Plastikkirurgiens Lady Boss
I denne uge hiver vi fat i ingen mindre end Grete Olsen – Danmarks første plastikkirurg og den første kvindelige af slagsen i verden. Grete Olsen blev færdig som læge fra Københavns Universitet i 1939, og havde bestemt sig for at blive plastikkirurg efter af have læst en bog af Sir Harold Gillies (”Den moderne plastikkirurgis fader”). Eftersom plastikkirurgien ikke fandtes som speciale i Danmark, måtte hun rejse ud af landet.
En kvinde i en mandsdomineret verden
Vejen til det plastikkirurgiske speciale, skulle vise sig at blive alt andet end nem for Grete Olsen. Det første hun gjorde efter turnus, var at søge job som feltlæge på et lazaret i Finland, hvor den finsk-russiske krig var i gang. Hun fik i første omgang afslag, da lazarettet ikke ansatte kvindelige læger. De ombestemte sig dog senere og hun fik jobbet i 1941, men måtte forlade Finland senere på året da England erklærede Finland krig. Derefter ønskede hun at rejse til England, men måtte vente på rejsetilladelse grundet Anden Verdenskrigs udbrud. I mellemtiden fik hun arbejde på Plastikkirugisk afdeling på Karolinska sjukhuset i Stockholm hos plastikkirurgen Allan Ragnell (Sveriges første plastikkirurg), som var uddannet hos Sir Harold Gillies. Gennem Allan Ragnell fik hun kontakt til Gillies, som lovede hende ansættelse hvis det lykkedes hende at komme ind i landet. I sine erindringer (Med pas og fleuret) skrev Grete Olsen, at Gillies ikke brød sig om kvinder og at det var gratis for ham at love hende ansættelse, eftersom han ikke regnede med at hun kunne komme i ind i England. Da hun i 1942 fik rejsetilladelse var denne nemlig til Færøerne. Hun forlod ulovligt flyet under en mellemlanding i Skotland og kom således fra 1942-1945 under uddannelse hos Gillies på Rooksdown House.
Oprettelsen af Plastikkirurgi som speciale i Danmark
Efter anden verdenskrig rejste Grete Olsen tilbage til Danmark og fik ansættelse på Rigshospitalet. På det tidspunkt blev plastikkirurgien anset som værende skønhedskirurgi i Danmark, som ”ingen læge med respekt for sig selv” udførte. Brandsårspatienter behandlede man med forældede salvebehandlinger på dermatologisk afdeling. Desuden var en del af de overlæger hun mødte, ifølge Grete Olsens erindringer, mandschauvinister. Der var altså ingen der gav meget for denne unge ”sypige”
– heller ikke selvom hun var uddannet af selveste Sir Harold Gillies. I 1947 rejste hun derfor tilbage til England, hvor hun fik sin egen privatklinik samt arbejde som konsulent for et hospital i Bruxelles og for Finseninstituttet i København.
Forskerkarriere
Som den første i Danmark fjernede Grete Olsen i 1949 et malignt melanom
og rekonstruerede området vha. lapplastik. Hendes arbejde skabte øget opmærksom på tidlig diagnosticering af malignt melanom, hvilket sammen med den nye behandling nedsatte dødeligheden med 40% hos patienter med malignt melanom. Hun skrev senere afhandlingen ”The Malignant Melanoma of the Skin”.
Måtte vente længe på anderkendelse
I 1959 fik Grete Olsen endelig sin egen plastikkirurgiske afdeling på Finseninstituttet i Danmark.
Kirurgisk Selskab ville dog ikke anerkende hende som speciallæge før 9 år senere. Det skyldtes, at hun ikke havde gennemført den organkirurgiske uddannelse. På det tidspunkt havde hun selv uddannet flere speciallæger i plastikkirurgi og opnået en doktorgrad.
Olympisk fægter
Udover at være den første danske plastikkirurg, den første kvindelige plastikkirurg og den første i Danmark til at fjerne et malignt melanom og rekonstruere området vha. lapplastik, var Grete Olsen også olympisk fægter. Hun startede som 12-årig hos den anerkendte fægter Leonce Mahauts – hvis fægtesal i øvrigt stadig findes i dag. Grete Olsen deltog på individuel fleruret ved OL i 1932 (hvor hun var med i finalen), i 1936 og i 1948.