Dr. Jesus og cheflæge Muhammed har din ryg - Religionens plads i medicin

Alt bliver lidt forhastet, når man skal til eksamen. Selvom jeg var i god tid, havde jeg trampet så hårdt i pedalerne, at sved var begyndt at løbe ned ad min ryg. Januars rå morgenkulde havde limet sig fast til mine kinder, og de brændte, da jeg trådte ind i eksamensbygningen på KUA. Jeg skulle bare finde min plads, fylde mit vand op, og få sat en pause for tankestrømmen før eksamenen starter. Mine raske skridt opad trappen blev afbrudt, da noget fangede mit øje - tre drenge stod i bunden af trappeopgangen, drejet skråt mod væggen og med hovedene bukket. Det tog mig et par sekunder at indse, at de bad mod Mekka. Under alt det ekko og larm, der hænger sammen med nervøsiteten før en eksamen, kunne de finde et stille minut. Man kan se ironien i at be til Gud før en eksamen, men jeg kan også se, at det skaber tryghed, at vende sig mod noget større end en selv og tage det større perspektiv i betragtning. Jeg håber, at de også fandt ro før eksamen.

Religions plads i medicin har det til fælles med selve tanken om Gud, at mange tror, det ikke eksisterer. Og det passer, at ens religiøse overbevisninger ikke skal involveres i kliniske beslutninger. Det som er så spændende ved medicinfaget er, at det er indkapslet af et humanistisk aspekt, hvilket indebærer, at man kommer til at støde på religion og tro i et eller andet omfang hos patienter eller kollegaer. Derfor skal der alligevel tages stilling til religion, og hvor den hører hjemme i sundhedsvæsenet.

Historisk set har religion sat sit præg på medicinsk praksis, men man skal ikke undervurdere, hvor stor en betydning medicin har haft i religion. På tværs af verdensreligioner, har evnen til at helbrede altid blevet set som noget helligt og overnaturligt. I det nye testamente er helbredelse ved åndelig intervention grundlæggende for Jesus’ guddommelige status. Ifølge islam, har Allah ikke har skabt en sygdom, som han ikke også har skabt kuren for (Sahih Al-Bukhari, bog nr. 71, Hadith 582), hvilket spiller ind i den islamiske forståelse af Gud som et retfærdigt væsen. Dette kan også være et fint eksempel på, hvordan nogen kan finde inspiration for deres forskning, i deres tro. Samfundet/religioner har haft en tendens til at koble sundhed og sygdom til menneskets åndelige trivsel, så det er forståeligt at broen mellem de to ting stadig eksisterer for mange. Men man kan undre sig over, hvordan den bro ikke har faldet for alle videnskabsfolk?

En eftermiddag på biblioteket, stødte jeg på bogen “Tro og videnskab” (2019). Bogen er skrevet i samarbejde mellem en række forskere, som er troende kristne. De diskuterer samspillet mellem deres tro og fag. Bogen dykker ned i, hvad det vil sige at lade sin tro inspirere og guide én, i sit hjørne af den videnskabelige verden.

Bogen beskriver NOMA-modellen (Non-overlapping Magistrae), fastlagt af palæntologen Stephen Jay Goulds i 1997. Den bygger på idéen om, at religion og naturvidenskab beskæftiger sig med forskellige domæner af tilværelsen, og derfor ikke rigtig kan komme i konflikt med hinanden. De to ting har forskellige intentioner: Videnskaben stræber efter at beskrive, hvordan verden hænger sammen. Religion og tro prøver at vise vej for, hvordan man skal interagere med verden. Videnskaben har grænser for, hvilke emner den kan beskæftige sig med, og den videnskabelige metode er ubrugelig, når der er tale om spørgsmål, der ikke nogensinde kan have et endegyldigt svar: Findes der en Gud? Hvad er meningen med livet? Hvad gør én til et godt menneske? Det er her, hvor religionen kan få lov til at træde ind. Der hvor det hele går galt, er når den ene bruges til at retfærdiggøre og forklare den anden.

Når det hele går galt

I november 2024 udkom dokumentaren “Gud er din læge” på TV2 play. Den følger to søskendes undersøgelse af, hvorfor deres mor begik selvmord året før. En kort sammenfatning af casen; en 68 årig kvinde uden en historik for psykiske lidelser, udviser depressiv og psykotisk adfærd over en længere periode. Hun bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling i en måneds tid, hvor hun tilbringer en del af tiden i en åben afdeling. Der får kvinden kontakt med medlemmer af en frikirke, som besøger hende, og foretager en dæmonuddrivelse på hende - inde på afdelingen.

