DET FILOSOFISKE HJØRNE: Skæbnes tro: En privilegeret tredje-finger mod dehårdest ramte

Der er få ytringer der kan bringe mit blod i kog som "Jeg hviler i, at ting sker af en årsag”, for ikke alene er det en helt usubstantiveret påstand uden hold i virkeligheden, det er også en egoistisk fuck-finger mod dem der går igennem livskriser uden positiv forløsning på den anden side. Særligt som læger er det vigtigt ikke alene at fralægge denne overtro, men aktivt bekæmpe den hvor vi end møder den, for at beskytte vores hårdest ramte patienter.

Efteråret var begyndt ganske solrigt og livet var godt for beboerne i den lille og maleriske provinsby Korsbæk. Til byens halvårlige aftenmarked strømmede der med liv i gaderne, og en ubekymret glæde pustede småborgerligheden til sit briste punkt. De globale klimaforandringer havde ikke opildnet stemningen, vejret var trods alt kun blevet bedre år for år i den lille havneby. Byens dygtige unge borgmester holdt en tale om alle byens store fremskridt og hvordan de havde formodet at udflytningsbølgen ud: “Unge mennesker flytter fra land og by, til vores dejlige Korsbæk. Alt er godt!”

Alt ville dog ikke være så godt længe endnu. Kalenderdagenes stafet-ræs gjorde dagene kortere og koldere, og de solrige dage blev erstattet med de korte og kolde novemberdage. Det var intet nyt i årshjulets repetitive mønster, men pludselig ud af det blå til aftenens vejrudsendelse, kom der en stormvarsel. Det blå blev grå. Næste morgen var der pludselig intens og tung regnvejr, vindforhold der slyngede tagsten, svingende lygtepæle og en oversvømmet havnefront. På TV’et kunne Korsbæks indbyggere se Mette-mor træde ind i spejlsalen med sin assistant-to-the-regional-manager vice-statsminister: Korsbæk skulle evakueres, og det kunne ikke gå stærkt nok. Medens brandbiller og militærvogne fog ind til Korsbæk med hast, var vejene ud af byen mod Korsbæk-motorvejen lagt i et panik-induceret trafikalt aflåst sideleje. I løbet af de næste par timer var oversvømmelsen nået til skulderhøjde og træer krydsede den brede Præstholmvej fra have til have. Titusindvis af indbyggere blev evakueret, før vandet havde gjordt gader og veje uigennemtrængelige, og nu var titusinder fanget uden udsigt til at nå væk.

Sophie, en ung kvinde i starten af trediverne, var blandt dem der nåede at blive evakueret fra Korsbæk. Sophie, der oprindeligt kom fra Odder syd for Aarhus var havde ellers netop flyttet til Korsbæk i forbindelse med hendes hoveduddannelse i Akutmedicin. Hun havde just været der i halvanden års tid, før katastrofen ramte. Stresset, panisk og nu med ingen udsigt til at kunne fortsætte på det smadrede Korsbæk Hospital, kørte hun straks hjem til hendes familie i Odder. Sophie var slået ud af den. Alle hendes ejendele og karriereplaner var bogstaveligtalt røget i vasken. Langsomt fandt hun en ny lejelighed, denne gang i Odder, og senere et job på Skejby (onkologisk afd.). Da Sophie en januar-aften på vej hjem fra vagt, handlede ind i den lokale Kvickly, mødte hun Kenneth ved køledisken, mens de begge rakte ud efter den samme Ben&Jerry’s. Sophie og Kenneth faldt i snak og det skulle vise sig, at Kenneth ville fri til Sophie på årsdagen de begge havde taget i Kvickly for at købe is. Som taget ud af en rom- com. Til brylluppet fortalte Sophie i sin tale til Kenneth: “Jeg plejede altid at sige det, og nu ved jeg det er sandt! Alt sker af en årsag! Det faktum, at jeg mødte dig, da jeg gjorde, det faktum at jeg blev bragt til dig på stormens bølger, det er en slags tegn. Jeg ved, at den oversvømmelse var universets måde at sammenflette kursen på dit og mit liv. Det er skørt at sige nu, men jeg er så glad for stormen skete!”

