Streamede forelæsninger - en bjørnetjeneste

Semestret er godt i gang igen, og jeg har netop påbegyndt klinik i neurologi på Glostrup. Dette er, efter at have afsluttet en uges intense forelæsninger på Panum. Fem forelæsninger i streg. Otte til tretten. Hver dag. I fem dage. 22 forskellige emner fordelt over 25 timer. Puh ha.

Forelæsningerne foregik i Haderup, Hannover og Dam. Auditorier med plads til omkring 100 mennesker hver især. Det var særlig tydeligt, da vi sjældent var mere end 10 til hver forelæsning. Det kunne selvfølgelig være at mine mange medstuderende, som begyndte klinik med mig i dag, simpelthen har så godt styr på det enorme neuro-pensum, at de ikke følte et behov for undervisning. Alternativt, og nok mere realistisk, streamede de forelæsningerne.

Medens streaming af forelæsninger var en nødvendighed under pandemien, er det i dag en luksus, der giver adgang til at kunne se forelæsningerne hjemmefra. Man skal ikke engang ud af sengen om morgenen, hvis man altså ikke har det behov. Det er dog ikke uden problematik. For forelæsningerne mister altså noget særligt. Underviseren mister gejsten, og der er mindre studenterinteraktion i lokalet. Både mellem underviser og studerende, men også studerende i blandt.

Man kan frygte, at hvis denne tendens foresætter, og KU ikke ser en tilstrækkelig efterspørgsel på fysiske forelæsninger, at fremtidens medicinuddannelse vil blive skåret i fysiske forelæsningstimer og erstattet med selvstudium og præ-optagede forelæsninger. Med KU og SUNDs direktionskultur, vil muligheden for at spare på underviser-lønninger, mindre brug af deres auditorier og færre studerende der fylder og slider på deres bygninger være 3 fluer med et smæk.

Det vil være en rigtig ærgelig udvikling, da det vil underminere adskillige aspekter af både lærings- og studiemiljø.

Dertil vil det være et skridt i retning af en trist samfundstendens, hvor vi bevæger os mod en mere og mere digitaliseret verden, på bekostning af det nær- og samvær vi har i den fysiske verden.

Så hermed en opfordring til medstuderende: Lad være med at streame forelæsninger, og duk op fysisk i stedet. Det er ligesom at vinterbade. Det kan virke uoverskueligt, men man fortryder (oftest) ikke når man endelig får det gjordt.

- og en opfordring til fakultetet: Overvej at udfase streamede forelæsninger. Erstat det eventuelt med en online læringsplatform a la Elseviers ‘Osmosis’. Det kunne i øvrigt sagtens være et projekt på tværs af universiteter og medicinuddannelser i Danmark.

//Younes, MOK.red

Forrige
Forrige

MEDICINERRÅDET (Læserindlæg): Er det tid til at gentænke undervisningen?

Næste
Næste

Desiderata