DET FILOSOFISKE HJØRNE: RELIGION OG PSYKISK SYGDOM: ET ADFÆRDSBIOLOGISK PERSPEKTIV

Ramadanen er over os, og påsken nærmer sig med ha- stige skridt. Med disse religiøse højtider følger en række finurlige traditioner og ritualer. Men hvorfor? Der er i det 21. århundrede ikke længere rationelle belæg for de mange religioner, der dominerer rundt omkring i verden, men er der er rationel forklaring på, hvorfor religioner eksisterer og fortsat fylder i vores hverdag?

1-2% af verdens befolkning har skizofreni, og det tal er uændret uanset hvilken subpopulation, man undersøger. Det stiller spørgsmålet: hvorfor har det fået lov til at for- blive? Hvad er dets adaptive fordel? Skizofreni er nemlig en meget debiliterende sygdom, og absolut ikke er for- delagtig for at viderebringe ens gener.

Forklaringen ligger muligvis i, at mens skizofreni ikke har nogle fordele, så har dens partielle “light” versi- on, skizotypi, nogle skjulte fordele.

3-4 % af befolkningen estimeres til at have skizo- typi. Hvad vi ved om mennesker, der har skizotypi, samt deres biologiske familiemedlemmer, er, at de som regel har nogle finurlige personlighedstræk. Hyppige sympto- mer hos personer med skizotypi er bla. løse associatio- ner, metamagisk/magisk tænkning og social isolation.

Gennem antropologien har vi fundet ud af, at traditio- nelle samfund gennemgående har haft en mindre grup- pe af “halvskøre” mennesker. Shamaner, healere, hekse og profeter. Mennesker, som gennem deres trang til løse associationer og magiske tænkning har haft nemt til at nå til overnaturlige konklusioner om verden, og gen- nem pseudopsykotiske til småpsykotiske symptomer har postuleret at tale med de døde, høre stemmer, kunne heale/udøve magi, tale i tunger og kommunikere med gud(er). Modsat svært psykotisk skizofrene, har disse mennesker hørt stemmer og talt i tunger på de rette tidspunkter (fx. ved aftenbålet eller ved ceremonier og ikke under jagten mens man i stilhed skjuler sig i buske- ne). Det er i dag anerkendt at shamanisme er en socialt kontrolleret form for magisk tænkning.

Magisk tænkning er tilstede i alle kulturer og har ofte været værdsat. Mennesker har evolutionært haft et reelt behov for shamanisme. Af den årsag mener man, at skizotypiske individer altså klaret sig ganske godt på den reproduktive front. Dog koster disse mennesker også ressourcer i samfundet. Det kan være nyttigt at have en eller to shamaner i stammen, men er der for mange, ko- ster de for meget energi for resten af stammen. Hvorfor der også er spekulation i, og dette er stadig uklart, om cølibati i religiøs kontekst er udviklet for at kontrollere prævalencen af gener, der koder for disse træk.

Hvad adfærdsbiologien altså fortæller os er, at primiti- ve religioner er en form for organiseret skizofreni.
Nu skal man passe på. For der kan hurtigt drages farlige postulater ud af den ovenstående sætning. Særligt ifht. individer med religiøs overbevisning.

I psykiatrisk kontekst giver det absolut ikke me- ning at tænke, at en religiøs person er psykisk syg, har psykotiske træk eller en afart af skizofreni. Der er unægteligt biologiske og psykologiske varianter, som har større tendens til at søge religion og spritualitet, men uagtet er individuel religiøsitet først og fremmest domineret af kulturelle og sociale faktorer. Til gengæld, er der ingen tvivl om, at skizotypi spiller og har spillet en vigtig rolle i at skabe og vedligeholde religioner, religiøse traditioner og ritualer.
En anden psykisk sygdom som har sat sit aftryk på religioner og deres traditioner er OCD. Ligesom skizo- freni, er svær OCD en enorm destruktiv sygdom, men milde aspekter heraf kan være nyttefulde for både individ og samfund. OCD er i sin kerne en patologisk form for ængstlighedsreduktion.

