DET FILOSOFISKE HJØRNE: ”Fuck, vi er fucked”

- står der med pink graffiti, på en grå væg ved krydset mellem Elmegade og Birkegade. Mørket fortæller, at klokken er alt for mange, og jeg står med hende under det bløde lys fra Elmegade’s julepynt. Efter et længere dybtfølt kram, giver vi begge slip og kigger hinanden i øjnene. Der har været knas i den, den sidste uges tid, og vi har egentlig ikke datet særlig længe. Skal vores veje skilles eller giver vi det en chance til? Det skal vi til at finde ud af.

Efter den aften har jeg tænkt på, hvis skyld det mon var? Hvem var skurken? Altså ikke mellem hende og mig, men generelt for kærlighedsknas. Og jeg tror jeg har svaret: Romantismen.

Romantismen er en (uintellektuel) kulturstrømning, som har sine rødder i den første halvdel af det 19. århundrede. Det var en modbevægelse mod oplysningstiden og rationalisering af naturforståelsen og menneskets eksistens. Så dumt som det var, tog det fat, og har siden pustet liv i gløderne for andre uintellektuelle bevægelser som individualisme, konservatisme og nationalisme. Foruden de massedrab af millioner, som kan kobles til romantismens efternølere, vil jeg her argumentere for hvorfor romantismen også har fucket vor alles følelses- og kærlighedsliv.

Romantismen (herefter benævnt som R), i sit modspil til realismen, dyrker det mystiske fremfor det reelle og rationelle. R vil gerne have vi ikke undersøger vores intuitive følelser dybere, men i stedet direkte værdsætter dem højere end vores rationelle tanker.

”Du skal ikke sætte spørgsmålstegn ved gud, konge, fædreland; men tage dit gevær og hoppe ud i ingenmandsland” eller mere kærlighedsrelevant ”du skal ikke sætte ord på dine følelser; men forvente at din partner - naturligvis - besidder telepatiske evner og derfor kan læse dine tanker”, det er nemlig uromantisk når man er nød til at forklare det til hinanden. Er man så overhovedet soul mates?

Det bringer os til det næste i R’s uendelige liste af kærlighedsknusere: Soul mates! Eller ideen herom. R fortæller os vi alle har Den Eneste Ene derude og at det er en eksistentiel opgave at finde vores soul mate, vores skæbnesbundne. Om det så er på natklub, på ferien eller om nøds på tinder, skal og må du finde vedkommende! Ham eller hende der vil blive antidotet på den dystre ensomhed, der lurer bag din 35-års fødselsdag hvis du stadig er single. Og ja, du må i øvrigt ikke stille dig tilfreds med andet end din perfekte soul mate.

Perfekt er det næste ukrudt R forsøger at dyrke i vores eksistentielle kolonihave. For din partner skal være perfekt, finde dig perfekt, forstå dig fuldkomment, altid give dig nyforelskelsesfølelsen og i øvrigt hverken være morgengrim eller have uperfekte billeder på SoMe.

Havudsigt, solnedgang og sex med stearinlys i baggrunden.

Sex. For R er sex det ultimative kærlighedsudtryk. Sex er helligt og går hånd i hånd med kærlighed. Så meget så, at kærlighedsfri sex udskammes og seksuel utroskab højnes til det værste af synd og tragedie.

Men realiteterne står, per definition, i kontrast til romantismen. Kærlighed er ikke lig romance. Romance er ikke lig kærlighed. Et sundt kærlighedsliv er nuanceret, og ikke principel. Den kræver plads til at forholdet i øjeblikke kan blive usexet, kalkuleret og rationel. Hvor man italesætter følelser, behov og grænser. Hvor man tillader at blive skubbet på sit verdenssyn og sin selvopfattelse. Hvor man giver plads til at sin partner kan udvikle, rette og danne en, med nye tanker, oplevelser og udfordringer på egne grænser.

Den gode kærlighed kommer ikke ved at finde sin soul mate, men ved at finde en som sammen med dig er villig til at tage chancen, for at tage på en odyssé og finde ud af om I kan blive hinandens soul mates. Det perfekte menneske findes ikke. Fuck perfekt, det normale menneske findes ikke. Vi er alle vanvittige på hver vores måde og går på grænsen til et psykotisk nedbrud, men forsøger blot at skjule det med et tyndt slør. Det er en del af at være menneske i det civiliserede samfund.
Jeg vil endda påstå: det at være civiliseret, er at have det tynde slør.

Hvis du kender nogle der ikke er mærkelige, så er det fordi du ikke kender dem godt nok. Vi har alle en stor pose af impulser, følelser og tanker, der huserer i os som en lille ballademager i vores mavser. Du kender det, når du kommer til at grine af noget, der isoleret set er forfærdeligt. Du er ikke perfekt. Ingen ér.

Vi kender det fra vores tætte venskaber. Ved de dybe samtaler. Når vi bliver modige nok, til at turde vise følelser. Eller når vi leger afslørende druklege når man varmer op til festen. Guilty pleasures. Øjenvandringer. Fetishes. Selvværdsproblemer. Spørgsmålet er ikke om man har dem, men hvorvidt man tør imødekomme dem eller om man går med det alene; bevidst eller ubevidst.

Derfor vil jeg foreslå følgende i den kommende juletid: lær at tale om dine tanker og følelser, i stedet for at gemme dig på badeværelset og tro at man kan læse dine tanker gennem badeværelsesdøren; drop ideen om det perfekte match (eller studieliv for den sags skyld); overvej at dyrke mere kærlighedsløs sex med stearinlys, gerne midt på dagen, med udsigt til en junkiefyldt gård; og til sidst kan du overveje og spørge din bordmakker til julefrokosten ”hvordan er du vanvittig, bag dit civiliserede slør”?

Måske sælger de billeder af deres fødder på nettet? Måske optager de dem selv når de rydder op derhjemme? Måske er de faktisk 10/10, men har vindruer i stedet for øjne?

Jeg har fx åbenbart en tendens til at blive en ”kattet hvalp” postcoitalt.. hvad det end betyder!?

Hvis vi ønsker at skabe et samfund, hvor sund kærlighed og mental velvære er i højsædet, er vi nødt til at brænde vores obsolete ”Love Actually” DVD og efterfølgende curb stomp’e romantismen på december kuldens kantsten. Ellers er vi fucked.

// Younes MOK.red