Et lille besøg i bakteriernes verden

På det 6. semester af bacheloren i medicin, får man mere eller mindre frivilligt stiftet bekendtskab med mikrobiologiens verden. Det er efterhånden et par år siden jeg selv var på kurset, og jeg husker primært at jeg gik lidt forvildet rundt og ikke helt havde styr på, hvad jeg lavede – måske mest fordi jeg på daværende tidspunkt ikke havde så meget at hænge det op på. Først senere på kandidaten har jeg helt konkret set vigtigheden i at have kendskab til mikrobiologiens verden. For eksempel når man støder på en patient med en lidt mere eksotisk infektion, eller blot en behandlingsresistent udgave af en ellers normal en af slagsen, har jeg hørt ordene: ”Vi ringer lige til mikrobiologerne”. Og der har jeg så tænkt tilbage på de 4 uger i laboratoriet, eller hvor længe det nu var. For der blev jeg introduceret grundigt til de forskellige bakterier og deres vækstmønstre – men jeg aner stadig ikke en pind om hvad en mikrobiolog rent faktisk bruger sin dag på. Og det kommer jeg heller ikke til, medmindre jeg selv forvilder mig ud i det ukendte land gennem en introstilling, når jeg engang er færdig her på matriklen. Det har jeg ikke tålmodighed til, så jeg spurgte om ikke jeg måtte komme på besøg en dag og se hvad en mikrobiolog rent faktisk laver, sådan ”in real life”.

En fredag morgen drager jeg altså mod Hvidovre Hospital – nærmere bestemt Klinisk Mikrobiologisk Afdeling. Hvis du har været på Hvidovre Hospital før, så ved du nok allerede, at de elsker mange, lange gange, og det får jeg især at mærke denne morgen, da jeg går til, hvad der føles som verdens ende. Heldigvis ender jeg bare på 445 i Center 3 (Mikrobiologisk afdeling, red.).

Atmosfæren er meget som ved en normal afdeling med lægekontorer: En hyggelig summen af folk der lige skal nå at hente en kop kaffe, og en opslagstavle med billeder af de forskellige læger på afdelingen samt deres funktion netop denne fredag. Der står fx to læger på til at passe hhv. praksis- og hospitalstelefonen. Kl 8:30 er der ”morgenmøde” ved den lille opslagstavle, hvor en yngre læge, der har haft vagttelefonen, fremlægger de relevante patienter fra vagten. Bl.a. en lille dreng med en encephalit, hvor der diskuteres hvor vidt der skal opdyrkes yderligere vira fra cerebrospinalvæsken. Efter det hurtige morgenmøde samles alle til Journal Club (fremlæggelse og diskussion af en artikel/studie, red.) - dette gøres som udgangspunkt en gang om ugen, får jeg at vide. I dag handler det om et amerikansk studie, der har forsøgt at revurdere kriterier til hvornår en urindyrkning må bestilles. I store andele af de analyserede urindyrkninger i huset, findes der ikke bakterievækst. Derfor har man en interesse i at blive bedre til at vurdere, hvornår der er indikation for at tage dem. På Hvidovre alene får de omkring 150.000 urinprøver ind årligt, og omkring en tredjedel af disse er uden bakterievækst. Dog er urinvejsinfektioner hyppige, og man ser ikke sjældent, at det er fokus for en sepsis hos indlagte patienter – derfor er man normalt ikke så tilbageholdende med dem. Der bliver diskuteret alt fra rationalet bag en urin-stix, til risici og konsekvenser ved at undlade at tage urinprøver på hhv. indlagte, plejehjemsbeboere og patienter i almen praksis. Mere når jeg ikke at høre - for nu skal jeg i uniformen, så jeg kan komme med i lab.

Nigiri eller Klebsiella?
Først går vi igennem en dør, hvorpå der står: ”Prøvemodtagelse”: Et rum omtrent på størrelse med mit kollegiekøkken, hvor der står masser af vogne med stativer og prøver, samt kontorpladser med computere og scannere til stregkoder. Jeg får øjenkontakt med en bioanalytiker der står med en stor spand i favnen, som er lige ved at flyde over med prøveglas - ”Chlamydiaprøver”, står der på den med store bogstaver. Så er vi ligesom i gang. Jeg går videre gennem rummet og kommer nu ind i en mindre hal, hvor alle dyrkninger bliver håndteret.

