En eventyrfortælling…
Der var engang, en lille, søvnig by uden for London, hvor der aldrig skete noget der fik én til at vågne fra ens slummer. Her boede en lille, hvidhåret pige ved navnet Kirsten, i et guldkantet hus med hendes familie. Kirsten var en yndig og artig lille pige, der kun en sjældent gang i mellem kunne finde på at lave ballade.
En dag, der mindede om alle de andre, tog lille Kirsten hjem til sin bedste veninde for at lege på hendes trampolin, fordi de kunne hun godt lide. Men efter noget tid begyndte de to små piger at kede sig, så de bestemte sig for at snige sig ind i storebrorens værelse. De havde mange gange fået skældud af storebroren, da de prøvede at lege inde på hans værelse - og det var lige det der gjorde det så underholdende, fordi det er altid sjovere at gøre det man ikke må.
De to små piger gik på listefødder over tærsklen til storebrorens værelse, og noget i lille Kirsten dragede hende til CD-spilleren. Hun lagde ikke mærke til at hun trådte på svedigt, klistret, teenage-tøj, og gik hen til anlægget og trykkede på “Play”. Ud af højtalerne kom et lyd, lille Kirsten aldrig havde hørt før, noget der hed “Rap”. Lille Kirsten blev blæst bagover ved den afroamerikanske intonation og energi, som hun aldrig havde hørt i det cambridgeshire-dialekt, hun ellers var vant til.
Den dag var der noget der vågnede dybt inde i Kirsten. Hun klippede sit hår kort, begyndte at gå rundt med en kasket med billeder af kranier på, og hun fik overtalt hendes forældre til at købe hende et skateboard. Den dag fik hun en kærlighed til det engelske-sprog, der levede videre resten af hendes liv. Årene gik, og en dag var lille Kirsten ikke så lille længere. Kirsten og hendes familie var flyttet til en by ved navn København, som kun sov i de allre mørkeste nattetimer. Hendes hvide hår var blevet messing-farvet, og nu var det ikke kun en gang imellem, at hun kunne finde på at lave ballade. Kirsten havde nemlig fundet en ny bedste veninde, som kun kunne lide at gøre ting man ikke måtte. Og det kunne Kirsten godt lide… nogle gange.
Kirsten havde fundet veninden til en fest, eller nærmere, da veninden havde trådt over tærsklen ind i stuen hvor Kirsten var, troede Kirsten, at en engel var gledet ned fra himlen. Kirsten og hendes nye bedste veninde brugte alt deres tid sammen, sådan gør man, når man finder nogen man er tryg ved. Veninden kunne også godt lide rap og hiphop, og modsat Kirsten havde hun blevet ved med at skateboarde. Men ikke alt er skabt for at vare forevigt, ikke engang venskaber.
Tiden kom og tiden gik, så var Kirsten blevet stor. Håret var nu en slags leverpostej-farve, og hun sover dybt når solen går ned. Nu har hun ikke brug for at finde på ballade for at få tiden til at gå, fordi hun har lært at det er så meget godt, der er værd at gøre. Og når fortiden kalder, har hun ikke brug for at omfavne det igen.
Af Kirsten, MOK.red
Årg 57, Nr. 21