Spoler vi tiden to år tilbage, tilbage til bilkøen på vej ud af Korsbæk under stormens hærgen, møder vi Ali, en ung mekaniker der også var i sine tidlige trediver. Ali sad fast i køen på Præstholmgade ud mod Korsbæk-motorvejen omtrent 300m bag Sophie. Køen sneglede sig videre ned langs vejen, mens oversvømmelsen langsomt bragte vandstanden til fælgehøjde. Ali, lidt i chok og mest af alt bekymret for bilerne på værkstedet, tumlede sine fingre på rettet mens Spotify’s “It’s Hits Denmark” fra Audi’ens B&O højtalere overdøvede vindsusen udenfor bilens trygge rammer. “Jeg kunne godt bruge en smøg” tænkte Ali, mens han kiggede ud af bilruden over sin skulder. Ali, en storryger siden sine teenage år, var på sin første uge rygestop. Han var nemlig begyndt at hoste ualmindeligt meget, og blev hurtigt forpustet i løbet af arbejdsdagen. Et øjeblik senere kiggede Ali frem, løftede sine hænder fra rettet og sagde en bøn til sin gud, og i samme moment fløj pælen fra et vejskilt gennem ruden og penetrerede Alis øvre abdomen. Ali nåede ikke at fatte hvad der var sket, før han blev bevidstløs. Da Ali vågnede stod en sygeplejerske og målte hans værdier. Han kiggede op på sygeplejersken, som smilende sagde “Velkommen tilbage”. Ali var tom for ord. Hvad var der sket? Han kiggede sig omkring. Han var på et hospital. Pludselig sprang hukommelsen frem! Han var på vej ud af Korsbæk, da et vejskilt røg ind i maven på ham. Han kiggede ned langs kroppen; der var intet vejskilt. Han vendte hovedet mod sygeplejersken, måbende. “Et øjeblik, så henter jeg lægen”sagde han til Ali. Da lægen ankom, fortalte hun Ali hvad der var sket. Han var blevet reddet af brandfolk, og efterfølgende fløjet til Skejby med helikopter. Ingen af hans indre organer var beskadiget og operationen gik godt, fortalte lægen, “men...” begyndte lægen “.. under en CT skanning fandt vi ved et tilfælde en stor tumor i din højre lunge. Det ligner ikke den har spredt sig, men vi burde operere hurtigst muligt. På en spøjs måde har ulykken nok reddet dit liv!” - “Wow, sikke et mirakel” tænkte Ali og nåede hurtigt til sin konklusion: “Gud har en plan for os alle og alt sker af en årsag!”.

Et år senere, da Ali kom til sin afsluttende ambulante check-up efter at have været konstateret kræftfri, mødte hun Sophie. Nede i hospitalets cafe udvekslede de - nu smilende - hver deres livstragedie fra stormfloden, og begge var enige. “Alt sker af en årsag”. Ved nabobordet i hospitalscafeen var også en tredje person som havde overlevet stormen i Korsbæk året inden.

Signe, en 44 årig Sociolog, nåede ikke at evakuere fra Korsbæk den dag. Signe klarede sig - fysisk - fint gennem stormen. Huset var mirakuløst fuldstændig uberørt og hendes arbejdsplads i København uskadt. Grunden til hun ikke nåede at få evakueret var at hun havde entet på Stephan, hendes mand. Stephan var den dag i færd med at hente deres to børn, Mikkel og Asta, fra deres bedsteforældre på Jydelundvej langs Korsbæk fjord, så de kunne få evakueret sammen. De kom dog aldrig. Medens børnene, Stephan og bedsteforældrene var på vej ud i bilen, skrantede huset. De faldt alle med ned i Korsbækfjord, og der skulle gå en måned før deres lig blev fundet i mudderet. Signe sad i hospitalscafeen i anledning af hendes daglige udgang fra det psykiatriske afsnit hvor hun har været indlagt med depression på det seneste. Samtalen om stormen i Korsbæk ved nabobordet fik spidset hendes øre og lidt efter hørte hun Sophie sige “..Men du ved, jeg prøver bare altid at minde mig selv om, at alt sker af en årsag”

Signe var ikke den konfronterende type, og særligt ikke med hendes nedsatte stemningsleje, men et eller andet triggerede hende til strækkeligt i øjeblikket, at hun halvråbent udløste en sætning der ikke kunne holdes inde “Alt sker af en grund!? Hvordan!?”

Signe, Sophie og Alis øjne mødtes alle. Sophie og Alis øjne så forbavset ud, mens Signes øjenudtryk var overdøvet røde - med lilla puder - fra hendes søvnløse nætter.

"Hvordan alting altid sker af en grund?" svarede Sophie, “Jeg ved det ikke, jeg mener... jeg tror, at universet, eller Gud, eller måden vores energier interagerer med alt, eller hvad du nu vil kalde det, har vel altid en plan for os. Tingene har en sjov måde at løse sig selv på. Der har været så mange gange i mit liv, hvor der er sket dårlige ting, og så er de faktisk sket førte til gode ting. For mig er det bare et bevis på, at de ting skete for mig af en grund."

En kort pause tog ordet, hvorefter Signe igen rømmede sig: "Hvad hvis det, der sker, dræber dig? Eller en du elsker, en som er en god person, en der gør godt i verden, nogen, der er ung og har hele livet foran sig bliver dræbt? Gjorde Gud det? Hvis han gjorde det, er Gud en særlig form for sadist? Hvis han ikke gjorde det, hvilken slags Gud er han så? Hvis universet gjorde det, hvilket det selvfølgelig gjorde på et eller andet plan, skete det så fordi i er universets centrum? Universets hovedpersoner? Jeg ved, at det er nemt at tro, at ting er sket af en årsag, når det forløser sig for dig. Vi elsker alle den komfort, at nogen eller noget passer på os, har kontrollen, ansvaret, og sørger for, at vi er OK. Men for hver begivenhed, som folk hævder, er sket af en årsag som et løfteslør til en bedre skæbne, er der utallige andre, der er berørt af nøjagtig samme begivenhed som ikke smager på en bedre skæbne. Som ikke ville sige, at det skete af en årsag – for der er ingen tilbage til at sige noget til overhovedet! Ting sker bare, og måske du er heldig nok til stadig at være i live og måske finde din kæreste, men du skal ikke sidde her og sige det skete af en højere årsag eller det var guds plan at tage min familie fra mig så du kunne støde på en flot fyr i fucking Kvickly!”

Don’t be like Sophie. Don’t be like Ali.

// Younes, mok.red.