Klaustrofobisk klubkultur?

69-timersbar har gået sin vante gang, og for dem af os, der har været der, har den fyldt hele weekenden. Og for dem, der ikke har været der, har 69 forhåbentligvis ikke fyldt så meget. For selv om det måske føles som om ”alle” har været der, har det store flertal det ikke. Udover det faktum, at køsystemet på ekskluderende vis gør det, at komme ind, til et heldagsprojekt i sig selv, er der måske flere gode grunde til at holde en vis distance til det, der foregår dernede.

Jeg har næsten glemt, hvordan jeg selv som ny, måske lidt naiv medicinstuderende var lettere chokeret efter at have været til min første fredagsbar for to år siden. Ikke bare var
jeg blæst bagover af at se voksne mennesker hengive sig til barens lave alkoholpriser på en måde som i bedste fald minder om noget, 16-årige giver sig i kast med i gymnasiet, men over klubbens glorificering af den danske drukkultur i det hele taget.

Men nu er jeg blevet hærdet. Jeg hæver ikke længere et øjenbryn over at se studerende brække sine lunger ud udenfor tårnet allerede kl 20 en torsdag aften til 69. Jeg reagerer ikke længere på at floor forvandles til en score-savanne så snart klokken bliver mange nok. Jeg plages ikke lige så meget af,
at der ikke findes et eneste område i klubben, som ikke er overdøvet af drønende musik, og hvor det går an at holde en anstændig samtale, medmindre du er en eksklusivt udvalgt HG ́er med adgang til et stillerum (eller hvad der nu er bag de lukkede døre ved atriumgården). I klubben kan ingen høre dig skrige, og det kan hurtigt blive et ensomt sted.

Selv om jeg med tiden har vænnet mig til klubbens festkultur, tror jeg ikke at man har ondt af, at minde sig selv om, hvor ekstrem den egentlig er. Drukkulturen er ekstrem, scorekulturen er ekstrem og de fysiske forhold ligeså. Ikke helt sjældent synes jeg at jeg hører en vis stolthed i folks stemmer, når de fortæller om alt det sagnomspundne ved 69- timersbar til ikke-medicinere. Og ja, klubbens festkultur kan godt være rigtig sjov. Men det er ikke nødvendigvis så sjovt, hvis man ikke har nogle gode venner med, ikke har lyst til at drikke så meget eller ikke orker de evige jagtmarker dernede - i bogstaveligste forstand.

Da jeg efter min første frebar skrev en anmeldelse af oplevelsen i MOK, var det kun med ironisk distance jeg turde at kommentere de noget mere kritikværdige og ekskluderende forhold i klubben. Jeg kom i skade for at skrive, at man måtte være en excentrisk outsider, hvis man ikke syntes det var sjovt. Denne gang vil jeg, helt blottet for ironisk distance, sige, at klubkulturen nok skal få lov til at fortsætte sin vante gang for alle, der har glæde af det, men at det er mere end okay ikke at have ubetinget lyst til at være en del af den.