“Jeg skal have forskningsår”
Den sætning hører jeg tit blandt mine medstuderende. Det er nærmest reglen frem for undtagelsen. Rigtig mange af os medicinstuderende tager enten orlov fra studiet for at være på en forskningsafdeling eller laver forskningsarbejde ved siden af studiet. Motivationen for dette (ofte utaknemlige) arbejde er, efter min oplevelse, meget blandet:
“Min læsemakker skulle forske, så jeg tænkte at det gør jeg også bare så”
“Mine venner er alligevel på afdelingen”
“Jeg var i klinik på den afdeling, og forskningslederen var da OK flink”
“Hvis jeg skal have en chance for at blive indenfor det speciale, så bliver jeg nødt til at have forsket i det først”
Alle ovenstående er udsagn jeg har hørt, når jeg har spurgt ind til hvad folk skulle forske i, hvordan
det blev sat i værk. Selv skulle jeg have haft et forskningsår i skrivende stund, men det valgte jeg at bakke ud af i sidste øjeblik, da der skete pludselige store ændringer på afdelingen, som jeg ikke så mig selv være en del af på nuværende tidspunkt. Efter den beslutning, var der en af mine læge-kollegaer der spurgte mig: “Hvorfor er det overhovedet du vil forske?”. Først synes jeg det var lidt flabet, og jeg blev low-key fornærmet. Men som jeg stod der og skulle retfærdiggøre mine overvejelser, indså jeg, at mit bedste argument var noget ala “det gør alle de andre jo”, hvilket jeg selv (helt objektivt set) synes er det dårligste argument man kan smide - i stort set alle henseender. Det fik mig til at stoppe op og tænke over, hvorfor vi er så mange der springer hovedkulds ud i et forskningsår, uden måske egentlig at have overvejet årsagerne til det. Og jeg er overbevist om, at jeg ikke er den eneste der må kunne nikke genkendende til den følelse.
I 2008 trådte 4-års reglen i kraft, som efter en lang og dannende udviklingsrejse gudskelov blev afskaffet igen i 2019. I den tidsperiode kan jeg godt se rationalet i argumentet: “Jeg har travlt”, hvis man på bare 4-6 år død og pine skulle nå at have lidt anciennitet i forskerparadiset inden man kunne vove at søge om sin HU-stilling. Men sådan ligger landet ikke længere. Bevares, jeg ved godt at nogle specialer decideret kræver forskningserfaring før man kan søge HU, men her er det også en stor del af speciale, så det glider jeg lige lettere henover. Der, hvor det trykker for mig, er når vi som studerende vælger at bruge et år af vores dyrebare studietid, som vi aldrig får igen, på et forskningsår, som vi måske mere føler os pressede til end motiverede til.
Man er altid blevet spist af med, at man ikke kunne få nogle af de mere populære specialer, hvis man ikke havde forsket i det først. Og det er måske også rigtigt nok mange steder. Men det seneste år har der været ledige HU-uddannelsesstillinger i både pædiatri og anæstesi - i Region H vel at mærke. Det er 2 af de specialer, som jeg tidligere har tænkt, at man kunne glemme alt om, hvis ikke man havde forsket først - åbenbart ikke.
Jeg siger ikke, at vi ikke skal forske. Men jeg synes vi skal tænke os rigtig godt om inden vi beslutter os for at gøre det. Medicinstudiet er det absolut fedeste studie i hele landet (og her er jeg jo helt upartisk), og vi bliver som sagt aldrig studerende igen. Forskning er noget kompliceret arbejde, og det kommer ofte med mange yderligere arbejdsopgaver, som står mellem linjerne.
Derudover er der hele aspektet i, at vi som medicinstuderende er en ekstremt billig arbejdskraft for afdelingerne - men den diskussion vil jeg gemme til en anden gang. Mit ønske omkring denne forskningskultur er egentlig blot, at man som studerende ikke skal være bekymret for at starte et lægeliv uden forskningserfaring. I sidste ende handler det om at vi alle ønsker at være de bedste læger for vores patienter - forskning under studiet eller ej.