Noget om fælleskab
Da jeg startede på 1. semester viste min tutor, Mathilde, mig et PowerPoint-slide med en liste over alle de basisgrupper og studenterorganisationer, der findes på medicinstudiet i København. Jeg var fucking overvældet fordi 1) jeg var lige flyttet til København, 2) det var første dag på mit nye studie og 3) der var ca. 3000 andre informationer den dag, og min hjerne ville hellere huske hvordan jeg fandt Lundsgaard auditoriet og lokale 15.2.36 end hvad SAMS var for noget. De næste mange måneder havde jeg i øvrigt travlt med at finde mig til rette på mit hold (hold 111 represent!), og det føltes næsten som gymnasie 2.0, hvor folk hurtigt fandt deres grupper. Ergo var min sociale kapacitet i høj grad rettet ind mod mit eget hold og dem på min egen årgang. Det førte også til at jeg havde mit første møde HG. Jeg tog en kaffevagt... Jo, jeg gjorde så. Og jeg fucking hadede det. Jeg stod der, med en anden 1. semester og en masse folk jeg ikke kendte. Folk mere erfarne, der slet ikke var interesseret i mig. Der blev fyret interne jokes af, og mit job var vitterligt at hælde kaffe op i plastikkopper (jep, jeg er fra den gang), til tørstige stud.med.’er. Jeg tog aldrig en kaffevagt igen, simpelthen fordi jeg følte mig uvelkommen.
Første møde med et socialt fællesskab uden for stamholdet 111 var ikke en succes, men jeg havde ikke opgivet håbet. Jeg havde godt lagt mærke til at de dér MOK-blade lå rundt omkring på Panum, og en spæd april-dag i 2018 sendte jeg en ansøgning til mok@mok.dk for at blive en del af redaktionen (skriv i øvrigt hvis du gerne vil være med!). Nå, men denne historie ender ikke som du tror, for selvom jeg sidder her, 12. semester-gammelt-røvhul-studerende-og-MOK’er, så kom jeg til hvad der mindede om en ”jobsamtale”, og synes egentlig det gik rigtig fint. Jeg var lidt intimideret af at der sad to medicinstuderende, der var meget ældre end mig (sådan føltes det i hvert fald) og stillede mig spørgsmål. Men modsat klubben og HG-folkene virkede de her faktisk interesserede. Jeg gik derfra med håb, men ak, det blev knust bare et par dage efter! Ja, du læste rigtigt. De havde ikke valgt mig, og det gjorde nas. Var det faktisk bare et scam, at man kunne blive en del af en basisgruppe?
Skip til 2. semester, hvor jeg igen begyndte at overveje at være med i en basisgruppe. Min læsemakker var interesseret i psykiatri, og vi tog ofte til nogle møder og masterclasses afholdt af PMS, jeg var dog ikke en aktiv del af gruppen, men deres oplæg var fandeme gode, og jeg var da med til en enkelt julefrokost, hehe.
Mit stamhold og jeg tog til mange af Pusterummets torsdagscaféer, hvor vi spillede brætspil, og derfor var det oplagt at tage med til en månedsmiddag hos dem. So I did. Det var en helt ny verden at møde studerende, som var ældre og længere end mig, der viste en oprigtig interesse i hvem jeg var, og som samtidig betroede mig, en bette 2. semester-studerende med ansvar. Der var ikke et sekund hvor det føltes som en ansøgningsproces eller jobsamtale, men i stedet var det en gruppe, hvor alle tog det ansvar de havde lyst og overskud til. Det var lige et sted for mig. De næste 5 år var jeg en fast del af Pusterummet SUND, jeg blev forperson, jeg var med til at skaffe og indrette de to PusteRUM i 15.2.05 og 15.2.07 som i dag bruges af mange studerende til afslapning og pauser i studiedagen. Jeg fandt et fællesskab i at arbejde for studiemiljøet på medicin-studiet. Fedt.
5. semester, nu 1,5 år efter min MOK-afvisning og jeg havde været en del af Pusterummet i alt den tid. Jeg læste stadigvæk MOK trods afvisningen - okay måske var der lige to måneder i 2018 hvor jeg ikke læste det, sorry – og der stod det: ”Redaktionen indsupplerer”. Cool nok, tænkte jeg, og sendte en ansøgning igen. Denne gang var jeg forberedt på at jeg måske ikke ville komme ind, og mine forventninger til det var derfor ikke høje. Jeg blev indkaldt til ”samtale” igen. Ved et tilfælde hørte jeg, at min årgangskammerat, Maria Østberg - måske har du hørt om hende, ved ikk’ - også var blevet indkaldt til samtale. Jeg og Maria var ikke venner, men havde festet i klubben, og tilfældigvis beboet det samme værelse i Sydhavn dog på forskellige tidspunkter, så grundlaget for et venskab var jo lagt.
Anyway, Maria og jeg fik mail samtidig om at vi kom med i MOK, og da jeg først blev en del af redaktionen, åbnede der sig en ny verden af gøgl, sommerhusture, og seriøst redaktionsarbejde (nogle gange). Jeg oplevede et fællesskab, ligesom Pusterummet, på tværs af semestre, hvor kreativitet og humor blev hyldet. I takt med at gamle MOK’ere blev læger, blev Maria og jeg ”de gamle” på redaktionen, og når jeg tænker tilbage på de sidste 4 år er jeg både stolt og glad over at jeg valgte at sende den ansøgning igen. Jeg opdagede også, at MOK slet ikke er så eksklusiv som jeg gik og troede, og går du og tænker på at blive en del af redaktionen, kan jeg berolige dig med at vi ikke afholder samtaler.
Efter COVID-19 pandemien lider rigtig mange basisgrupper og studenterorganisationer fortsat. Det er svært at få nye interesserede studerende ind. Jeg har oplevet det i Pusterummet, og jeg oplever det på MOK. Det er noget lort, for uden studerende, der brænder for at holde nogle fede oplæg, arrangere fredagsbarer, torsdagscaféer, bygge PusteRUM, arbejder for bedre seksual-undervisning, behandler bamser i Mærsktårnet eller hver mandag sidder og skriver på MOKs redaktion, så findes de her grupper ikke. Vi skal værne om dem. Og alle jer, der læser MOK har et ansvar for at opretholde grupperne eller skabe nogle nye. Tag det som en løftet pegefinger, hvis du vil.
Jeg vil egentlig bare sige, nu her på falderebet, hvor cand.med. titlen lurer i den nære fremtid, at min studietid har været vidunderlig, fordi jeg har engageret mig i de her fællesskaber. Jeg har valgt om undervejs, jeg har prøvet forskellige grupper af, før jeg fandt de grupper der passede til mig. Det, jeg har ydet, har jeg fået tilbage i overskud, grin, støtte og ikke mindst venskaber x1000.