HUSKER VI RESPEKTEN, NÅR DER STÅR “PSYK” I JOURNALEN?

Nu er det 5 år siden jeg første gang trådte ind på Panums gange og har efterhånden været lidt rundt omkring på de forskellige hospitalsafdelinger i Storkøbenhavn. Her har jeg primært mødt sympatiske, dygtige og respektfulde læger der vil deres patienter deres bedste. Men jeg har også nogle steder oplevet en kultur og måde at snakke om patienter med psykiatriske diagnoser som adskiller sig fra patienter med somatiske diagnoser. Vi kan godt gøre det bedre, end de rollemodeller vi burde spejle os i.

Ligegyldigt hvilket speciale vi ender i, kommer vi alle til at støde på nogle patienter som også har en eller flere psykiatriske diagnoser. Mindre ressourcestærke patienter, som kan være sværere at håndtere, men måske netop har brug for mere tid og opmærksom, hvis vi ønsker at alle skal have lige kår i sundhedsvæsenet.

Under et af mine klinikophold, diskuterede vi til morgenkonference en patient som man mistænkte havde et infektiøst sår, der udviklede sig hurtigt. Til stor morskab for alle viste det sig at skaderne blot var påført at patienten selv, og dermed ville der blive stilet mod udskrivelse hurtigst muligt. Således lo alle sammen af Jeppe der drak – men ingen spurgte hvorfor Jeppe drak. Jeg siger ikke at det bør være ortopædkirurgiske lægers opgave at lave en lang psykaitrisk udredning, men en lille smule eftertanke omkring denne meget fysiske manifestation af en psykisk problemstilling, kunne måske have sparet dem for noget arbejde i fremtiden – hvis man havde forsøgt at løse problemet.

Jeg havde også en underviser i mavetarm-kirurgi som snakkede om hvorfor patienterne kunne have abdominale smerter. Det sidste punkt var ”psykiske årsager”. ”Nogle gange når man kigger væk så hopper og danser de rundt, og der er ikke noget på scanningen. (...) der er altså patienter der faker og prøver at snyde jer”. I sig selv en uskyldig pointe, men også en diskurs om, at folk, der har den subjektive følelse af smerter i maven, ”faker”, hvis sygdommen ikke er noget man kan se, måle og skære væk.

Snakken i forvagtsrummet omkring en mindre vellykket operation af en fraktur efter et suicidalforsøg. ”Man kan jo håbe at patienten lykkedes næste gang, inden vedkommende melder en UTH”. Der bliver grinet, og lige forsikret den studerende om at det altså bare er værkstedhumor, og at de altså har en ven som er psykiater, så det er helt cool. (Har man ikke hørt den logiske slutning andetsteds?). Selvfølgelig mener de det ikke, men når vi med humoren skubber grænsen for hvad der er i orden at sige på kontoret, rykker vi også grænsen for den diskurs vi skaber om patienter.

Tidligere på sommeren så jeg nogle uger i streg i mit facebookfeed nogle memes (af tvivlsom kvalitet) fra en basisgruppe. I sig selv meget uskyldige. Dum som jeg var i et iltert tømmermandsøjeblik, kommenterede jeg at det var lidt kikset at 4 ud af de sidste 5 opslag var memes med personer der skriger, så mentalt udfordrede ud eller havde mindreværdskomplekser – alle med påskriften psykiatri. Jeg slettede min kommentar kort efter (jeg har virkelig ikke nogen ambition om at være Facebook-kriger). Tilsyneladende havde de læst mit opslag, og der blev kvitteret nogle dage efter med et billede af søstjernen Patrick fra Svampebob firkant, der havde slået et søm i sit hoved med påskriften ”psykiater”. Måske et uskyldigt imbecilt og humorforladt opslag af nogle antagelsvist 20-årige administratorer, der burde have taget nogle sabbatår, som man bare skulle slå hen og ignorere. Alligevel har det irriteret mig, at en side om intern medicin, som jeg følger, på grund af de historier og arrangementer de deler, bidrager til sådan en kikset måde at omtale sine lægelige kollegaer.

Panum – jeg tror på at I alle har gode hjerter og vil folk det bedste, siden I har valgt denne profession. Men jeg tror også på betydningen af kulturer og sociale sammenhænge, hvor jargonen smitter af på de yngre læger og studerende. Vi spejler os selvfølgelig i vores undervisere og overordnede, og det er her man lærer koderne for, hvad der er i orden at tænke, sige og antage om folk med problemstillinger, der rækker udover det somatiske.

Nogle gange vil man støde på patienter der kræver meget energi. Som tager dumme valg. Som er bøvlede. Den nemme løsning er selvfølgelig at slå det hen og grine over hvor åndvagt det er - i og for sig en naturlig nok reaktion på en opgave der overstiger ens faglige kompetencer, at vende kritikken udad, i stedet for at kigge indad.

Men jeg håber flere har overskuddet og modet til at påtage sig den faglige opgave at håndtere mere ressourcekrævende patienter på en hensigtsmæssig måde. Og fair nok at man ikke brænder for psykisk sygdom, og bliver ekspert i håndtering af disse. Der er så mange forskellige spændende grene inde for medicin, og man kan ikke blive ekspert inden for dem alle. Men som minimum kan vi snakke med respekt på tværs af de forskellige specialer, og med respekt for alle patienter, uanset hvor fremmede deres liv og valg må synes fra dit eget.

Husk på at vores vigtigste job er at hjælpe folk til at få det godt – om så roden til deres gener sidder i nyren, hjertet, leddene, leveren, halsen, ørene – eller hjernen.