NY OG NAIV
At begynde på et nyt semester, plejer for mig at bære præg af en vis naivitet. Hver eneste gang har jeg en forestilling om, at jeg denne gang skal have bedre oversigt over pensum, planlægge min tid bedre, investere lige så meget i min fritid som i studiet, lave et eksamensset om ugen, og at jeg skal møde frisk og forberedt med både madpakke og kaffe hver eneste skoledag.
På et eller andet tidspunkt i studieuge 0,5 – 2 plejer denne forestilling at slå sprækker. I uge 3 plejer slaget at være tabt, og fra og med uge 4 møder jeg til SAU uden at vide hvad dagens emne er, hvad jeg skal spise til frokost og om jeg skal være læge.
Nu har jeg efterhånden prøvet at være naiv og ny på semestret nogle gange, og selv om jeg stadig har naiviteten intakt, er jeg denne gang bedre forberedt på, at der bare er tale om nogle uger før jeg føler, at studiet sejler meget mere for mig, end for alle andre.
Selv om jeg har prøvet at dumpe både anatomi og cellevæv, har jeg lært, at det som oftest går fint, trods følelsen af at være et synkende skib undervejs. Når
NY OG NAIV
alt kommer til alt, tror jeg i virkeligheden ikke, at den følelse kommer så meget af at pensum er stort, svært og tidkrævende. Jeg tror mere den kommer af, hvilke mennesker man sammenligner sig med.
Jeg er normalt ikke fan af at dyrke fordomme mod medicinstuderende, selvom jeg skal være den første til at indrømme, at jeg i aller højeste grad har dem selv. Men lad os være ikke bare ærlige, men også faktabaserede: Medicinstuderende er en særlig ressourcestærk gruppe, ofte fra familier med høj socioøkonomisk status og kulturel kapital. Vi er vandt til at klare os godt (i hvert fald udadtil), og det gør vi som oftest også.
Selvsagt er det ikke alle, der har to jobs, løber halvmaraton, fester hver weekend, har daglige sociale aftaler og en velplejet instagramkonto samtidig med at de får 10- tal smidt efter sig, men det indtryk kan man hurtigt komme til at få.
Helt forkert er det heller ikke, for fortællingen om at medicinstuderende er en særlig presset og stresset gruppe, er faktisk forkert. En undersøgelse af Danmarks Evalueringsinstitut viser, at mens 29 procent af de førsteårsstuderende på landets
universiteter er i risiko for stress og mistrivsel, er det tilsvarende tal for medicinstuderende ”bare” 8 procent. Det forklares blandt andet ved, at medicinstuderende netop er en hårdfør gruppe som godt ved, hvad de går ind til. Modsat min studiestartsrelaterede naivitet, med andre ord.
Den naivitet, som jeg kommer med første skoledag på nyt semester, er derfor måske ikke helt dum. Måske gør troen, uanset hvor midlertidig den er, på at man denne gang nok skal klare det godt, at vi er bedre rustede til at tage hul på nok et et hårdt semester. For ja, studiet er utvvilvsomt hårdt, selvom jeg måske ikke har givet udtryk for det. Men hellere end at bruge fortellingen om at ”medicinstudiet = slagtemaskine” som sutteklud, og et «sådan er det bare», håber mine fordomme at vi kan blive mindre fasadeprægede og bedre til at vise sårbarhed og mangelfuldhed – til trods for, at det i sidste ende faktisk går ret godt for de fleste af os.
God naiv studiestart<3