Kogt på Kommunen...

Sidste torsdag aften blev jeg mere eller mindre frivilligt hevet med til de ukendte mure på Østre Farimagsgade, som nogle vil kalde CSS. Planen var at vi skulle se Politrevyen og derefter til efterfesten på Kommunen. Jeg vidste ikke helt hvor mine forventninger lå, men jeg var da spændt. Vi trådte først ind i en forhal til et auditorie, hvor der ingen isolering var. Smart af udvalget - pludselig var man meget motiveret efter at gå i baren og få lidt promiller i blodet inden forestillingen. Her blev der langet IS(!!)kolde sixpacks og halvlunkne “spande” (en cute lille malerspand med hul i låget til dit sugerør. Noget med mango og energidrik, som smagte mums og var stærkt). Vi var selvfølgelig ankommet tidligt og havde derfor passende tid til at få varmen og humøret op.

Forestillingen var ikke noget at råbe hurra for, men jeg er måske biased af kun at have set forrygende medicinerrevyer siden 2018, samt ikke at kende til fag som mikro- og makroøkonomi og vide hvor åbenlyst forfærdelige de åbenbart er. Så det var min helt uopfordrede og passende lange anmeldelse af politrevyen, men aftenen sluttede ikke her. Vi skulle selvfølgelig til den store præmiere-efterfest på Kommunen (CSS klub).

Vi ankommer til Kommunens floor ca kl 23 (efter at stået i kø LÆNGE til en GARDEROBE? 30 kr, buuuh). Klubben ligger ikke engang i en kælder! Hvordan skal de så nogensinde få skimmelsvamp?? Nå, vi er blevet kolde igen, så i baren med os. Drinks og shots bliver skænket med dispensere, men ingen holder sig til de 2 cl pr shot - overfladespænding er aftenens tema på drinks og shots - og jeg klager ikke. Vi bevægede os ud på floor, som var fint proppet. Kønsfordelingen var noget andet end man er vandt til i vores egen klub - og det var klart en intern fest, siden flere kom op og spurgte om vi var sommer- eller vinterstartere. Der kunne jeg jo, hånden på hjertet, sige at jeg var vinterstarter og hadede mikroøkonomi, og så var alle glade.

Resten af aftenen husker jeg svagt, men heldigvis skrev jeg noter på min telefon undervejs...
Et sted mellem kl 00-00:30 stopper musikken gentagende gange i længere tid. Det er jeg tydeligvis utilfreds med, men DJ’en fik pluspoint af at spille Rihannas “Please don’t stop the music” to gange i træk efterfølgende. En enkelt stakkel forsøgte at starte en barmave-fest, men blev ført bort øjeblikkelig efter. Omkring kl 01 var der en på klatretur på en af søjlerne i salen (uvidst hvordan det endte). Når nogen tog hjem ville alle lave gruppekram, hvilket blev lidt trættende i længden. Når floor lukker spilles der “Jeg vil lade lyset brænde” - og det kunne faktisk noget. Alt i alt var det ikke en dårlig oplevelse at være på Kommunens floor, men jeg savner godt nok vores egen, klamme, klistrede klub....

Forrige
Forrige

DET FILOSOFISKE HJØRNE: Karl Popper og dit lægelige samfundsansvar

Næste
Næste

GALT ELLER GENIALT!?HUMANZEES