Vores Waterloo
Nu rammer vores Waterloo. Verdensordenen ændrer sig igen. Jeg har prøvet at skrive denne artikel i en del uger nu, men hver dag oppustes nye overskrifter med dystre opdateringer og tvetydige beskeder. Det er næsten umuligt at lave en sammenfatning af det hele, men jeg skal prøve.
USA forlod Afghanistan i 2021, og Taliban overtog styret - igen. I 2022 invaderedes Ukraine af Rusland - igen. Sverige og Finland ansøgte om at komme med i NATO. I 2023 blomstrede Israel/Palæstina konflikten op - igen. Marts 2024, Sverige bliver medlem i NATO. Konflikten i Israel eskalerer, og de angreb Lebanon - igen. I slut 2024 vinder Trump præsidentvalget - igen. Spændinger i Østersøen - igen. Nu er det 2025, og Grønland står på overskrifterne verden over, fordi Trump har - igen - udtrykt ønsket om at gøre øen en del af USA. Våbenhvile mellem Israel og Palæstina - igen. NATO skal øge tilstedeværelsen i Østersøen. Verden opruster - igen. Igen, igen og igen og endnu en gang.
”At waterloo, Napoleon did surrender
Oh yeah,
And I have met my destiny in quite a similar way,
The history book on the shelf,
is always repeating itself”
Ideen for denne artikel kom nytårsaften da vi lavede et musikquiz. Quizzen gik ud på, at hver sang repræsenterede en begivenhed i 2024 i kronologisk rækkefølge, man skulle så gætte hvilken sang der blev spillet og hvilken begivenhed den refererede til. Når tredje sang viste sig at være Waterloo af ABBA var der ingen tvivl om, hvad det hentød til - Sveriges optag i NATO i marts måned sidste år. Vi var tre svenskere i selskabet den aften, og jeg kunne godt mærke at de tænkte det samme som mig. Dagen Sverige ansøgte om NATO medlemskab, føltes det som om noget vigtigt blev dræbt, og dagen Sverige kom ind i NATO føltes som begravelsen. For Danmark er NATO endnu et fællesskab, der giver os tryghed. For Sverige repræsenterer medlemskabet et tab af national identitet. 209 år af alliancefrihed blev smidt i vasken på 3 måneder. I virkeligheden er det ikke så simpelt, men beslutningen reflekterede en verdenssituation, som kun er blevet mere bekymrende.
“Waterloo,
I was defeated, you won the war
Waterloo,
Promise to love you forevermore
Waterloo,
Couldn’t escape if I wanted to
Waterloo,
Knowing my fate is to be with you”
Verden opruster - for at bevare fred. Det sagde Mette Frederiksen i hendes nytårstale, at vi skal i Danmark. Der skal investeres rigeligt i forsvaret fra nu af, men Danmark har hverken naturressourcerne, industrien eller en befolkning stor nok til at klare at forsvare os selv. Derfor er vi dybt afhængige af de alliancer vi indgår i. Før hang verden sammen på den måde, at handel og samarbejde mellem demokratier mindskede risikoen for konflikt. Nu hvor allierede kan true hinanden med told-afgifter og militærmagt, er den verdensorden ikke gældende længere. I stedet er der fokus på magt og sikkerhed, og derfor bliver flere lande nødt til at indgå i nye aftaler og alliancer. Oprustning under en konflikt kan virke provokerende, selv hvis hensigten er at bevare fred og forhindre krig. Én af Putins begrundelser for at invadere Ukraine i 2022 var, at han mente, at NATO var blevet for udbredt, særligt hos de tidligere sovjetiske lande, og det var en trussel imod Ruslands sikkerhed. Vi kan håbe at vores oprustning får det ønskede effekt, at virke afskrækkende - men det kan ligeså godt blive en begrundelse for angreb.
“My, my
I tried to hold you back, but you were stronger
Oh, yeah
And now it seems my only chance is giving up the fight
And how could I ever refuse
I feel like I win when I lose”
Når man taler om verdensordenen, er det umuligt at undlade at nævne USA. Landet etablerede sig selv som en supermagt efter anden verdenskrig, og har påtaget sig rollen som verdens politimand. Det er indgraveret i landets selvforståelse, at de er forkæmpere for den frie og lige verden. Siden Trump kom på den politiske bane, har han bragt en hvirvelvind af forvirring og forandring med sig. Efter hans genvalg har han igen debuteret endnu en dybt kaotisk forestilling, hvor målet med første akt er at skabe så stor en chok faktor som muligt. Logikken bag mange af de beslutninger, der bliver taget, virker så urytmisk, at det næsten er imponerende.
Trumps taktik er at spille på nationalisme og populisme. Nu hvor det er lykkedes at komme ind i the oval office igen, er det vigtigt, fra et PR standpunkt, at Trump virker handlekraftig. Vi ser at en del af de beslutninger der bliver taget, er mere symbolske, som fx at omdøbe “the gulf of Mexico” til “the gulf of America”. Man skal også huske at måden den amerikanske regering er opbygget, er meget anderledes end det vi kender her i Danmark. For at Trump skal kunne få lovforslag og politik igennem, skal det godkendes af kongressen, som republikanerne har magten over lige nu. Til det næste kongresvalg i 2026, er det muligt at demokraterne vinder majoriteten, hvilket betyder at Trump kun kan regne med de næste 2 år for at få hans politik igennem - det betyder at det skal gå stærkt.
