Er fertilitetskrisen afblæst?
De seneste år har der været en øget opmærksomhed knyttet til de dalende fødselstal i Danmark. Fertilitetsraten ligger nu på 1,55 børn per kvinde - den laveste i 35 år. Den dominerende forklaring har været, at kvindernes biologiske ur løber hurtigere end vores forsøg på at reproducere, og at mændenes sædkvalitet er på et dramatisk lavt niveau.
Fremtrædende og debatdefinerende lægelige stemmer fra Rigshospitalets fertilitetsklinik ønsker at den lave reproduktionsrate skal omtales som en ”folkesygdom”, og danske nyhedsmedier har for længst døbt tendensen ”fertilitetskrise”. Men har vi overhovedet en krise? Og hvad kommer den i så fald af?
Indtil nu har biologi blevet omtalt som den vigtigste årsagsforklaring. Men nu har fertilitetsdebatten taget en ny vending. Noget kan tyde på, at der cirkulerer en hel del myter om den danske fertilitet, og at biologi slet ikke er en så stor del af forklaringen, som debatten hidtil har givet indtryk af. Sandheden er, at man ikke ved særlig meget om hvordan vores biologi (muligvis) har ændret sig. Derimod har nyere forskning antydet, at faldet i fertilitet først og fremmest er et resultat af sociokulturelle – og økonomiske årsager1.
I forrige uges Deadline-udsendelse ”Hvorfor får vi så få børn?”, peger sociolog Peter Fallesen på, at flere aktivt fravælger at få børn – enten fordi de ikke har råd, eller simpelthen fordi de ikke ønsker dem. Forskning fra Rockwool Fonden viser, at sandsynligheden for at man aldrig får sit første børn steget. Ifølge forskerne skyldes det blandt andet, at lysten til at få børn falder parallelt med den dalende fødselsrate. Andelen kvinder som ikke ønsker at få børn, stiger nemlig jo yngre de er2:
Men er det ikke normalt at mange først finder ud af, at vi gerne vil have børn, når vi er blevet ældre og har rast fra os? Ikke ifølge Peter Fallesen: Kvinder nedjusterer nemlig det antal børn de ønsker at få i løbet af livet. Det antal børn, som man i udgangspunktet ønsker at få, er altså definerende for den antal vi ender med at få.
Ender vi så med at få det antal børn som vi gerne vil (eller ikke vil) have? Nej. I gennemsnit får vi 0,5 færre børn end vi ønsker os. Men sådan har det været siden før fødselsraten begyndte at falde i 2008. Også tilstrømningen til fertilitetsbehandling taler for sig: den har været konstant siden 2012. Med andre ord ser det ikke ud til, at lavere fertilitetsrater er lig med øgt forekomst af ufrivillig barnløshed.
Det mest opsigtsvækkende i den nye forskning, ligger måske i hvem der får børn. Faldet i fødselsraten er nemlig socialt skævt. Sandsynligheden for at få det første barn, er væsentlig højere for akademikere end for dem med lav uddannelse. Hvor sandsynligheden for at få det første barn har været relativt stabil for kvinder med en lang videregående uddannelse siden finanskrisen, har den i samme periode styrtdykket for kvinder der kun har grundskoleuddannelse.
Det betyder ikke kun, at økonomiske udsigter og andre strukturelle forhold er en væsentlig forklaring på den lave fødselsrate – det modbeviser også den gængse fortælling om, at fertilitetsraten falder, fordi de førstegangsfødende bliver ældre. Akademikerkvinder får nemlig ikke bare flest børn i gennemsnit – de har også den højeste alder (31,4 år) når de får sit første børn. Alderen for førstegangsfødende på tværs af alle sociale grupper er i det hele taget steget minimalt de seneste år – i 2010 lød den på 29 år, og i 2019 på 29,5 år. Ingen er uenige i, at kvinders frugtbarhed bliver dårligere med alderen, men det er ikke den tendens, der er drivkraften bag de lave fødselstal.
