MOK Redaktørens Nytårsbrev 2023/24

Kære Læser

Du står nu med det sidste MOK for 2023 i hænderne – og først og fremmest tak fordi du læser med! Uden tilsendte opslag og interaktioner med jer, ville vi ikke være i stand til at lave blad til jer hver mandag - stadig her efter 55 år. Så tak for det. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi befinder os i en yderst digitaliseret tid, hvorfor det også glæder mig meget, at et gammelt blad som MOK får lov til at bestå.

Når jeg tænker tilbage på min egen studiestart for knap 6 år siden, husker jeg hvordan jeg blev meget inspireret (og også lidt intimideret – let’s be honest) over hvor mange studerende der lavede alt muligt ved siden af studiet. Medstuderende der brændte for vores basisgrupper, brændte for vores fagforening og brændte for vores studiemiljø. Jeg havde lyst til at være med til det hele og være en del af det her kæmpe fællesskab og netværk – noget jeg virkelig havde taget med mig fra de studerende, jeg havde talt med, som var længere end mig: Det giver så meget tilbage, når man dedikerer sin tid og energi til den slags ”frivilligt arbejde”. Nye venner, nye kompetencer, og selvfølgelig ej at forglemme lidt CV-lir. Men mest af alt giver det bare mening at bidrage til puljen. Den eneste grund til at det er en mulighed for os at få en kop kaffe i klubben, et pusterum over et brætspil, et studierelevant arbejde fra 1. studiedag, landets fedeste rustur, en underholdende revy og jeg kunne blive ved(!) – er fordi der har været ildsjæle før os til at starte, køre og overlevere alle de her fede tiltag.

Alligevel oplever jeg mere og mere, at det er svært at rekruttere folk. Faldende medlemstal hos FADL, aflyst arrangement i klubben pga manglende hænder og MOK- redaktionen er også noget mindre end den har været. Tidligere tænkte jeg, at COVID-19 måtte have haft en større indvirken end først antaget. Det gør jeg ikke længere. Jeg tror desværre at vi glemmer - eller måske helt overser – hvor meget arbejde der bliver lavet bagom det vi ser. Jeg er selv slem til at glemme det.

Det her skal ikke være nogen opsang til nogen af mine medstuderende omkring engagement i frivillige foreninger. Men jeg håber det sætter nogle tanker i gang. Én ting er de manglende hænder – en anden ting er pengene til, at vi kan få det hele til at løbe rundt. Rigtig mange af vores studentersociale instanser har længe været økonomisk støttet af FADL: Revyen, Rusvejledningen, MOK og flere basisgrupper gennem bevillinger. Men et faldende antal medlemmer betyder også et dyk i økonomien – og det er her vi hurtigst mærker til det som studerende. Egentlig får man stadig som ikke-medlem af vores fagforening et stort udbytte af det arbejde der er blevet lagt (og stadig ligger!) i forhandlinger af overenskomster for os medicinstuderende. Det betyder, at det hurtigt kan virke til, at der ikke er nogen ”hurtig gevinst” i at være medlem. Det forstår jeg godt. Jeg meldte mig ærlig talt selv kun ind i FADL i sin tid, fordi alle mine rusvejledere talte det så godt op, og jeg skulle jo også have forsikring et eller andet sted fra. Det er først efter jeg selv har været på indersiden af fabrikkerne, at jeg har opdaget hvor stor værdi det har, at man er mange der bidrager samlet. Og jeg kan se det langsomt blive sværere og sværere at få lov til at gøre de ting vi plejer år efter år, fordi vi ikke investerer i vores studiemiljø og vores fremtidige medstuderendes studietid.

Frivilligt arbejde og medvirken er og bliver jo frivilligt – det ligger i navnet. Men jeg håber det kan skabe lidt stof til eftertanke, om hvad vi hver især giver til vores tid på Panum – og hvad alle dem før os gav, som vi nu står med. Det er et stort ansvar – men det er et ansvar som jeg tror og håber, at vi kan blive ved med at drive videre. For vi har det fedeste studiemiljø her på medicin – lad os ikke tage det for givet!

Rigtig god jul - vi læses ved til forårets semesterstart.
Kærlig Hilsen
Maria //MOK-red.