Der er noget galt med medicinsk- og sundhedspsykologi(og nej det er ikke navnet)

Jesper Gür, Formand for MedicinerRådet
Dette er et læserindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi studerende demonstrerede for snart en måned siden mod den beslutning, der ville annullere den overståede eksamen i medicinsk- og sundhedspsykologi. Vi efterspurgte #SUNDfornuft og reel handling frem for løs snak. Vi fik lidt håb, da prodekanen Jørgen Kurtzhals skrev i et indlæg på MOK, at demonstrationen havde gjort indtryk på ham og slog fast, at han ville kæmpe for den dialog, der var mellem fakultetsledelsen og de studerende. Det studenterpolitiske udvalg fra 3BA HR og undertegnede deltog i et kaffemøde med prodekanen, hvor vi fik udvekslet en masse tanker og prodekanen fik en del idéer med sig til, hvordan man kunne undgå, at noget lignende fandt sted igen, for de store tanker havde fakultetet ikke gjort sig, før vi studerende selv kom med dem. Vi fik i øvrigt også beskeden om at omgørelsen af annulleringen af eksamen var helt umulig. Som de fornuftige studerende vi nu er, kom vi frem til, at nu var det på tide at kigge fremad og få den eksamen overstået, selvom det stadigvæk var helt forrykt, at den skulle annulleres til at starte med. Selvom annulleringen ikke blev omgjort, var vi på en måde lettede og glade over dialogen med prodekanen. Vi havde fornemmelsen af, at vi havde rykket på nogle ting og selvom det var os, der stod med regningen i sidste ende, havde vi gjort noget for de kommende studerende på kurset samt vist KU, at selvom vi er medicinstuderende, kan vi godt have holdninger og råbe højt. Med denne nyfundne optimisme gik mange af de 3BA studerende til reeksamen. MEN! Et kæmpe men! Samtidig med at de studerende på 3BA lige så stille begyndte at give sig ”all in” på anatomikurset begyndte de første karakterer at tikke ind fra medicinsk- og sundhedspsyk – eksamen. 00, 00, 02 og måske et 4-tal. Folk var blevet dumpet på stribe. Studerende der havde fået 7,10,12 havde nu fået 00. Dumpeprocenten var nu helt op på 32%. Hvis dette ikke lugter af en kursusleder, der har fuldstændig misforstået sin opgave, er min onkel Jørgen Kurtzhals. Det ligner, at måden hvorpå eksamen bliver bedømt på er fuldstændig vilkårlig og det afhænger i høj grad af censoren, som i øvrigt ikke engang er ekstern. De studerende er endnu engang blevet offer for kursuslederens mangler. Det kan ikke være rigtig, at vi studerende skal blive straffet for fejl, der bliver begået af de ansvarlige for vores uddannelse. Det er simpelthen for dårligt og noget som gør at jeg som studerende mister tilliden! Derfor vil jeg sammen med MedicinerRådet tage dette med videre i studienævnet. Vi vil få kigget nærmere på, hvor det går galt i kurset og anmode om en redegørelse for hvorfor de samme fejl bliver begået igen og igen, så vi kan sætte en stopper for denne uretfærdige behandling af os studerende.

Jesper Gür, Formand for MedicinerRådet

Indsendt af Jesper Gür, Formand for MedicinerRådet

Forrige
Forrige

Specialerne rangeret på objektive parametre

Næste
Næste

Pastamani