Hormonel prævention - modsat kvindekamp?

Som 21-årig følte jeg allerede at jeg var sent ude. De fleste af mine veninder var allerede erfarne brugere af det som nærmest er blevet en obligatorisk del af unge kvinders liv, nemlig hormonel prævention. Faktisk er det så udbredt, også blandt kvinder uden fast partner, at det næsten føles lidt pinligt at sige, at man ”bare” bruger kondom. Usexet eller ej, kondomet kan man jo også godt blive lidt træt af i længden. Mit valg faldt omsider på sundhedsanbefalingernes førstevalg, hormonspiralen. Listen over bivirkninger syntes ikke så lang. Nogle uger med smerter og konstante blødninger kunne jeg godt ofre. Men hvis mine google-søgninger, lægen der udskrev recepten eller gynækologen der satte spiralen ind, havde fortalt mig at hormonprævention øger risikoen for at udvikle depression markant, ville jeg nok have valgt anderledes.

Hormonel prævention domineres især af progesteron, et hormon som er kendt for at have nedsættende virkning på humøret. Et omfattende dansk studie1 fra 2016 viser, at unge kvinder har op til 80 procent forøget risiko for at udvikle en klinisk depression efter opstart på hormonelle præventionsformer. Ikke mindre skræmmende er det, at andelen af selvmordsforsøg i denne gruppe er væsentligt højere end hos gennemsnittet. Selv om de fleste ikke ender med diagnosen depression, og selvmord er noget, der hører sjældenheden til, forventer forskerne bag studiet et markant mørketal af kvinder, der oplever generel nedstemstemthed som følge af p-piller, p-stav, p-ring eller hormonspiral. Af de nævnte, er det hormonspiralen som indeholder den mindste mængde hormoner, og mange vil nok som mig fejlagtigt tænke, at den derfor giver færrest bivirkninger. Det er ikke nødvendigvis tilfældet. Hormonspiralen – som de seneste år er blevet voldsomt populær – er blandt de præventionsformer som øger risikoen for depression mest.

Hormonel prævention påvirker altså ikke bare kønshormonerne, men også neurobiologiske systemer i hjernen. Det er blandt andet vist, at kvinder på p-piller er mindre sensitive overfor signalstoffet serotonin2, et stof som ikke bare påvirker humøret, men også hjernens belønningssystem. Får man mindre belønning for det man gør, er den naturlige konsekvens at motivationen daler og vedholdenheden skrumper. Endvidere undertrykker p-piller produktionen af østrogen, hvilket leder til kronisk lave niveauer af stresshormonet cortisol. Det kan lede til slappere biologisk stressrespons, og følgelig dårligere håndtering af de mange stressfaktorer vi til enhver tid bliver udsat for. Mere velkendte bivirkninger, som nedsat seksuallyst, brystspændinger og hovedpine, ser ud til at være ”acceptable” blandt mine jævnaldrende. For hvem har vel behov for faktisk at have lyst til at have sex med sin partner, så længe man undgår graviditeter og kan leve op til forventningerne om den ansvarsfulde og tilpasningsdygtige kvinde, som med den største selvfølge går på hormonel prævention?

Værre bliver det, hvis man ikke oplever den samme glæde ved at være sammen med sin partner – eller med sit barn, for den sags skyld. Hormonel prævention påvirker ikke bare kvinders følelsesmæssige og kognitive liv - det kan også gribe ind i det sociale. Nyere forskning antyder, at p-piller kan give et kronisk forhøjet niveau af hormonet oxytocin3, også kendt som kærlighedshormonet. Umiddelbart lyder dette positivt, men gør i praksis at man bliver mindre følsom for de naturlige oxytocin-udbrud, der udløses af for eksempel orgasme og amning. Sagt på en anden måde, vil man på p-piller kunne opleve, at den umiddelbare glæde man oplever i sociale situationer, er vanskeligere at fremkalde.

I et kulturhistorisk perspektiv har p-pillernes indtog i 60 ́erne haft uvurderlig betydning for kvinders muligheder og ligestilling. Og i en tid, hvor både USA og EU-lande indskrænker kvinders reproduktive rettigheder, skal den seksuelle frihed aldrig tages for givet. Men frihed er ikke bare at have mulighed for, at træffe et valg – det forudsætter muligheden for at træffe et informeret valg.

Som følge af at hormonel prævention nærmest er blevet synonymt med kvindefrigørelse, er det også blevet ”fredet” for kritik. Knapt nok på medicinstudiet bliver vi undervist i, at også hormonspiraler og minipiller også kan virke ind på vores mentale helbred, og ikke bare lokalt i æggestokkene. Heller ikke de ledende sundhedsfaglige websites, som Sex og samfund og Sexlinien, nævner risikoen i mere end en bisætning. Det største ansvar ligger dog på lægemiddelindustrien, som nok helst bare vil levere de positive budskaber, når næsten halvdelen af de danske kvinder bruger en form for hormonel prævention.

Kvinder bør i langt højere grad oplyses om, at hormonel prævention i sig selv ikke er farligt, men at det kan medføre omfattende bivirkninger der gør, at det ikke er det værd for enhver pris. Hvis informationen var mere tilgængelig, kunne jeg måske have sluppet for de uger hvor jeg græd af alt og ingenting, ikke kunne overskue andet end at blive liggende i min seng, og til slut blev nødt til at google ”spiral depression” for at finde årsagssammenhængen. Ikke mindst håber jeg, at mine yngre medsøstre som et minimum skal blive oplyst om de potentielle psykiske bivirkninger af hormonel prævention når de får udskrevet sine første recepter.

I dag får teenagepiger udskrevet recepter på hormonel prævention som om det var slik, til trods for at det er de helt unge kvinder som har den største psykiske sårbarhed for ændringer i hormonniveauerne. Det er et gode at tilgangen til prævention er god, men tanken om at teenagere, som endnu ikke har lært sit post-pubertale jeg at kende, skal risikere nedtrykthed og psykiske plager unødigt, er bekymrende. Det betyder selvfølgelig ikke, at de unge ikke skal bruge prævention. Men det bør blive mere reglen end undtagelsen, at kondomet er førstevalget til kvinder uden fast partner. I kraft af at være fuldstændigt frit for bivirkninger, er det måske det, der er mest sexet i sidste ende.

1 Skovlund CW, Mørch LS, Kessing LV, Lidegaard Ø. Association of Hormonal Contraception With Depression. JAMA Psychiatry. 2016;73(11):1154–1162. doi:10.1001/jamapsychiatry.2016.2387

2 Larsen, S. V., et. al. (2020). Oral contraceptives and the serotonin 4 receptor: a molecular brain imaging study in healthy women. Acta Psychiatrica Scandinavica, 142(4), 294-306. https://doi.org/10.1111/acps.13211 3 3 Garforth, B., et al. Elevated plasma oxytocin levels and higher satisfaction with life in young oral contraceptive users. Sci Rep 10, 8208 (2020). https://doi.org/10.1038/s41598-020-64528-w