Når klappen går ned

Jeg troede, jeg var vokset fra det. At det ville påvirke mig mindre og mindre, som jeg blev. Der blev jeg gevaldigt snydt.

I sidste uge var jeg til foresyngning i et kor. Optagelsesprøve var jo egentligt det, det var, men foresyngning lyder mindre alvorligt. Jeg har altid nydt at synge. Aldrig været den bedste til det og aldrig været særlig god til bladsang; det, der svarer til at synge en sang direkte fra noderne. Det har dog sjældent holdt mig fra at gjalde med. Hermed ikke sagt, at jeg uden at tøve stiller mig op og synger en sang for andre. Jeg synger aldrig alene. Det har jeg ikke guts til. Det ved jeg, at jeg ikke er dygtig og stærk nok til, men med andre er det noget af det skønneste, jeg ved.

Det er efterhånden syv år siden, jeg sidst sang i en korkonstallation, og jeg havde nok glemt, hvor ømt jeg har haft det med at synge foran andre. Det kunne jeg så komme i tanke om i tirsdags. Efter en god sjat ventetid, blev det min tur til at træde ind foran korets bestyrelse. Jeg gik egentligt ind i salen ved godt mod, men i det øjeblik 16 øjne var placeret på mig, siddende dér i en halvkreds, kunne jeg mærke, hvordan jeg gik i stå. ”I er godt nok mange,” fløj det ud af mig, og jeg kunne lige akkurat ane min taske ovre i hjørnet, som jeg kraftigt overvejede at tage for dernæst at forlade lokalet. Det kunne kun gå ned ad bakke derfra. Men nej, nu var jeg kommet og på en eller anden måde, følte jeg, at jeg skyldte mig selv at give det et forsøg. Stædig som jeg en gang imellem kan være; og det på godt og ondt. De var vældig flinke alle dem, der sad og kiggede på. Det er ikke deres skyld, at jeg havde en af de mest ubehagelige oplevelser, jeg længe har haft. Prøven begynder med en simpel rytmeøvelse, som måske endda var en smule beroligende, men så var det også tid til, at jeg skulle åbne munden og synge. Åbne munden, nemt. Problemet var bare, at der ikke rigtig kom noget lyd ud. Lidt, men ikke meget. Om det skyldtes, at jeg bare ikke har stemmekapaciteten, hvilket jo er meget muligt, eller om weekendens bytur var lidt for vild, ved jeg ikke. Måske handlede det om min tendens til overfladisk vejrtrækning, som sikkert skyldes mit forkvaklede selv- og kropsbillede, der for alt i verden frygter at se oppustet ud. Det kunne også være, at den præstationsangst, jeg virkelig havde troet, jeg var færdig med, havde taget mig med bukserne nede.

Jeg lider ikke som sådan af præstationsangst, men jeg har oplevet det
et par gange. En gang til kor for mere end ti år siden, hvor jeg blev bedt om at synge noget selv. Der begyndte jeg at græde. Jeg vidste, at alle omkring mig var dygtige. Det blev for meget for mig, så det pres lagde min gamle korleder aldrig på mig igen. Kun når jeg selv spurgte, og så fik jeg også lov. Jeg græd også til min mundtlige matematikeksamen i gymnasiet. Jeg ville så gerne vise min søde lære Ulla, at hun havde lært mig en masse, så da jeg lavede en fejl, og det endda en fejl, som jeg rettede på senere, brød jeg sammen. Til min FADL-SPV-eksamen gik klappen ned, da jeg skulle til at tage puls og blodtryk med et stetoskop, hvoraf jeg glemte at høre efter hvad figuranten sagde. Jeg fik bagefter at vide, at jeg dumpede, fordi jeg var uempatisk. Av. Den gjorde virkelig ondt. Siden da har jeg undgået at sætte mig selv i situationer, hvor jeg skulle præstere i noget, jeg ikke var ret sikker på, at jeg havde styr på. Og når man ikke sætter sig i de situationer, glemmer man lidt hvordan det er. Så i tirsdags gav jeg det et skud. Måske nok en fejl, men om ikke andet lærerigt – hvilket lyder som en lam måde at cope på, men der er en mening med, at jeg skriver det.

Jo længere i optagelsesprøven vi kom, jo mindre blev mit synsfelt. Efter de første par skalaer, kunne jeg ikke se dem fra bestyrelsen, der sad til venstre for mig. På den måde var der lige pludselig kun fire par øjne, hvis man skal trøste sig en smule. Da jeg skulle synge en forberedt sang, gik jeg også et kort øjeblik i stå. Jeg havde egentligt en sang, jeg gerne ville synge, men måske havde den været for uambitiøs, så jeg havde faktisk øvet mig på Frydeligt med Jubelkor, der er en rigtig forårssalme. Men Anna i panik går tilbage til den sang, hun gerne ville synge, hvilket måske egentligt var heldigt nok. Så de fik en meget sart, men vist nok ret cute version af første vers af Livet er en morgengave. Jeg glemte muligvis at trække vejret under verset, og blev derfor bedt om at synge det igen. Anden gang fik de en lettere amputeret version. Jegtrak ikke vejret, som jeg ellers var blevet bedt om at huske. Jeg holdt ikke tempoet. Jeg sang den ikke engang i samme toneart som før. Alt gik galt. Hvis det da ikke var gået galt inden. Det var pinligt. Jeg følte mig ydmyget, og jeg vidste at den sidste del af øvelsen kunne være lige meget, for på baggrund af det, jeg havde leveret, kom jeg ikke ind. Da jeg fik afslag på mail dagen efter, gjorde det mig ikke så meget. På en eller anden måde var jeg lettet.

Solen skinnede, da jeg gik hjem fra arbejde den onsdag eftermiddag. Jeg trak cyklen og smilte hele vejen. Nød hver en solstråle. Jeg vidste, jeg havde en date i sigte den weekend, og jeg glædede mig. Som jeg gik der og tænkte på korafslaget, weekenden, foråret, lovede jeg mig selv, at jeg ikke vil sætte mig i en situation, som den jeg havde sat mig i aftenen forinden igen. Jeg skylder mig selv kun at gøre ting, der gør mig glad eller giver mig mening i min tilværelse. Det lyder måske egoistisk, men at gøre ting der bringer lykke til ens eget liv, behøver ikke nødvendigvis at gøre noget dårligt for andres, og deraf mener jeg ikke, at det er egoistisk at gøre gode ting for sig selv. Så på min vej igennem Kongens Have, kom jeg til at tænke på, hvad der gør mig lykkelig. At fordybe mig i mit studie, gode fortællinger og de mennesker jeg holder af. At være en del af fællesskaber, hvor jeg ikke skal bevise noget, men bare kan hvile i at være mig selv. At grine, smile og have øjenkontakt med andre. Det gør mig glad og lykkelig. Så fuck, at jeg ikke skal synge i kor med Jens Juul Holst. Fuck, at jeg ikke er FADL-vagt. Fuck, at jeg ikke er god til noget og kun middelmådig til lidt. Jeg kan ikke tale for andre, men jeg gider ikke skulle være glad af at være dygtig. Jeg vil bare være glad i at være til.