Et andet eksempel af en mere symbolsk gerning er hans udtalen om, at han ønsker at alle NATO lande hæver deres forsvars udgifter til 5% af deres BNP, fra de 2% man er blevet enig om. Flere lande som Tyskland, Spanien og Kroatien bruger ikke engang de 2% af deres BNP på forsvar endnu, og USA bruger selv kun ca. 3.4%. Det er åbenlyst at et mål på 5% er dybt urealistisk for de allerfleste medlemmer i NATO, i hvert fald i den nærmeste fremtid - så hvad mener Trump egentlig med det udsagn? Udtalelsen er ment som en opfordring til NATO-landene, at de skal styrke deres forsvar og forberede sig til fremtiden. For den amerikanske befolkning, er der andre konflikter i verden, der er mere presserende end den der foregår i Europa - såsom Israel/Palæstina konflikten - hvilket også er en af de få emner Republikanerne og Demokraterne er enige om hvordan skal håndteres. For Trump, er Kina den største trussel økonomisk og teknologisk. USA’s prioriteringer ≠ Europas.
“Waterloo
I was defeated, you won the war
Waterloo
Promise to love you forevermore”
Nordens forsvar har i mange år været splittet pga Sverige og Finlands alliancefrihed - først nu kan det reelle samarbejde begynde. Udover sikkerhed i østersøen, er Grønland et af de største emner i det nordiske forsvar. Landet er en utrolig vigtig brik i spillet, som er kun blevet mere værdifuld siden Trumps udtalelser om USA’s sikkerhedsmæssige behov for landet. Grønland har et ønske om selvstændighed, ikke om at skifte ejere. Det er et meget ambitiøst mål for et land med så lille en befolkning, og som stadig er så afhængig af dets forrige kolonimagt for økonomi og forsvar. Grønlændere er ikke omfattet af den danske værnepligt, men har ikke sit eget forsvar. I et samarbejde med Danmarks forsvar og grønlandske myndigheder har man i 2024 startet “Arktisk basisuddannelse” - en slags værnepligt, tilpasset Grønland og Arktis. Det er et støttende skridt i arbejdet om Grønlandsk selvstændighed,
Den nuværende situation omkring Grønland handler dog om mere end deres selvstændighed, eller USA’s forsvar interesser. Trumps interesse i Grønland ændrer flere dynamikker. Før har det været i Ruslands interesse at rigsfællesskabet opløses - svagere samarbejde mellem de nordiske lande vil være en fordel for Putin. Nu hvor Trump virker mere seriøs om sit ønske om Grønland, tvinges Rusland at ændre prioriteringer - helt pludselig er det i deres interesse at rigsfællesskabet bevares, da USA er en mere intimiderende modstandere end Danmark. De spændinger der er opstået mellem Danmark og USA har fået Europas ledere til at dirre med nervøsitet. Det er det et rigtig positivt udfald at den generelle attitude er, at Europa står sammen - det gør os stærkere og sikrere.
“Waterloo
Couldn't escape if I wanted to
Waterloo
Knowing my fate is to be with you”
Den seneste tid har gjort det tydeligt, hvor afhængig verdensordenen er af USA. Supermagten mindsker dens greb over verden, ved at mindske humanitær og militær støtte til forskellige lande (Trump har bla. trukket sig ud af Paris aftalen og vil fjerne økonomisk støtte til WHO). Trump gør USA’s relationer og samarbejde med andre dele af verden svagere. Før har vi kunne stole på at USA tog en meget stor del af ansvaret for verdenssituationen, og det har Europa generelt fået meget ud af. Nu vælger vi at styrke NATO i Europa, så at vores afhængighed af USA formindskes. Man kan diskutere, om det er en god eller dårlig ting, men pointen er at det ændrer magtstrukturen der har været til stede i 80 år. Det der vækker undren er, hvis et land har ageret som verdens politimand i så lang tid, og har været ansvarlig for at skabe den verden vi kender, er det ikke deres ansvar at vedligeholde den når den er ustabil? Det synes Trump ikke.
Dengang i 1815, hvor Napoleons imperialistiske kampagne faldt for sidste gang, markerede slaget ved Waterloo konklusionen på en æra af krig og ustabilitet i Europa. Vores Waterloo, som vi står overfor nu, har måske mere til fælles med ABBA sangen: det symboliserer en begyndelse, efter en lang optakt. Verden skal tage stilling til hvordan man har lyst til, at fremtiden skal se ud. Vælger vi at gå til højre eller venstre? Op eller ned? Vi kan aldrig vende tilbage efter det første skridt. Hold i tankerne at denne artikel er min egen analyse af verdens tilstand - den er simplificeret. Jeg er bekymret for fremtiden, og prøver at finde svar på ting, der ikke rigtig kan svares på. Frygten for at krig rykker tættere på mine hjemlande, gror i mig. Tænk at engang troede jeg, der aldrig ville være krig i Europa, så længe jeg levede… Nu tror jeg, at den dag jeg er færdiguddannet, vil jeg ikke skulle rejse særlig langt, for at finde en krigszone at arbejde i.
“So how could I ever refuse
I feel like I win when I lose
Waterloo
Couldn’t escape if I wanted to
Waterloo
Knowing my fate is to be with you
Wa-Wa-Wa-Wa-Waterloo
Finally facing my Waterloo”
Af Kirsten//MOK. red
årg 57, Nr. 18