Vores giftige retorik

“Dyrk motion, spis den rette kost og få nok søvn, så bliver dit immunforsvar uovervindeligt” skriger Peter Falktoft, skriver Bente Klarlund og griner Chris MacDonald. Det er ikke dumme råd, men vi skal huske på, at immunsystemet er meget mere komplekst end det.

En immunolog og en kardiolog kidnappes. Abdukterne (tihi) truer med at skyde én af dem, men lover at skåne hvem end af de to der har gavnet menneskeheden mest. Kardiologen kører sin venstre hånd gennem sit halvlange fedtede slikhår, lader den selvglade glød stråle og rømmer sig i sin oppustede brystkasse: “Jamen, jeg har identificeret præparater som har reddet millioner af menneskeliv!” Imponeret, og lidt irriteret på kardiologens forcerede Hellerup-dialekt, vender kidnapperne sig mod immunologen: “Og hvad med dig? Hvad har du gjort?”

Immunologen retter på sine briller, sukker, og svarer “Sagen er, at immunsystemet er enormt komplekst og .... ” før immunologen når at sige mere, afbryder kardiologen: “Bare skyd mig nu!”

Immunsystemet er meget kompliceret. Nok den mest komplekse og uopklarede del af menneskekroppen udenfor hjernen; et absurd indviklet netværk af celler og molekyler, der ikke alene beskytter os mod eksterne farer som vira og andre mikrober, men også mod vores egne biologiske fejlbarligheder. Hvis ikke den selv er grund til sygdom i sig selv. Det er et system hvis komponenter tilkalder, forstærker, beroliger og transformerer hinanden. Hver komponent spiller flere roller rundt omkring i kroppen, i flere tilfælde tilsyneladende uafhængige. CD8+, CD20, IL-6, IL- 1β, IFN-γ, TNF-α. Hvis ikke immunologi forvirrede dig på femte, er det fordi du ikke forstod immunologi.

Måske derfor reduceres immunsystemet til et simpelt sort-hvidt emne af offentlige personaer og kvalmeinducerende-pengeobssesive-opportunistiske tekstforfattere, influencers og YouTube’re. En dagsorden, som er nem at falde for, hvis ikke man har haft næsen begravet i tunge fagbøger. Meget lig LAs økonomiske politik.

Dette har været tilfældet i flere årtier, hvor vi har set uanede mængder af slangegift i form af bøger, blogs og selvudnævnte sundhedsguruer som postulerer at have fundet “den hellige gral” der beskytter dit immunsystem. Superfoods, antiinflammatorisk tarmflora-venlig keto-diæt og TD50 mængder C-vitamin. Særligt under og efter COVID-19 pandemien, har denne forståelse af immunsystemet spredt sig som en skovbrand. Samtidig hersker der i sundhedsvæsenet en giftig krigsretorik: Sygdomsforløb bliver gjordt til kampe. Infektioner, tumorer og andre sygdomme bliver beskrevet som fjender, som skal bekæmpes af patienten, hvilket gør vi bruger metaforer som kæmpere og krigereom patienten, og så får vi pludselig en patient der opfordres til at være stærk.

Jeg tror det er indlejret i vores samfund at danne sådanne metaforer, man skal blot skue til sports- ‘journalistikken’, uagtet er det et sprogbrug vi bør undgå i sundhedsvæsenet. For når man sætter lighedstegn mellem sygdom og krig, helbredelse med styrke, betyder det implicit at død og handicap er forbundet med svigt og svaghed. Hvilket ikke er korrekt, og det giver naturlige konsekvenser mod dem der taber kampen og står overfor langsigtede konsekvenser eller lukker øjnende en sidste gang og efterlader deres nære i gråd. Særligt da det også signalerer en påstand om, at man er herre over sin egen prognose.

Den styrkecentrerede retorik er tvetydig og den forvirrer mere end den præciserer, og derved skaber den en grobund for opportunistiske aktører at træde ind på scenen for at udnytte udsatte patienter for egen gavn (i samme stil med højrepopulistiske politikere; se Umberto Eco’s Ur-Facisme).

Det er unægteligt at kroppen og sindets tilstand påvirker sygdomsforløb. Det er også unægteligt at ens livsstil også har en indflydelse. Risikofaktorer er reelle (så stop med at f*cking ryge). Det kan dog sjældent reduceres til en forenklet snak om “styrke” eller hvorvidt man “passer på sit immunsystem”. Ældre og patienter med eksisterende sygdomme er mere tilbøjelige til at få svære forløb, men vi ser også unge, atletiske og “stærke” mennesker få langvarige forløb med livslange handicap eller død til følge. Igen var COVID-19 et rigtig godt eksempel på hvordan det ikke kun var ældre og syge der fik svære følgesygdomme, men også unge ellers raske mennesker i 20’erne og 30’erne, der endte med synlig åndedrætsbesvær og efterfølgende langvarige følger; mens vi også så cases af nemme COVID forløb hos svært syge ældre og unge. Immunsystemet består altså af flere dimensioner med spektre og er ikke en dikotomi mellem svag og stærk. Dertil kommer ironien i den positive ladning et “stærkt” immunsystem har. For os medicinere er det tydeligt: Mange mennesker dør netop fordi deres immunsystem reagerer for kraftigt på en infektion eller anden sygdomstilstand.

Susan Sontag skrev i Illness as Metaphor (1978) “[it is difficult to enter] the kingdom of the ill unprejudiced by the metaphors with which it has been landscaped”. Metaforer virker ved at danne sammenhænge mellem det kendte og ukendte, og det kan give mening at gøre brug af i patientkommunikation. Men når sygdommen bliver en fjende, immunsystemet ens garde og sygdomsforløbet en kamp, skaber man en illusion om at vi har absolut kontrol, og det skaber fordomme om patienter alt efter hvilken sygdom de får og resultatet af deres forløb. Hos mange patienter - med fx kræft eller depression - kan det bidrage til patienternes lidelse og hæmme dem i at opsøge eller deltage aktivt i behandlingen grundet den stigmatisering der følger med.

// Younes, MOK.red