Agurkenyheder

Folketinget åbner ikke før oktober, så det er officielt stadig agurketid! Derfor skal I ikke snydes for en lille opsummering af sommerens sundhedsnyheder. Selvfølgelig ingen fake news, kun late news.

Medicintilskudsnævnet anbefaler, at man fjerner tilskud til GLP- 1analoger. Det gør ondt hos Novo. Man kunne spekulere i, om det også vil gøre ondt i det danske BNP. Det ser ikke helt sejt ud, når hjemmemarkedet begynder at anbefale andre og billigere produkter til deres patienter.

Flere mellemtrins- og udskolingselever mistrives. Det viser en opgørelse fra Skolebørnsundersøgelsen. Til gengæld ryger de færre smøger. Det kan dog ikke udelukkes, at de ryger andre ting i stedet.

Der går rygter om, at en hellig bog er blevet brændt. Der må være tale om Genesers Histologi.

Rugbrød tilbagekaldes pga. risiko for kridtskimmeldannelse. Tjek fødevarestyrrelsens hjemmeside, hvis maven er lidt nervøs.

Der mangler stadig sygeplejesker på hospitalerne... det anbefales, at man holder sig fra at komme til skade.

Flere døde heste fundet begravet ved et stutteri i Viborg. Måske får dyrlægerne noget lidt mere sejt at lave i Region Midtjylland. Potentielle zoonoser får da i hvert fald frit spil.

Det er svampesæson! Regnvejret er godt for noget, og erfaring fortæller mig, at der kan findes spids nøgenhat i dyrehaven. Public service. Det var så lidt.

Og apropos svamp, så er der skimmelsvamp på en del danske museer. Og meget lidt apropos svamp, har skærme og skærmforbrug været meget i medierne. Så er det godt, MOK også udkommer i papirformat.

Den nok allersejeste ting, der er sket her til sommer er, at DER ER EN DANSK ASTRONAUT I RUMMET. Det har holdt mig lidt til skærmen, men så må man lade være med at sende sådan nogle seje ting. Hallo. Og så skal Andreas Mogensen og de andre astronauter undersøges og være med til at bidrage til forskning, så vi kan lære noget om menneskets fysiologi uden påvirkning af tyngdekraft. Sejt, altså.

Forrige
Forrige

NY OG NAIV

Næste
Næste

Læserindhold: Medicinsk Købe-Guide Vol. 1 (ikke sponsoreret)