Det Filosofiske Hjørne: De Døde Filosoffers Klub

Mennesker er dødelige. No shit. Men det gør alligevel ondt på sjælen, når man mindes andre menneskers dødelighed. Særligt når det drejer sig om inspirerende mennesker, som har bidraget menneskeheden med fascinerende ideer, masser af kærlighed og ikke mindst kæmpet for en bedre verden. Fredag d. 19/4/24, sov Daniel Dennett (1942-2024) ind. Dennett var filosof og kognitionsforsker, og beskæftigede sig bl.a. med bevidsthedsforskning fra et evolutionærbiologisk perspektiv. Derudover var han en saglig religionskritiker, som gjorde det klart at moralske værdier er evolutionsbetingede og ikke har rødder fra almægtige fantasi-venner. Netop den sidste pointe, var han ikke den første til give udtryk for. Denne artikel handler nemlig heller ikke om Dennett, men i stedet om en af Dennetts filosofiske forgængere der i dag, d. 22/4, har 300 års fødselsdag: Immanuel ’OG’ Kant!

Kant (1724-for evigt i mit hjerte) var en filosof, der bredt anerkendes som et af oplysningstidens mest betydningsfulde tænkere og faderen til moderne filosofi og etik. Kant fortæller os at fornuften er kilden til moral og medmenneskelighed, hvorfor mennesker sagtens kan være gode og venlige, uden religioners ”gulerød’n’pisk” tilgang.

Kant blev født og levede det meste af hans liv i Königsberg (det nuværende Kaliningrad) i det gamle Preussen. Kant havde en beskeden opvækst og generelt et liv uden mange penge; men det holdt ham ikke fra at leve et lykkeligt liv uden store materielle behov.

Kants familie var meget religiøse og strikse. Til trods for at Kant selv var vokset ud af konventionelle religiøse overbevisninger, var han udmærket klar over hvor stor en rolle religion havde spillet for hans forældres evne til at cope med livets hårdheder og strabadser. Gennem det perspektiv fik Kant også øje for religions rolle i at skabe social sammenhængskraft og fællesskab.

I hans tekst ”Hvad er oplysning?” udgivet i 1784, slår Kant fast at den definerende egenskab ved oplysningstiden var det stigende sekulære verdenssyn. Kant bød den faldende tro på gud og religion velkommen, men blev af praktiske formål også alarmeret af selv samme – for Kant var pessimistisk ifht. menneskets natur og frygtede vores tilbøjelighed til korruption. Det var denne kombination, som fik ham skubbet ud i hans opus: at erstatte religiøse autoriteter med ’fornuftens autoritet’, udledt af menneskets intellekt. Kant anerkendte til trods for, at alle religioner tager fejl i hvordan verden hænger sammen, havde de taget fat i behovet for at fremme etisk adfærd, et fortsat eksisterende behov – med eller uden religion. Det var i denne kontekst at han kom op med den ide, et grundlæggende etisk princip, som Kant nok er mest berømt for: Det Kategoriske Imperativ.

Det Kategoriske Imperativ lyder: Handl kun efter den maksime (grundsætning), ved hvilken du samtidig kan ville, at den bliver almen lov.

Hvad Kant giver os med det kategoriske imperativ er altså ikke et bestemt regelsæt man skal følge, men rettere en måde at teste hvorvidt ens moralske overbevisninger eller handlinger, faktisk er moralske i fællesskaber og samfund. Det Kant beder os om at spørge os selv om er, at forestille os hvordan samfundet ville være, hvis vores moralske overbevisninger eller handlinger var generelle for samfundet og vi selv var dets offer.

Eksempelvis kunne det virke uskyldigt at stjæle et glas eller en kop med hjem fra kantinen, men hvordan ville kantinen se ud hvis alle gjorde det? Ligeledes, gælder det hvordan man omgås med hinanden i romantiske forhold eller venskaber; ville man fortsat have en affære eller lyve overfor sine venner, hvis det samme nødvendigvis blev tilfældet den anden vej rundt?

På den måde er det kategoriske imperativ designet til at tvinge os til at skubbe vores perspektiv, sådan at vi spejler vores eget møde med vores egen adfærd og værdier, derved anerkende begrænsningerne ved vores verdenssyn.

Et af Kants andre primære mål med det kategoriske imperativ, var at få os til altid at behandle medmennesker som mål i sig selv, og aldrig blot som midler til at opnå et mål.

Kants Intention med var her at erstatte det kristne næste kærlighedsbegreb. At behandle et menneske som et mål, betød for Kant, altid at have i mente at alle mennesker har deres eget liv med deres egen jagt på lykke og mening, hvorfor de, ligesom du, fortjener at blive behandlet retfærdigt.

For Kant var dette, det kategoriske imperativ menneskets egen rationelle stemme. Kant strakte også det kategoriske imperativ ud i politik og måden hvorpå samfund bør indrettes, og argumenterede for at stat bør arbejde for at kæmpe for frihed. Frihed, ikke i den fattige forstand hvori det handler om minimal stat, lav skat eller retten til at gøre lige hvad man lyster, men rettere en frihed der kommer af hjælpe samfundets borgere med at blive oplyste og sikre deres velvære, så de er frie til at leve et oplyst liv. Til det, kan også tilføjes Kants etiske formål: et ”bør” forudsætter et ”kan”. Hvis vi skal have et samfund hvor vi behandler hinanden på bedst vis, altså de ypperste moralske principper for os alle, kræver det vi at hjælper flest mulig til at kunne.

Kant tog sig i løbet af sit filosofiske virke til mere end blot pligtetik. Skønhed, særligt den der ses i naturen (herunder videnskaben / at forstå universet) og i kunsten, var for Kant også et vigtigt emne. Kant så skønhed og æstetik som et universelt værktøj til introspektion og inspiration, for at søge en smukkere og mere harmonisk verden end den vi har i dag.

I løbet af de seneste 300 år er vi hverken lykkes med at slippe af med religion, stoppe med at udnytte mennesker som middel for et mål eller begynde at fokusere hovedparten af vores energi på at udforske universets skønhed. Daniel Dennett brugte sit liv på Kants idealer. Måske, hvis vi alle sammen husker hinanden på Kant og hans ideer, kan vi nå dertil inden der går endnu 300 år.

Tak for alt du var Daniel Dennett. Stort tillykke med de 300 Immanuel Kant.