Hvad så med sædkvaliteten? De fleste, mig selv inkluderet, har for længst købt fortællingen om, at også sædkvaliteten er en truet størrelse. Siden 1990 har forskere verden over diskuteret hvorvidt sædkvaliteten rent faktisk er faldet, men i Danmark har medierne givet et unuanceret indtryk af vi står overfor «spermageddon». Også her skal nok gemytterne tøjles en lille smule.
Den nyeste analyse af sædprøver fra danske værnepligtige, viser at mændenes sædkvalitet ikke faldet siden 1996, og i hvert fald ikke i den seneste 10 årsperiode, hvor frugtbarheden er faldet4. Samtidig viser svenske studier, at tiden fra man påbegynder forsøget på at blive gravid, til man bliver det, er blevet kortere. Kigger man på fertilitetsbehandling hvor der gives insemination med partnerens sæd, har succesraten for en graviditet ikke ændret sig. Ifølge tal fra Dansk fertilitetsselskab og Sundhedsdatastyrelsen, var den på 13 procent i 2002, 2012 og 20223.
Godt nok har sædkvaliteten over tid ligget på et jævnt lavt niveau over tid - 35 procent af unge danske mænd har en sædkvalitet, der ligger under WHO’s normalværdi. Men fordi sædkvaliteten ikke er faldet i samme periode som de lave fødselstal har fundet sted, kan heller ikke dette tal bruges til at forklare faldet i fertilitetsraten.
Hvorfor gives det så indtryk af, at vi befinder os i en sædkrise? Som professor ved Gynækologisk Obstetrisk Afdeling ved Syddansk universitet har udtalt til Weekendavisen, er det ”især op til de videnskabelige fondes ansøgningsfrister at der en tendens til, at sædkrisen bliver blæst op». Hvis det også her, som i så mange andre områder af sundhedsforskningen, er et spørgsmål om hvilken fortælling der skal til for at modtage penge, er det ret nedslående.
Selv om biologiske årsager nok ikke kan udelukkes fuldstændigt fra ligningen, er det meget der tyder på, at den nuværende fødselsrate på 1,5 først og fremmest er et resultat af bevidste fravalg om at få børn. At vores generation er blevet mindre skrukke end vores mødre og fædre var, skyldes trolig strukturelle forhold i måden vi har indrettet vores samfund på, at vores chancer for at indgå i parforhold falder, samt nye forestillinger om hvordan det gode liv ser ud.
Men hvad vil det egentlig betyde for vores samfund, hvis fødselstallet ikke stiger – eller ligefrem bliver ved med at dale? Nedadgående frugtbarhedstal forbindes ofte med en opfattelse af, at det vil være godt for klimaet og kloden, hvilket utvivlsomt er rigtigt. Modsat tænker mange, at færre hænder og skattebetalere vil spænde ben for velfærdsstaten Danmark i fremtiden. I en tidligere udgave af MOK har jeg selv efterlyst en bredere samtale om hvordan vi bedst bør indrette et fremtidig samfund med (formodentlig) færre børnefødsler.
Men bekymringen om, at en lavere fødselsrate vil give økonomiske problemer i fremtidens statskasse, kan godt lægges på hylden, ifølge en række beregninger fra De økonomiske råd. Beregningerne viser, at færre børn faktisk vil forbedre det offentliges økonomi. Årsagen lyder, at borgere i de fremtidige fødselsårgange forventes at modtage velfærdsuddannelser for flere penge fra det offentlige, end de selv vil betale i skatter og afgifter i løbet af livet.
Så måske skal vi i større grad betragte de lave fødselstal med optimistisk ro, og lade vær med at robe ”krise” så snart noget ved vores samfund ikke ligner det, vi er vandt til. Især ikke, når ”krisen” hviler på forkerte antagelser.
1 Fallesen, M., Mortensen, L. V. (2024). Kortuddannede kvinder får nu færrest børn. Rockwool Fonden.
2 Fallesen, M. (2023) Flere yngre kvinder ønsker ikke at få børn. Rockwool Fonden
3 Sundhedsdatastyrelsen (2024) Behandlingsaktiviteten for assistert reproduktion https://libguides.sdu.dk/apa7/datasaet
4 Priskorn, L. et al (2018) Average sperm count remains unchanged despite reduction in maternal smoking: results from a large cross-sectional study with annual investigations. Human reproduction.