Det er der rigtig meget galt med. Kvinden bliver beskrevet af hendes børn som almindelig kultur kristen, og at hendes tanker om at være besat af en dæmon, er opstået i forbindelse med hendes psykiske lidelse. At en dæmonuddrivelse er foregået på en psykiatrisk afdeling, hvor sårbare mennesker er indlagt, er uacceptabelt. Poul Videbech, som er professor i psykiatri, kommenterede på dokumentaren, og lavede den observation, at episoden kunne virke bekræftende for patientens vrangforestillinger, og have forværret hendes tilstand.

I forbindelse med sagen, har den involverede region udtalt sig og sagt, at patienter har ret til besøg, og hvis personalet vurderer, at nogle særlige besøgende har en negativ effekt på patienten, vil det blive sat i fokus. Det gælder også, at man har religionsfrihed i Danmark, og individet har ret til selvbestemmelse på den front, indlagt eller ej. Så hvor tegner man grænsen? Hvor meget frihed må man berøve et andet menneske? Sundhedspersonalet er ansvarlig for patienters velvære, og i dette tilfælde, hvor medlemmer af en frikirke har haft muligheden for at dyrke ikke-evidens baseret behandlinger på en psykisk sårbar patient, har de ikke lykkes med den opgave. Situationen kan være et tegn på manglende ressourcer hos afdelingen, eller bare psykiatrien i det hele taget. Begrænsningen af patienters frihed er i dag et stort fokus i psykiatrien, da der før har opstået mange grove og uetiske omstændigheder for patienter. Derfor er det også en svær overvejelse for ansatte i sundhedsvæsenet at lave; hvor meget må man begrænse en patient, før begrænsningen selv er skadelig?

Kvinden var indlagt i en måneds tid, og bevarede kontakt til frikirken. Blandt andet rådede de hende til at holde op med at dyrke yoga, og at have kristen musik konstant kørende i baggrunden - alt for afværge satan. Kort efter hendes udskrivelse, beder hun en af sine tidligere læger om at lave et hjemmebesøg. Det viser sig, at lægen også er præst i en pinsekirke, hvor der dyrkes tungetale, exorcismer og heling ved håndpålæggelse. Besøget er i forbindelse med deres præstegerning, ikke som læge, og sammen med to medlemmer af deres menighed, har de en sjælesorgssamtale med hende.

Her er en grænse blevet overtrådt fra lægens side. Der er en tydelig interessekonflikt ift. den omtalte kvinde. På den ene side er hun en patient, som de skal sørge for får den omsorg, hun har brug for, og på den anden side er hun et potentiel nyt medlem af menigheden. Lægen anerkender efterhånden, at det var forkert at agere som kvindens præst så kort tid efter hendes indlæggelse, og at de burde have henvist hende til en anden præst. Autoriteten lægen er i besiddelse af, risikerer at blive udnyttet i en sådan konstellation, og der opstår samme problemstilling som før; at kvindens vrangforestillinger kan bekræftes af, at de accepteres i en sundhedsfaglig kontekst.

Jeg synes, at dokumentaren appellerer til nem underholdning hos mennesker, der allerede er indstillet på at fordømme religion i dets helhed. TV2 har ikke været kritisk nok omkring deres egne undersøgelsesmetoder, og vælger at fremprovokere de hændelser, de ønskede at udstille. Der var slet ikke tale om at belyse forskellige perspektiver eller objektivitet. Dokumentaren skulle virke som en exposé, men udfra noget der slet ikke var hemmeligt. Jeg mener, at det er useriøs journalistik, og anbefaler ikke dokumentaren - alligevel er jeg glad for, at den kunne vække nogle tanker og overvejelser hos mig.

De fleste læger og sygeplejersker har det ikke svært med at skelne mellem religion og deres arbejde. Hos mange troende, stammer deres moral og etiske sans fra den religion, de er tilhængere af, og det kan man ikke bare forlade derhjemme, når man tager på arbejde. Personligt, abonnerer jeg til en sekulær etik, som er grundet i ideen om almen fornuft og empati for andre, og jeg tror at den generelle holdning til, hvad der er rigtigt og forkert, ville have opstået i vores samfund, på trods af kristendom eller nogen anden religion. Som læge møder man mennesker fra alle samfundets lag og det er vigtigt at kunne indgå i dialog med patienter om eksistentielle spørgsmål, hvis de har behov for det. Det er en evne, der kræver indre refleksion og øvelse.

Af Kirsten, MOK. red

Årg 57, Nr. 22