponeringsterapi hos min psykolog var det, der gjorde det største udslag for at jeg fik det bedre.

• Snak med dine medstuderende! Det kan ikke være rigtigt, at så mange af os døjer med helbredsangst, og at der er så lidt fokus på det på studiet. Vi er hinandens største ressourcer, og det er essentielt at vi tør dele med hinanden, når studiet bringer os i svære situationer

• Tag stress seriøst! Vi går på et studie med en enorm arbejdsbelastning, for slet ikke at tale om de psykologisk belastende oplevelser, man kan få som medicinstuderende og læge. Husk altid, at dit mentale helbred altid skal gå forud for studiet – uanset hvad. Hvis du skal bruge en pause – så skal du bruge en pause. Det er ikke til diskussion

• Kom ud og arbejd med medicin i en klinisk hverdag. Jeg har læst i mine lærebøger, at hævede lymfeknuder ofte er lig med kræft. På mit arbejde hos en praktiserende læge kan jeg se, hvor uhyre sjældent det reelt er, at hævede lymfeknuder faktisk er kræft, og hvor ofte der egentlig er tale om en helt benign gang forkølelse.

I dag døjer jeg stort set ikke med helbredsangst. Engang i mellem kommer den krybende, når jeg konfronteres med særligt ubehagelige sygdomme på arbejde eller i klinik. Men jeg har fået hjælp til at kunne håndtere det. Helbredsangst er en invaliderende lidelse, som jeg ikke ville ønske for min værste fjende. Men jeg mærker også, at min erfaring med helbredsangst har gjort mig bedre til at sætte mig i mine patienters sted, og at jeg faktisk kan bruge mine egne oplevelser som en ressource i mit fremtidige lægeliv. Et fremtidigt lægeliv inde for hæmatologi, som rummer nogle af de mest alvorligt syge patienter, og som jeg i dag ikke er bange for at skulle arbejde med.

Vi skal blive bedre til at tale højt om helbredsangst på studiet. Vi udsættes for voldsomme oplevelser i form af læren om frygtelige sygdomme, dissektion og voldsomme oplevelser på studiejobs i den kliniske virkelighed, og der er ikke nogen, der kommer og tager os i hånden og spørger, om vi egentlig er okay med det hele. Derfor synes jeg at det er helt essentielt, at vi alle bidrager til at skabe et trygt rum blandt medicinstuderende, hvor der er plads til at tale om dét, at være bange.

At have sygdomsangst gør os ikke til dårligere læger – det er jo egentlig lige omvendt.

Kærligste hilsener,

Sophie, 8. semester