Jeg kan med det samme genkende den sødlige lugt fra laboratoriet, som på sjette semester, og må indrømme at det gav blandede følelser. Dem glemte jeg dog hurtigt igen, for inde i denne hal så jeg bakteriernes svar på julemandens værksted. Et kæmpe maskineri i midten, som transporterede alle agar-plader ned langs lokalet og ud til bioanalytikere, der sad ved deres pladser som små forgreninger til transportbåndet. ”Running sushi” kaldte overlægen det, og det synes jeg faktisk rammer stemningen meget godt. Ved hver station sad en bioanalytiker med en dobbeltskærm, hvorpå et close-up billede af en agar-plade med en evt. bakterievækst blev vist i stort og klart format til at aflæse. De sad altså ikke med næsen nede i glassene, som vi gjorde på sjette semester. Og dog: En knap så tilfreds bioanalytiker måtte aflæse en bunke dyrkninger manuelt, for ligesom med SP, så kunne deres systemer altså også godt drille lidt en gang imellem - og så er der ikke andet for, end at bruge den gammeldags metode.

Vi kommer ud på den anden side af sushi-rummet, og her skal jeg overvære en lille blodkonference, hvor de nyeste bloddyrkningssvar kigges igennem og fortolkes. Jeg bliver hurtigt mindet om hvor få af de bakterier, jeg lærte på sjette semester, der er blevet siddende i tidens løb. En Klebsiella pneumoniae og Staphylococcus aureus lød bekendt, men resten må jeg gå til kort med. Undervejs bliver der fulgt op på hvilken behandling de respektive patienter er sat i, og om det stadig er den rette vej at gå. En ultra-effektiv stuegang, om man vil.

Klinisk mikrobiologisk afdeling er en kæmpe enhed, og jeg skulle selvfølgelig på en rundvisning og se alt maskineriet – og der er ikke så lidt. Fabriksstemningen er klart den røde tråd gennem denne afdeling, og der er smæk på fra morgen til aften. Maskiner til at teste serologi, MALDI-TOF, et stort lokale til at diagnosticere bl.a. HIV og syfilis. Ned ad gangen bliver jeg ført hen til et lille kontor, med skiltet ”Fæces I” på døren. Indenfor finder vi 2 halvtrætte bioanalytikere, der ikke har tid til at sludre, da de sidder med lort til halsen - bogstavlig talt – for de er kommet bagud med fæcesprøverne grundet sygdom på afdelingen. Vi kigger med sympati på bunkerne af ikke-analyserede fæcesprøver og lister pænt ud igen.

Sidste stop på rundturen er inde ved mikroskopirummet, hvor der mikroskoperes på livet løs, mens der studeres prøvesvar på skærmene. I den ene ende af lokalet står et mikroskop for sig selv, som er til den vagthavende læge. Det kan fx benyttes, hvis der skal diagnosticeres malaria i vagten. Ved siden af mikroskopet ligger en lille boks med lidt forskellige glasplader i. ”Det er nogle tests vi får tilsendt fra England ca. en gang om måneden”, fortæller lægen mig. En form for kvalitetskontrol på lægerne, hvor der tjekkes om de kan diagnosticere den hemmelige bakterie eller parasit der gemmer sig i netop det snit.

Efter en grundig rundtur sidder jeg med hos en læge, der for nyligt er startet i sin hoveduddannelse som mikrobiolog. Hun har vagten i dag og skal derfor blive på afdelingen til kl 22 i aften. Her i dagtiden sidder hun i mikrobiologernes datasystem og tjekker bloddyrkningsvar på de patienter hun har fulgt de sidste dage. Der bliver både skrevet tilsynsnotater og ringet rundt til forskellige afdelinger, for at give beskeder videre til behandlingsansvarlige læger. I løbet af en times tid har vi både ”gået tilsyn” på patienter indlagt på Hvidovre, Bispebjerg og Rønne hospital. For hver patient bliver tidligere notater læst nøje, og de tages grundigt med i overvejelserne omkring den mest optimale behandling for patienten. Den ultra-effektive stuegang er altså lidt en tematik her på afdelingen. Man får på en måde set mange patienter i løbet af sådan en dag - bare uden at man behøver at tale med dem.

Generelt har man som medicinstuderende et meget sparsomt kendskab til arbejdsgangene i de parakliniske specialer. Efter min opfattelse skal man nærmest falde over dem på sin vej til et klinisk speciale. Og det er heller ikke helt ved siden af – for ingen af de mikrobiologer jeg har stiftet bekendtskab med i dag, har gået med en sikker mikrobiolog i maven. Den er blomstret frem gennem tidligere drømme om dermatologi, onkologi og hæmatologi, bare for at nævne nogle få. Og de har ikke set sig tilbage siden. Mikrobiologi er næsten lige så nørdet og detaljeorienteret som jeg havde forventet - men hvor meget ”patientkontakt” man egentlig har – virtuelt og telefonisk ganske vist – overraskede mig faktisk en del.