OM JEG VIL HAVE BØRN...

Frugtbarheden i Danmark er styrtdykket. I
2022 var den samlede fertilitet I Danmark 1,6 levendefødte børn per kvinde. Ikke siden 1987 har vi fået så få børn i gennemsnit1. Hvis den nedadgående tendens fortsætter, er der om blot tre generationer omkring halvt så mange danske børn og unge som i dag, og vi vil få svært ved at opretholde samfundskritisk infrastruktur.

Det afspejles i den politiske retorik. For nogle år siden lavede DR en serie med tittelen ”Knald for Danmark”, og Københavns kommune
kørte en fertilitetskampagne i bybilledet med overskrifterne ”Har du talt dine æg i dag?” og ”Svømmer de for langsomt?”. Formålet med kampagnen var, at opfordre unge til at forholde sig mere aktivt til, hvornår vi skal have børn, og nok en gang banke ind i vores hoveder, at det biologiske ur tikker.

Forståeligt nok udløste kampagnen protester,
især fra kvindeligt hold. Staten skulle ikke
komme her og blande sig ind i, hvordan vi
skal bruge vores livmodere. Som ung voksen i eksponeringssamfundet, vil jeg godt turde påstå, at vi ikke behøver formynderiske kampagner for at forholde os til spørgsmålet om børn.

Skal vi få børn for velfærdsstatens skyld?
Burde velfærdsstaten ikke hellere åbne for
flere indvandrere, hvis vi ikke selv kan klare
at opretholde vores egen befolkning? Og hvad med klima? Selv om vi i årtier har talt om overbefolkning og at en maksimalt presset
klode peaker med ti milliarder indbyggere i 2050, skal vi nu vænne os til at tale om underbefolkning. Tilvæksten frem mod 2050 på tre milliarder skyldes nemlig ikke, at vi får flere børn.

En kvinde skal føde 2,1 barn for at befolkningstallet skal opretholdes. Men det tal har ingen lande i den industrielle verden levet op til i meget lang tid, og flertallet af menneskerne i hele verden bor nu i et land med lav fertilitet. At vi stadig bliver flere mennesker i verden, skyldes primært, at vi bliver ældre og lever længere.
Men når de store generationer er døde og borte, knækker kurven. Og er det ikke, i hvert fald fra klodens perspektiv, godt?

Problemet er, at uanset om man synes, det lyder godt eller skidt med flere mennesker, så mangler vi diskussionen om, hvordan vi skal indrette os, når de eksisterende velfærdsordninger bryder sammen som følge af lave fødselstal.

Uafhængig af samfundsforhold - hvad så
med vores individuelle drømme for egne liv? Parforhold? Økonomi? Karriere? Tid? Skal
man som kvinde udsætte sin beslutningstagen gennem den privilegerede mulighed for ægnedfrysning i det private? Er det egoistisk at ønske biologiske børn, når utallige børn verden over kunne fået bedre liv gennem adoption? Er det egoistisk ikke at ville have børn overhovedet? Forældreudbrændthed, hamsterhjulet, meningsfyldt eller meningsløst...

Man kan blive ved. Perspektiverne og hensynene knyttet til spørgsmålet om børn, synes utømmelige. Som de fleste i min værdiprogressive generation, er jeg selvfølgelig ikke i tvivl om, at man i sin beslutningstagning først og fremmest skal lytte til sine egne ønsker, hvis man kender dem. Men som i de mange andre sociomedicinske debatter, der i sidste ende drejer sig om enkeltindividets valg og frihed, bør man i så stor grad som muligt kunne træffe et informeret valg.

Selv om tvivlen kan være stor, ønsker 90% af de studerende i nordiske lande at få børn i sidste ende. Samtidig får vi i snit færre børn end vores foretrukne antal3. Derfor er det relevant at trække fertilitetslægernes fund og vejledninger på banen – forhåbentligvis uden at blive moraliserende.

I dag er hele 1 ud af 10 fødsler i Danmark et resultat af fertilitetsbehandling. WHO kvalificerer infertilitet som en sygdom, hvilket tilsiger, at der skal tilbydes behandling i sundhedsvæsenet. Infertilitet er faktisk den næsthyppigste kroniske sygdom blandt dem i den reproduktive alder. 10-15% af dem der prøver, kan ikke blive
gravide gennem sex. Udover risikofaktorer som endometriose, kønssygdomme, rygning, alder og sociokulturelle faktorer, ved man meget lidt om hvorfor frugtbarheden er gået ned.

Vi ved derimod, at 15% af alle mænd har så lav sædkvalitet, at de forventes at være afhængige fertilitetsbehandling for at få biologiske børn. Yderligere 25% har en sædkvalitet som tilsiger, at det vil tage længere tid end et år at gøre en kvinde gravid2. Et af fertilitetsforskningens nyere og nedslående fund, er at mænd i dag kun har halvt så mange sædceller som deres fædre, da de var unge.

