cand.med. loading... 95%
Nå, så kom dagen. Det er jo en dag, der på mange måder markerer the beginning of the end af medicinstudiet. Det er også en dag jeg ikke har tænkt særlig meget over siden jeg startede i vinteren 2018. Den har været der, ude i fremtiden, noget lidt uhåndgribelig og mest af alt en dag jeg har set mange andre gå igennem uden at overveje hvordan det skulle være, når det blev mig. Jeg er på arbejde på Panum i skrivende stund. Nu hvor chokket har lagt sig og jeg kan bevæge mine kolde fingre. Vældig dramatisk, men uagtet, en sand fortælling.
Det starter kl 10:17. Jeg tjekker min telefon, der er en mailnotifikation. Jeg åbner mailen, og når ikke rigtigt at læse afsenderen, før det der står er…
Nu?! Mit KBU-nummer er kommet en uge tidligere end ventet. Jeg får ondt i maven, og mine hænder bliver helt klamme. Jeg åbner filen, de har vedhæftet. Og der står det. Min fremtid i Times New Roman skriftstørrelse 12, midt på papiret. Lige nu er jeg slet ikke på arbejde, men to måneder ude i fremtiden når jeg skal vælge forløb og seks måneder ud i fremtiden når jeg skal starte KBU og et år ude i fremtiden når jeg står på en afdeling med mit skilt på. Drømmen om det ideelle KBU-forløb er egentlig gået i stykker.
Nu sidder du selvfølgelig og tænker fik hun nummer 784 eller hva. Nej, jeg gjorde ej. I denne omgang er der 693 der vælger KBU, og mit nummer ligger ca. i midten. Ikke vildt dårligt, ikke vildt godt.
Mens jeg sidder her og ærgrer mig over jeg ikke fik nummer 75, så prøver jeg ihærdigt at fortælle mig selv, at jeg ikke har nogle børn, ingen fast partner, ingen familie i København, og jo jo, det hele er sandt. For der er nemlig kommende læger derude, der har det værre end mig. Der har børn, der går i børnehave, og partnere der har karriere uden mulighed for at flytte med i det første lægeår. Betyder det, at man ikke må ærgre sig selvom man ikke har nogen af de her ting? Næ. For hvor børnefamilierne drømmer om en KBU tæt på hjemmet, og uden den store flytning, så drømmer jeg om eventyr. Jeg er muligvis en af de få der gerne vil ud af København og have patienter mellem hænderne! ”Så tag dog til Esbjerg man.”, sidder der en anden kommende ung læge og råber mens de slår i bordet. Jaaa, jo, men jeg har en idé om at jeg godt gad blive øst for Storebælt, så jeg beholder min SP-viden (åh SP, du er slet ikke så slem som alle siger!) og kan koncentrere mig om alt det andet man også skal lære som nyuddannet læge. Så har jeg også lige en familie på Sydhavsøerne som jeg rigtig godt gad være tæt på. Jeg vil gerne flytte et sted hen hvor der er et fællesskab af yngre læger, hvor man ser hinanden uden for hospitalet og hvor huslejen er billigere end den er nu i København, så jeg kan spare lidt penge op og måske holde fri efter KBU så jeg kan rejse! Jeg har i det hele taget mange drømme, som pludselig blev slukket kl 10:17. For hvad gør man, når man ikke har fået et mega dårligt nummer, men heller ikke har fået det man drømte om? Eller når din vidunderlige studiekammerat med en datter på 3 år har fået et nummer lige i nærheden af dit, så konsekvenserne af nummeret pludselig påvirker mere end bare den der har fået nummeret?
Jeg tror, at man indser at hele det her lodtrækningsshow er et vilkår. We signed up for it. Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg også, at det er mest fair på den måde. Hvis man selv skulle søge sin KBU, kan jeg se for mig, hvordan konkurrencen på studiet ville stige om de bedste studiejobs, de bedste referencer, og de fedeste kontakter. Mange ting som ville gøre uligheden blandt de studerende større, for hvad hvis du ikke har overskud til et studiejob eller aldrig fik den artikel udgivet som du blev lovet? Nå, men man skal træde varsomt, for alle læger har vel en mening om lodtrækningssystemet. Her fik I min.
Mens jeg sidder og skriver på Panum har fingrene fået varmen igen, der er ro på, og jeg tænker, at jeg nok får et helt fint KBU-forløb uanset om det bliver i Nordjylland eller Hovedstaden. Og jeg glæder mig!
Af Sine, MOK/red.