Vi kender det alle sammen på enorm over- fladisk plan, når vi tjekker om døren er låst en ekstra gang eller forsøger at checke ind med vores rejsekort (eller bliver i tvivl om vi nu checkede ind overhove- det), selvom vi udmærket godt ved, at vi gjorde det. Disse overfladiske milde former for OCD-træk kan ligeledes være fordelagtige evolutionært ( fx. for at få høje karakterer for at komme ind på medicin; udnyt- telse af fixed action patterns).

Hvad der typisk karakteriserer OCD er handlinger, der er associeret med ritualistiske regler ifbm. hygiejne, mad og tal.
Du tænker det nok allerede selv: hvad ellers har en obssesiv trang til at sætte regler for hygiejne, mad og tal? Nemlig! Religioner!

Gennemgående for adskillige religioner er:
Regler for hvordan man vasker hænder/fødder/mund Regler for hvilke kropsdele du skal vaske først, sidst, og evt. starte forfra hvis du rør dine kropsdele
Regler for hvor mange gange du skal vaske X, Y og Z Regler for hvordan du skal sove om natten
Regler for hvad det første du ser når du vågner er Regler for hvilken retning du skal glo på toilettet Regler for hvordan du går ind og ud af et tempel Regler for hvordan man skal trække vejret
Regler for hvordan man skal bede
Regler for hvad man spiser
Regler for hvordan man spiser
Regler for magiske tal (3, 10, 70, 100, 248, 365, 613...)

Det er ikke tilfældigt at et 10-tals baseret samfund, er kommet op med ‘de ti bud’.

Med det ængstlighedsreducerende formål for OCD i mente, ser vi altså ritualistiske praksisser bestående af regler, der har til formål at mindske ængstlighed ifbm. den store farlige verden og derudover den magiske tænkningsom de skizotypiske shamaner/profeter har pålagt deres verdensforståelse (fx. for at undgå helve- de/komme i himlen).

Vi kan - lidt frækt - kalde OCD for en individuel religi- on og religion for universel organiseret OCD.

Det sidste jeg gerne vil vende i denne omgang er, hvor- for religion og religiøsitet har haft en evolutionær fordel. Hvorfor har religiøsitets underbyggende adfærdstræk fået lov til at eksistere i vores gener? Verden er stor, skræm- mende og kan være en lidt af en mundfuld. Det gælder særligt, når man ser tilbage på før efterkrigstiden (99.9% af menneskets eksistens). Der sker konstant forfærdelige ting, vi mister vores kære og vi skal alle dø på et tidspunkt. Ingen ved, hvorfor vi eksisterer. Ingen ved, om livet har et formål. Et biprodukt af menneskets udviklede kogniti- ve evner, sammenlignet med andre pattedyr, er tyngden disse realiseringer pålægger os. Man skal ikke kede sig for længe med disse spørgsmål, før man i fosterstilling ligger alene i eksistentialismens tomrum. Det er skræmmende spørgsmål, som fører til intern kaos og uenigheder i stam- mesamfundet, og derudover kaster individer i depression. Sådan rigtig depression.

Derfor kunne det give mening at have haft en tros-funde- ret-forklaring, uagtet dets sandhedsværdi, at der er noget (eller nogen), som er ansvarlig for hele showet, som tager ansvaret fra dig, giver dig meningen med livet og har en årsagssammenhæng parat til det hele. Bedst af alt, så er denne ‘gud’ en velvillig lytter og din kultur er den udvalgte. Så ingen grund til stress.

Der er en solid mængde litteratur, som viser en række sundhedsmæssige fordele ved at være troende sammen- lignet med gennemsnittet af ikke-troende. Mindre stress, færre livsstilsrisikofaktorer og lavere prævalens af depres- sion. Derfor giver det mening, at religiøsitet har været et adfærdsbiologisk træk, som der er blevet selekteret for evolutionært (ironien kan være hård her for kreationister, men nvm..).

Dette er dog ikke en opsang for religion eller for at pådut- te sig en religion. For der er også gode og reelle argumen- ter for, at religion og religiøsitet i de sidste par tusinder år, efterhånden har gjordt menneskeheden mere skade end gavn. I stedet kan vi bruge den adfærdsbiologiske ætiolo- giforståelse om religion, til at blive klogere på hvilke behov vi mennesker har haft og har i dag. Derved også hvordan vi kan imødekomme de behov med løsninger uden basis i mytologi, magisk tænkning og alt det negative, som der ellers er fulgt med religioner. Historisk og samtidigt.

// Younes, MOK.red