Overdiagnostik: Patient- & Klimakrise

COP28 er i fuld sving i Dubai (lol) med en oliesheik som konferenceleder (lol), som i lørdags gav en talte hvori han sagde ”at der er ingen videnskabelig belæg for at udfase fossile brændstoffer” (lol). Uagtet at COP endnu engang viser sig at være et tragikomisk belæg for at verdens interesser fortsat er styret af penge og egoisme, kan vi bruge den årlige konference som anledning til at se indad, og kigge på hvordan vi selv kan gøre en forskel.

For mens sundhedsvæsenet måske ikke er den største synder (ca. 4-5%), og heller ikke er den mest ligegyldige udleder, så er den en stor nok størrelse til at den ikke bør belaste klimaet mere end nødvendigt.

I Ugeskriftet d. 13. nov. 2023 kom der en status artikel om klimaaftrykket af overdiagnostik (1). Statusartiklen samler tidligere studier som har forsøgt at undersøge klimabelastningen af overdiagnostik og redegør for hvor stor en andel af den kliniske aktivitet er unødvendig, samt dettes klimabelastning. Hvor artiklen kommer til kort, er at kommentere på baggrunden til disse unødvendige udledninger samt forslag til hvordan de kan imødekommes. Jeg har forsøgt at kontakte en af forfatterne, men de er desværre ikke vendt tilbage. Derfor har jeg selv gravet i emnet, og jeg vil gerne dele både artiklens viden, samt grunde til vi har unødvendig overdiagnostik og forslag til at løse disse.

Overdiagnostik
Som det første, skal vi have styr på begrebet overdiagnostik.
Overdiagnostik er diagnosticering af afvigelser, abnormiteter, risikofaktorer og/eller patologiske forandringer, som i sig selv ikke ville give et mennesker symptomer, sygelighed eller være årsag til død (2). Overdiagnostik resulterer i at et menneske unødigt bliver gjort patient, og derved bliver sat i unødig behandling.

Statusartiklen angiver at tal fra England, USA og Australien viser at kun 60% af de kliniske aktiviteter følger som led
i evidensbaseret medicin, hvorimod 30% af de kliniske aktiviteter har ingen eller kun ringe effekt (low value care). En meta-analyse med data fra 15 år, konkluderer bl.a. at 12-44% bestilte laboratorieundersøgelser ikke var klinisk indikerede. Selvom det i vores kliniske hverdag ikke virker som en klimabelastning, at få et par ekstra rækker med tal når vi bestiller blodprøver, er det vigtigt at huske hvor stort et klimaaftryk hver test faktisk har. Markørerne skal have råvarer, fremstilles, transporteres og analyseres. De seks mest udførte biokemiske test (fuldt blodbilllede, urat, elektrolytter, koagulationstal, CRP og A-gas værdier) udledte hver især mellem 0,5-116g CO2, hvad der svarer til at køre 3-800m i en gennemsnitlig bil (4). Det lyder ikke som så meget, men med de mange millioner af test, som tages årligt i Danmark alene, så er der altså tale om potentiale for en stor reduktion af CO2 udledning her alene.

Ifølge artiklen er der i Danmark er der konsensus om, at der foregår systematisk overdiagnostik. Men vi mangler tal og viden om hvor og hvorfor, samt den eksakte størrelse af overdiagnotiskken.
Jeg har kunnet finde frem til to store syndere. En praksis af defensiv medicin, samt private sundhedsaktører der tilbyder unødvendige skanninger og undersøgelser (a la helkropsscanninger, screeninger, blodprøve check ups, osv.).

Defensiv medicin
Af de af os, som er på kandidat, kender vi det nok alle sammen, når vi bestiller blodprøver til en patient. Man tager lige et par ekstra gruppe af markører med, eller går med ”standardpakken” af blodprøver, i stedet for at tage de klinisk indikerede alene i første omgang og efterbestille bagefter ved behov. Derudover kommer det faktum som nok alle yngre læger lider under et pres i dagens sundhedsvæsnet, hvorfor man er tilbøjelig til at praktisere defensiv medicin. I frygt for at være
den næste yngre læge STPS kommer efter, tager man hellere et fuldt spektrum af blodprøvemarkører og forskellige undersøgelse for at dække sin egen ryg, før man sender en patient hjem som ellers ikke havde indikation for de forskellige prøver.

Private aktører
Værst af de private aktører, som alene handler for at tjene deres egen bundlinje. Disse lægeklinikker, som fx Aetas Diagnostics i Hellerup (jeg nævner dem fordi deres reklamer konstant dækker op i mine feeds), der tilbyder sunde og raske mennesker helbredsundersøgelser, blodprøver, skanninger og DNA analyser. Disse klinikker belaster ikke alene klimaet med deres egne undersøgelser, men også ved at overdiagnosticere patienter og sende dem i offentlig regi når noget skal behandles, og derved også koster klimaet med unødig udledning til overbehandling.

Foruden klimabelastningen, leder den private overdiagnostik også til skade for patienter, da der er klar konsensus om at overdiagnostik leder til dårligere helbred og livstilfredshed hos patienterne. Foruden at gøre dem fattigere, bekymre dem unødvendigt, spilde deres tid, udsætte dem for unødvendige undersøgelser med potentielle fare og stråling, samt at presse et ellers allerede presset sygehusvæsen.

Handling
Vi må forsøge at sætte en stopper for overdiagnostik, men det er ikke fair at forvente at denne process skal ske bottom- up. Systemet skal have de yngre lægers ryg, så de ikke er usikre i dagens kliniske hverdag. Også kan man ikke forvente grådige private aktører dropper deres forretning og pludselig bliver moralsk bevidste for klimaet, når de på det moralske plan allerede har svigtet patienterne og deres velvære. Derfor kræver det også et systemisk indgreb over for dem. Vi har her et potentiale for at reducere op mod 40% af CO2 udledningen ved den kliniske aktivitet, og samtidig gavne vores patienter ved at give dem et bedre forløb i sygehusvæsenet, og beskytte dem fra at blive skadet i privatregi.
Til sidst, har vi ikke at glemme hele den alternative medicin / behandler industri. Den er ikke medregnet i studierne, og udgør i sig selv, med fremstilling-, transport-, distributionskæder og behandlingsrammer, en betydelig og unødvendig klimabelastning (foruden – som et nettoresultat – også en enorm skade patienternes sundhed).

sidenote: fuck Dubai, helvede på jord

1: Jønsson ABR & Brodersen JB, ”Klimaaftryk af overdiagnostik”, Ugeskriftet 2023: https://ugeskriftet.dk/videnskab/klimaaftryk-af-overdiagnostik
2: Jønsson ABR & Brodersen JB. Snart er vi alle patienter. Overdiagnostisk i medicinske og samfundsfaglige perspektiver. Samfundslitteratur, 2022.
3: Zhi M, Ding EL, Theisen-Toupal J et al. The landscape of inappropriate laboratory testing: a 15-year meta-analysis. PloS One. 2013;8(11):e78962.
4: McAlister S, Barratt A, Bell KJ, McGain F. The carbon footprint of pathology testing. Med J Aust. 2020;212(8); 377-382.

Forrige
Forrige

Uegnet som stud.med.?

Næste
Næste

MOK Redaktørens Nytårsbrev 2023/24