I bogen ”Hvordan løser vi fremtidens fertilitetsproblemer?” argumenterer
lægerne Anja Pinborg og Lone Schmidt for at infertilitet bør behandles som en folkesygdom i sundhedsvæsenet, og at det offentliges behandlingstilbud bør indrettes derefter. De hævder, at vi i dag behandler infertilitet som om det var et luksusproblem, og ikke som den kroniske sygdom, som det faktisk er.

I dag får man kun 3 forsøg på IVF-behandling i det offentlige. Det til trods for, at det for mange par først lykkes med at blive gravide på 4.
eller 5. forsøg. Desuden kan man kun modtage behandling, hvis man ikke har børn i forvejen. Når det gælder andre kroniske sygdomme, vil sundhedsvæsenet ikke standse behandlingen, hvis der er udsigt til godt resultat ved fortsatbehandling. Fertilitetsbehandlingen afbrydes derimod uden tøven, dersom de tre forsøg, man får, mislykkes eller resulterer i abort.

Det har resulteret i, at over halvdelen af alle fertilitetsbehandlinger i Danmark varetages i den private sektor, hvilket skaber en enorm ulighed i muligheden for at blive forældre.

Man kan selvfølgelig stille sig kritisk overfor,
om det er rigtigt at kvalificere infertilitet som
en sygdom, når det ikke er et resultat af andre underliggende sygdomme, eller om det skal være ”menneskeret” at få børn. Men når staten ønsker at hæve frugtbarhedsraten, og så længe adoptions- og indvandringspolitikken står på stedet hvil, bør det være samfundsøkonomisk forsvarligt at udvide det offentliges behandlingstilbud drastisk. Ikke mindst bør der vækkes liv i debatten om brugen af rugemødre, da der ikke findes noget offentlig tilbud til mænd med mandlig partner, eller til kvinder uden en livmor.

Ligeså relevant, som det er at udvide behandlingstilbuddet, er det at forebygge infertilitet. I dag findes der ingen instanser,hverken på nationalt eller individuelt niveau, for at nedbringe forekomsten af nedsat frugtbarhed. Her bør det være muligt at iværksætte noget andet end moraliserende, statslige fertilitetskampagner der i værste fald giver associationer til nationalkonservativisme.

Det vil ikke kræve særlig meget, at udbygge informationstilbuddet om infertilitet på officielle hjemmesider som Sundhedsstyrelsens. Ej
heller at blive bedre til at fortælle om nedsat frugtbarhed, samtidig som at man informerer om andre risikofaktorer ved rygning og overvægt.

På EU-niveau bør man sikre udfasningen af reproduktionsskadelige biokemiske stoffer, og på nationalt niveau tilbyde fertilitetsrådgivning med undersøgelse af ægreserver, scanninger og måling af AMH og sædkvalitet.

Da gennemsnitsalderen for førstegangsfødende
i Danmark er 30 år, kommer vi ikke udenom
at frugtbarheden ville stige, hvis flere kom i
gang tidligere. Derfor bør staten i større grad understøtte muligheden for familiestiftelse tidligere for dem der ønsker det, og især gøre det mere attraktivt at få børn, mens man er under uddannelse. Jo tidligere man finder ud af, at man har nedsat frugtbarhed, jo højere sandsynlighed har man for at lykkes med fertilitetsbehandling. Kvinder under 35 år har 80% chance for at blive gravide gennem kunstig befrugtning, mens det samme tal kun er 26% for kvinder over 39.

Til sidst vil jeg, efter en hel del tøven, efterlyse
en større åbenhedskultur omkring tanker om børn blandt unge - især i det streetsmarte, øjebliksorienterede København. Jeg oplever,
at frugtbarhed er et emne mange af mine jævnaldrende undgår at tale om, fordi man er bange for at fremstå som en needy planlægger. Det betyder ikke nødvendigvis, at vi behøver mere af ”hvor mange børn skal du have”-snakken på første date. Det betyder snarere, at åbenhed om at man kunne tænke sig børn før man fylder 30, ikke skal være ensbetydende med, at man er en konservativ redebygger uden videre ambitioner for fremtiden.

Lad det være ligeså cool at være afklaret som uafklaret i spørgsmålet om børn – uanset om det betyder, at man gerne vil have dem eller ej.

1Danmarks statistik. Fertilitet. https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/borgere/befolkning/fertilitet
2Schmidt, L. og Pinborg, A. (2023) Hvordan løser vi fremtidens fertilitetsproblemer? Informations Forlag
3Rockwool Fonden (2023) Comparing ideal family size with observed and forecasted completed cohort fertility in Denmark and Norway. Study paper nr. 181